For efterhånden et par år siden blev den multinationale ejendomskoncern Blackstone berygtet, fordi den efter en meget omtalt dokumentarfilm blev symbol på international boligspekulation i storbyerne. Fokuseringen på Blackstone har overskygget, at koncernen kun tydeliggjorde en udvikling, der siden finanskrisen i 2008/2009 har gjort ejendomsspekulation til et vigtigt alternativt investeringsobjekt for institutionelle investorer, der søger et bedre afkast, end de traditionelle aktie- og obligationsinvesteringer har kunnet give. Fænomenet er internationalt og gælder hele den finansielle sektor. Danske pensionskasser har derfor været lige så aktive som internationale ejendomskoncerner, men ejendomsspekulation bliver hurtigt til boligspekulation – og miljøvenlige, ”klimapolitisk korrekte” renoveringer har i den forbindelse vist sig at kunne bruges som alibi.
Pensionskassen P+ (tidligere Juristernes og Økonomernes Pensionskasse, JØP) kan tjene som et pædagogisk eksempel: P+ har en omfattende ejendomsportefølje, blandt andet med boligejendomme i flere danske storbyer, dog primært i København, hvor de i de seneste 4-5 år har iværksat omfattende renoverings- og tilbygningsprojekter i et fast samarbejde med arkitektfirmaet Hune & Elkjær og entreprenørfirmaet Kornerup Byg. Projekterne har generelt fulgt et mønster med omfattende renoveringer sideløbende med tilføjelse af nye lejligheder. Begge dele fremhævet overfor beboere, kunder og pensionskassens øvrige interessenter som klimapolitiske forbedringer og brugt på samme måde på virksomhedernes hjemmesider.
Klimapolitikken bliver et skalkeskjul for asocial nyliberal boligpolitik.
Hvad der fremhæves knap så meget, men i stedet fremgår af deres regnskaber er, at det også er en guldrandet forretning. Især for pensionskassen, der har forøget afkastet på boligejendommene fra et niveau på omkring 2-3 procent før finanskrisen til cirka 12 procent i årsregnskabet for 2020.
Det guldrandede afkast hænger sammen med, at fordrivelsen af lejere på grund af byggegenerne samt de tilføjede nye lejligheder medfører en massiv udskiftning af lejevilkårene, fordi kontrakter på ”gamle” omkostningsbestemte huslejer erstattes med kontrakter på nye ”markedsbestemte” vilkår, der giver lejeindtægter, der kan være op til dobbelt så høje som i de gamle lejemål. I samme åndedrag stiger det generelle huslejeniveau og boligmanglen i byen selvfølgelig tilsvarende, når både gamle og nye lejere skal ud på boligmarkedet for at finde boliger til et generelt højere lejeniveau. Det stigende huslejeniveau bliver selvforstærkende, og pensionskassen og dens samarbejdspartnere skubber til udviklingen.
Boligspekulationen bliver mulig, fordi lovgivningen omkring lejerbeskyttelse stadig er fuld af huller, selv efter de forbedringer der kom i 2020 i kølvandet på omtalen af Blackstone. Forbedringerne gav ingen beskyttelse mod massive byggegener, der fordriver tidligere lejere i omkostningsbestemte lejemål, der kunne modvirke stigningerne i lejeniveauet. De mulige begrænsninger, der måske var tilsigtet i den reviderede lovgivning, modvirkes til gengæld af det forøgede pres på det nu mere junglelovsregulerede boligmarked, som fordrivelserne forstærker. Samtidig bliver den miljøpolitisk korrekte ”klimavenlige” profilering af projekterne et effektivt redskab for pensionskassen og dens samarbejdspartnere til at sikre sig imod en kritisk opmærksomhed som den, Blackstone fik, og klimapolitikken bliver dermed et skalkeskjul for asocial nyliberal boligpolitik.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.