Masser af milliarder og overskud – men til hvad?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
I dag har konventionelle bomber en kolossal styrke som mindre atombomber. USA, Biden, Trump har forsynet og forsyner Israel med enorme 2000 punds bomber, som kan ødelægge og dræbe alt inden for et stort område.
Hiroshima var et sandhedens øjeblik, et instant of truth, for at bruge et udtryk fra Hannah Arendt. I en verden hvor vi er ved at drukne i en kultur, hvor vold, grusomhed og massemord banker på vores nethinde konstant. Moderne industriel krigsførelse har udslettet skellet mellem soldater og civile. Det, som ikke er til at tænke på, er blevet normaliseret. At dræbe civile i den militære nødvendighed navn er en arv, som rækker fra Hiroshima til nedslagtningen af civile i nutidens Gaza.
Krig har blevet et spørgsmål om avanceret teknologi, men hvem skulle være ofrene? Typisk er det befolkninger, som den hvide herrefolksmentalitet ser som mindreværdige, og som man kan bombe til ukendelighed.
Billederne af ødelæggelserne i Gaza bringer billeder frem, som ligner Hiroshima og Nagasaki. Gaza er derfor i dag blevet et øjeblik af sandhed i en verden af løgn og fortielse. Flygtningelejre i Gaza bombes hensynsløst, og store områder er reduceret til murbrokker. En kort våbenhvile gav anledning til, at beboerne kunne grave i ruinerne, hvor mange tusinder fortsat ligger døde i over et år. Bryder man sig ikke om sammenligningen med Hiroshima, så er fotos af tæppebombningerne af Dresden og Hamburg under Anden Verdenskrig nærliggende.
Atombomben, som USA kastede ned over Hiroshima den 6. august 1945, udslettede på et øjeblik 70.000 mennesker, og 70.000 døde efterfølgende. Bomben blev fejret som midlet til at afslutte krigen. Et masseødelæggelsesvåben som blev lovprist af politikere og militærfolk, men som også på grusom vis udslettede skellet mellem civile og soldater.
Men bomben blev et symbol på menneskelig ondskab, men forsvaret med en fanatisme, som vi stadigvæk ser hos nutidens dommedagsplanlæggere, som kan udrydde alt liv på vores planet. Denne avancerede teknologiske masseødelæggelse ser vi i dag raffineret gennem udvikling af konventionelle våben af enorm slagkraft. Kombineret med avanceret digital satellitstyring kan de ødelægge store beboelsesområder med skræmmende effektivitet. Der var en atmosfære af teknologisk fanatisme, hvor civile kunne masseudslettes.
I dag har Israel fortsat denne form for total krigsførelse i Gaza, hvor en bevæbnet modstandsbevægelse forsøger at forsvare palæstinensisk jord mod besættelse. Mistanke om en modstandsmand i en bygning er nok til at sende hele bygningen i grus med alle beboerne som ofre. Det er også oplyst, at man vælger at bombe, når familien samles til aftensmåltidet. Voila!
Dette er en Hiroshima-mentalitet, hvor skellet mellem militære og civile er udvisket. Hele familier og slægter slagtes kynisk. Fordi vi kan, så gør vi det, synes at være det militære og politiske valg. Ligesom man kunne kaste atombomben. En teknologisk fanatisme, hvor nye våben afprøves på levende mennesker, og stanken af brændt kød ikke forstyrrer udøverne eller politikerne, som slipper helvedet løs.
Der er sket et nyt teknologisk våbenkapløb, hvor Israels krig i Gaza er et levende laboratorium for brug af organiseret vold mod en ubeskyttet værgeløs civilbefolkning. Med brug af kunstig intelligens (AI) har man automatiseret udslettelsen, så den menneskelige faktor ikke forsinker et angreb.
Automatiserede våben betyder øget risiko for, at civile rammes, men betyder også, at krig “can be waged without putting large numbers of military personel at risk” (Hartung, 2025).
Brug af AI-styrede våben til at styrke muligheden for at udslette fjendtlige mål så hurtigt som muligt og styrke trangen til at lade softwaren tage beslutningerne, ikke operatørerne. Frank Kendall, (Air Force Secretary under tidligere præsident Biden), siger: If you have a human in the loop, you will lose (Hartung, 2025).
Det handler om at udvikle nye masseudryddelsesvåben, og som inspiration nævner CEO i Palantir Alan Karp Manhattan-projektet, hvor atombomben blev udviklet og siden sluppet løs over Japan i et ildhelvede, som verden aldrig tidligere havde set.
Selv om man havde afsky for Hitlers masseudryddelse, var der mindre empati med den japanske civilbefolkning. Krig har blevet et spørgsmål om avanceret teknologi, men hvem skulle være ofrene? Typisk er det befolkninger, som den hvide herrefolksmentalitet ser som mindreværdige, og som man kan bombe til ukendelighed.
Drivende i denne udvikling er de store private techfimaer ejet af superrige oligarker med tæt forbindelse til Pentagon. En uhellig alliance om at kontrollere verden og om nødvendigt med vold gennemtvinge såkaldt amerikanske værdier.
Palantir, ejet af oligarken Peter Thiel og med Alan Karp som CEO, har ikke lagt skjul på deres støtte til masseudryddelse og folkemord i Gaza. Det gælder om at fastholde amerikansk dominans inden for militær teknologi.
I et tæt samarbejde med regeringen i Israel afprøves dræbermaskiner på den palæstinensiske civilbefolkning med enorme ofre. Samtidigt vender det såkaldt liberale vesten ryggen til og griber ikke ind mod dette slagteri, som sker for åbent tæppe.
Alan Karp har udtalt: “USA og dets allierede i udlandet bør uden forsinkelse forpligte sig til at lancere et nyt Manhattan-projekt for at bevare den eksklusive kontrol over de mest sofistikerede former for kunstig intelligens til slagmarken – målretningssystemerne og sværmene af droner og robotter, der vil blive århundredets mest kraftfulde våben.” (Hartung, 2025)
Lad mig også citere forfatteren Henry Giroux, som ganske præcist har ramt tidsånden:
“At være informeret, kritisk og villig til at kæmpe for en bedre verden kræver enormt mod. Det kræver en afvisning af at blive gjort tavs af institutionelle bekvemmeligheder eller pres. At ytre sig i dag er sandelig farligt. I tider som disse, som Hannah Arendt bemærkede, er tænkning i sig selv blevet en risiko.” (Giroux, 2016)
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
