Læserbrev
Trumps snak om, at Rusland eller Kina vil tage Grønland, hvis ikke USA gør, det er selvfølgelig noget vrøvl. Det er de fleste enige om. Men hvad handler det så om?
EU-kommissionens formand Ursula von der Leyen udtalte sidste år, at de sjældne jordarter er det nye gas og olie. Præcis derfor er EU også i gang med at afsøge mulighederne for et samarbejde med lande uden for EU om at igangsætte forskellige mineprojekter. Det drejer sig om Kazakhstan, Norge, Canada og Zambia med flere.
EU har også forsøgt sig med en egen batteriproduktion til biler. Nordvolt var en stor fabrik i Sverige, hvor man forsøgte netop det. Den gik fallit, efter at det stod klart, at man manglede den nødvendige kompetence. Blandt andre ATP mistede en masse penge ved den lejlighed. Kina har i dag stort set monopol på batteriproduktion, fordi de både har kontrol over de nødvendige råstoffer og fabrikkerne, der kan forædle dem.
Trumps påstande, om at russiske og kinesiske krigsskibe sværmer omkring Grønland, passer helt enkelt ikke og kan næppe begrunde en solid dansk oprustning i Grønland.
Allerede nu er der en mindre produktion af grafit fra en mine i Grønland. Det er et vigtigt stof for produktion af blandt andet batterier. Og efterhånden som indlandsisen smelter, vil der kunne sættes gang i projekter for at afsøge undergrunden for mange andre sjældne jordarter som for eksempel kobolt, der er svært at undvære i moderne teknologi.
Alt dette ved amerikanerne også, og det er måske baggrunden for USA’s interesse foruden Trumps egne personlige ambitioner om at gøre USA større.
I 2008 underskrev de fem kyststater til Polarhavet (Rigsfællesskabet, Norge, Rusland, USA og Canada) en erklæring i Ilulissat i Vestgrønland. Her var landene enige om, at de skulle afgøre eventuelle stridsspørgsmål om ressourcerne i Arktis, mens havisen smelter, ud fra folkeretslige principper. Det gjaldt både undergrunden og ruter for international søfart. Men den indeholdt ikke noget om begrænsninger af minedrift, olieboringer eller om miljø i øvrigt.
Så sent som i 2018 blev erklæringen genbekræftet af de fem kyststater. Ambitionen for alle fem var stadig at fastholde Arktis som et lavspændingsområde.
Det oprindelige initiativ blev taget af Danmark, efter at det kom frem, at russiske forskere fra en miniubåd havde plantet et flag på Nordpolen for at markere et russisk ejerskab. Det medførte en mindre diplomatisk strid, idet Danmark anførte, at Grønland lå lige så tæt på Nordpolen som Rusland.
Island, Sverige og Finland blev ikke inviteret til at være med, selvom de er medlemmer i Arktisk Råd. Ligesom diverse miljøorganisationer heller ikke blev inviteret. Det gav en del kritik, fordi det fremstod, som om kyststaterne alene ville bestemme over ressourcerne i Polarhavet.
Alt dette står i modsætning til traktaten fra 1961 om Antarktis. Her er hele Antarktis erklæret som internationalt område, uden at nogen stater kan bestemme over andre. Ligeledes beskyttes miljøet i traktaten, og minedrift er decideret forbudt.
Trump og USA truer nu med at tage ejerskab over Grønland, og på det seneste er Storbritannien og Frankrig med flere fremme med at oprette et Arctic Sentry til at bevogte Grønland og de grønlandske farvande. Begrundelse er, at man måske kan overbevis Trump om, at “der ikke er problemer med sikkerheden i forhold til Rusland og Kina”. Rent hykleri – de ved jo udmærket, at det ikke er et problem. Der er med andre ord en rivalisering i gang mellem stormagten USA og den måske kommende stormagt Europa om Grønlands råstoffer.
Det må derfor slås fast, at Grønland og de grønlandske råstoffer tilhører grønlænderne. Her hjælper dansk oprustning ikke. De 90 milliarder kroner, Folketinget vil bruge på oprustning i Grønland, forslår som en skrædder i helvede i forhold til USA’s militære kapacitet. Og hvorfra kommer truslen? Det er ikke Rusland eller Kina, der har handlet i strid med Ilulissat-erklæringens ordlyd, men derimod Trumps USA.
Skal Danmark virkelig bruge 90 milliarder kroner på en militær oprustning i og omkring Grønland? Det strider både imod Ilulissat-erklæringens ordlyd og dens intention. Og Trumps påstande, om at russiske og kinesiske krigsskibe sværmer omkring Grønland, passer helt enkelt ikke og kan næppe begrunde en solid dansk oprustning i Grønland.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
