Fotoreportage
Storbritannien har siden 2023 indført restriktioner på demonstrationer og på at forklare ens motiver i retssager relateret til klimaprotester. Som følge heraf blev fem folk fængslet i fire-fem år i juli 2024 for at deltage i fredelige klimaprotester. Roger Hallam er en af de såkaldte “whole truth five”, der fik en fem-års fængselsstraf.
Jeg sidder på en fløj med masser af folk, som har fået livsvarigt fængsel. For noget tid siden kom en af dem op til mig og spurgte:
“Nå, hvor længe skal du være her?”
“Fem år”, svarede jeg.
“Ah, det er ikke så længe”, kommenterede han.
Jeg har holdt hundredvis af offentlige taler, og jeg plejede at minde folk om, at vi ikke lever i Egypten. Der er ingen, der vil få deres negle revet af.
Da jeg forskede på King’s College i London, arbejdede jeg sammen med en kollega, som studerede fagforeningernes aktiviteter i Egypten før demonstrationerne på Tahrir-pladsen.
Han sad i et værelse i Kairo med en gruppe folk, hvor de fleste havde ar i ansigtet. De var alle blevet tortureret. Kort efter kom revolutionen.
Hvis et regime er i gang med at starte massive slagterier, hungersnød og massevoldtægt af millioner af de fattigste folk i verden, tror du, at de vil betænke sig på at spærre dem inde, som vil prøve at stoppe dem?
Problemet er ikke “den statslige undertrykkelse”, men dem på “vores side”, som arbejder for “undertrykkeren” ved endeløst at angive grunde til, hvorfor modstand “ikke vil virke”.
Da jeg lavede strategiarbejde for Extinction Rebellion i 2019, var vores største hovedpine ikke politiets undertrykkelse. Det var journalister fra en semiinformeret “venstrefløj” og andre folk omkring os, som mente, at den model for civil ulydighed, vi brugte, ikke kunne bruges, fordi den havde rødder i Erica Chenowths forskning i autoritære regimer.
Som om folk i disse regimer levede på en anden planet!
I deres kynisme går de nu ind for det modsatte argument: Modellen virker ikke, præcis fordi vi nu lever i et autoritært regime.
Dette er, hvad jeg kalder for “Aaron Bastani-syndromet”. Ligegyldigt hvad der sker, nægter du at droppe dit journalistiske bliks privilegium. Når jeg opfordrede ham til at lede en march, svarede han: “Jeg tror ikke, der ville være særligt klogt.” (Aaron Bastani er en britisk-iransk journalist og politisk kommentator.)
Denne uvilje mod at tage noget som helst ægte moralsk ansvar for verdens elendige tilstand fra dem, der påstår at tale for os, er meget værre end nogen som helst “statslig undertrykkelse”.
Da jeg har forsket i King’s College i næsten et årti i relationerne mellem niveauer af undertrykkelse og modstand, så tillad mig at give mit korte svar på spørgsmålet, om “statslig undertrykkelse forhindrer sociale bevægelser?” Svaret er, at der er ingen relation. Succesfuld opbygning af bevægelse og folkelig politisk magt er funktioner af bevægelsens interne kultur – ideologi, organisation og ledelse. Selvfølgelig har den ydre undertrykkelse en effekt. Men det er det ret meget mindre på grund af andre faktorer.
Så hvorfor tager vores “venstreorienterede” og “liberale” kommentatorer så meget fejl? Endnu et kort svar vil være, at de er materialister.
De kigger på verden på samme måde som kapitalister: Mere undertrykkelse (udgifter) ind, mindre aktivisme (penge tilbage) ud. Derfor er de de mest effektive agenter for den neoliberale regime – den obskøne idé, at menneskeheden bare er stof, dødt stof.
Du burde ikke lede et march, fordi du vil miste ting – klik på dine artikler, dit rygte, din frihed.
Den tilsyneladende store radikalisme i deres analyse dækker over en rædselsfuld reaktionær politik. De er så kloge. De kan give dig alle mulige grunde til, hvorfor alt er så dårligt. Alle grunde til hvorfor de magtfulde har så meget magt, og hvorfor folk er så undertrykte. Så meget at der ingen chance er for, at de kan gøre oprør. Deres “er” bliver til et “burde”.
Denne dynamik af selvopfyldende profetier fungerer meget fint. Arbejdet bliver gjort. En lønseddel fra Wall Street er på vej. Med venner som disse.
På fronten er alle mere muntre og lykkelige. Fordi mennesker, selvfølgelig, ikke er dødt stof. De er egentlig eksplosioner af ånd, drevet af drifter, de søger efter mening, erkendelse og eventyr. Eller det gør de i hvert fald, når de ikke bliver fortalt, at de er for undertrykte til at gøre noget som helst. For at bruge det mere kuede akademiske sprog har de altid “agens”.
De fleste af os, der har fået fængselsstraffe på flere år, siger: “Nå ja, det er klart, det er, hvad du kan regne med”. Hvis et regime er i gang med at starte massive slagterier, hungersnød og massevoldtægt af millioner af de fattigste folk i verden, tror du, at de vil betænke sig på at spærre dem inde, som vil prøve at stoppe dem?
Avisen The Guardian havde på en ikke særlig fremtrædende plads i sidste uge en artikel omkring tilstanden i lejrene i Tunesien, hvor hundredvis af folk er fanget, hvor hundredtusindvis af folk er indespærret. Mellem linjerne er det klart, at EU’s politik er at ignorere systematisk overgreb og mord på flygtninge.
Og dette er bare nu ved 1,5 graders temperaturstigning. Der vil være 1000 millioner (én milliard) klimaflygtninge ved 2 grader. Men vores kommentatorer siger, at det “ikke vil være klogt” at gøre noget reelt ved det.
Hovedpointen er denne: Hvis vi vil hengive os til strukturalistisk determinisme, foreslår jeg, at vi husker på, at alle historiske regimer går i en cyklus. De opstår, peaker, er i overmod og går mod kollaps. Kollapset er nu på vej.
Regeringen, i ordets bredeste betydning, vil kollapse. For mange vendepunkter er blevet krydset. På et tidspunkt inden for de næste få år vil “klimaet” have et øjeblik af hvirvelvind, dets “George Floyd”-øjeblik, dets “Gaza”-øjeblik.
Ud over at der til den tid vil komme mange flere, millionvis af folk på gaderne i de vestlige byer, fordi tusindvis af folk, altså hvide folk, vil blive dræbt. Undertrykkelsen vil pludselig dreje sig til vrede og raseri. Og ingen vil give en fuck omkring, “at de risikerer at blive anholdt”. Nietzsches ånd vil tage over fra Benthams ånd. Livet er der for at leve, ikke for at “være klog”. Borgerskabets kolonisering af vores hjerne vil blive besejret.
Historien vil være tilbage i bevægelse.
I mellemtiden er det spørgsmål om at fokusere på opgaven – hvad vi kan forandre. Vi skal skabe systematisk mobilisering, massetræne folk i organisation og ledelse og frem for alt skabe en ægte modideologi; en der skaber glæde og lykke i at kæmpe og stritte imod. En der fejrer fællesskabet og modstanden. En ideologi der lægger planer for, hvad der kommer i forlængelse af de uundgåelige revolutioner, der vil komme.
Der er ingen grund til at bekymre sig om, at dit soveværelse har lås på, for et stykke tid.
Kom til en Rev21 intromøde og være en del af revolutionen, eller kom til et intromøde med TimeToAssemble.org og blive inspireret af borgerlige forsamlinger!
Link til den originale tekst på engelsk
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
