Kunst var for politisk til Brøndby Kommune
Problemet ligger bl.a. i, at vi kun har de opstillede kandidater at stemme på, og at ikke-konforme sættes på et sidespor.
Anne Behr, V. Skerninge
Demokratiet bliver ofte præsenteret som det mest retfærdige og folkelige styresystem, især i vestlige lande, hvor det ses som et fyrtårn for frihed og lighed. Medier, politikere og fortalere for systemet beskriver demokratiet som en model, hvor borgerne har en reel stemme i samfundets udvikling. Men hvor meget medbestemmelse har folket egentlig?
Fortalerne for demokratiet påstår, at folket har magten, fordi de kan vælge deres repræsentanter ved regelmæssige valg. Borgerne har ret til at stemme, kan udtrykke kritik uden frygt for straf og formelt set påvirke beslutninger gennem dialog og debat. I teorien lyder det meget smukt, men i praksis, mener jeg, at denne fortælling er en illusion.
Ægte demokrati kan kun opnås, når befolkningen ikke blot har mulighed for at stemme, men også har en reel stemme i de beslutninger, der former deres hverdag og fremtid.
Ja, det er korrekt, at demokratiet giver borgerne mulighed for at stemme på politikere hvert fjerde år, men det er også her, medbestemmelsen i realiteten stopper.
Når først politikerne har fået magten, kan de tage vidtrækkende beslutninger – de kan for eksempel optage store lån på vegne af samfundet, sende landet i krig, gennemføre reformer og omfordele samfundets ressourcer på måder, som ikke nødvendigvis gavner den brede befolkning.
Borgerne står uden reelle muligheder for at ændre på disse beslutninger. De kan organisere demonstrationer, forsøge at samle underskrifter til borgerforslag eller mobilisere via sociale bevægelser, men effekten af disse handlinger er ofte begrænset.
Derfor bliver de nødt vente til næste valgdag, hvor de kan gøre deres stemme gældende igen – men selvfølgelig kun inden for de rammer, som systemet tillader.
Det, som demokratiet tilbyder borgerne, kan derfor snarere beskrives som en illusion af medbestemmelse. Forestillingen om, at borgerne har valgt politikere, der varetager deres interesser, opretholdes gennem mediernes dækning af politiske debatter og beslutningsprocesser.
Det ser ud som om, politikerne repræsenterer forskellige holdninger og interesser, men når man kigger nærmere, er der ofte en bemærkelsesværdig ensretning i det politiske landskab.
Selvom der på papiret er mange partier at vælge imellem, er min påstand, at de alle er “systemets partier”. De er nemlig bundet af de økonomiske og politiske rammer, som systemet stiller, og derfor kan de ikke udfordre grundlæggende strukturer eller foreslå radikale ændringer, som kunne true status quo.
Dermed er det meget svært for borgerne at stemme på et reelt alternativ til det etablerede system. Denne mangel på reelle alternativer betyder, at befolkningen aldrig får en chance for at udfordre systemet eller skabe dybtgående forandringer.
Der er også en udbredt forestilling om, at i demokratier, varetager politikerne befolkningens interesser. Jeg mener dog, at i virkeligheden er politikernes primære loyalitet rettet mod magteliten – de rigeste familier og virksomheder.
De har nemlig via lobbyarbejde og økonomisk magt en betydelig indflydelse på den politiske beslutningsproces. Denne magtposition betyder, at mange politiske beslutninger træffes ud fra hensyn til en lille elite frem for befolkningens brede interesser.
Trods kritik er der ingen tvivl om, at demokratiet i mange lande stadig giver borgerne større frihed og retssikkerhed end mange andre styresystemer. Men hvis demokratiet skal leve op til sin egen definition af folkestyre, kræver det, at borgerne har mere end blot symbolske muligheder for indflydelse.
Det kræver, at der skabes mere gennemsigtighed i beslutningsprocesserne, og at borgerne får adgang til reelle alternativer til det eksisterende system.
Hvis disse ændringer ikke sker, risikerer demokratiet at forblive en facade – et system, der præsenterer sig som folkets styre, men som i realiteten primært tjener en lille magtfuld elite.
Ægte demokrati kan kun opnås, når befolkningen ikke blot har mulighed for at stemme, men også har en reel stemme i de beslutninger, der former deres hverdag og fremtid.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
