Læserbrev
Den franske revolution i 1789 gjorde en ende på enevælden i Frankrig, og den blev starten på en lang række borgerlige revolutioner i Europa i det 19. århundrede.
Enevældens parole Gud, konge og fædreland! blev erstattet af Frihed, lighed og broderskab indtil døden! og vitterligt, det var en kamp på liv og død mellem repræsentanterne for de gamle privilegier og borgerskabets krav om lige rettigheder for alle.
Borgerskabet var ikke i stand til alene at gøre op med enevælden, derfor appellerede det til tredje stand, de små næringsdrivende, håndværkere og arbejdere, om at støtte revolutionen. Til dette formål var borgerskabets parole ideel.
Da det først havde sikret sig den reelle magt i Frankrig, trak det stigen op og glemte alt om den fælles parole. Moren havde gjort sin pligt, moren kan gå!
Sådan blev arbejderbevægelsen født i kamp, og hver eneste erobring er resultatet af utallige kampe, fagligt og politisk …
Men underklassen var også i stand til at tænke, og den besluttede at fastholde borgerskabet på den oprindelige parole. Det førte til en række revolutioner i Frankrig fra 1848-51.
Det kom også til udtryk i Danmark, da arbejderbevægelsen blev stiftet i 1871. Den første fane havde påskriften: Frihed, lighed og broderånd.
Der skulle egentlig have stået den oprindelige parole, men politidirektør Crone i København forhindrede det, og derfor kom der til at stå broderånd. Politidirektøren fik senere en høj russisk orden af zaren for sin indsats mod dansk arbejderbevægelse.
Den samme parole gik igen i en lang række lokalafdelinger, eller sektioner, som det hed, af den danske afdeling af Internationale.
Det var netop for at vise borgerskabet, at de frihedsrettigheder, der var vundet i Juni-Grundloven af 1849, gjaldt for alle borgere og ikke kun for en udvalgt kreds.
Allerede kort tid efter sin stiftelse måtte arbejderbevægelsen ud i sin første styrkeprøve, Slaget på Fælleden i 1872. Dagen før maj-demonstrationen blev den forbudt af politidirektøren, og arbejderbevægelsens ledere, Pio, Brix og Geleff, blev arresteret.
Arbejderbevægelsen, det vil sige først og fremmest fagforeningslederne, trodsede forbuddet og gennemførte demonstrationen med henvisning til grundlovens ord om forsamlingsfrihed. Det kom til kamp med de beredne husarer, som huggede ind på folkemængden.
Sådan blev arbejderbevægelsen født i kamp, og hver eneste erobring er resultatet af utallige kampe, fagligt og politisk i årene efter.
Historiens gang
Det næste store løft i arbejderbevægelsens udvikling kom med Oktoberrevolutionen i 1917. Den skabte en ny optimisme og håbet om at bringe en afslutning på den Første Verdenskrigs frygtelige myrderier ved fronterne.
Det vakte også håb om, at det gamle samfund ville blive afløst af et nyt, hvor Lighed, frihed og broderskab! ikke kun var pæne ord, men en realitet.
Men historien er en underlig størrelse, den foregår ikke i et jævnt og roligt tempo, men springvis, katastrofefyldt og med mulighed for tilbageslag til tidligere tiders epoker.
Oktoberrevolutionen blev mødt af bourgeoisiet med en langvarig reaktionsperiode, der begyndte allerede i 1920’erne i flere lande, blandt andre Bulgarien og Italien.
Oktoberrevolutionen blev besvaret med fascismen, som sejrede, først i Italien og derefter i Tyskland i 1933. Det blev forberedelsen til Anden Verdenskrig i 1939.
Enheds- og folkefronten
Arbejderbevægelsen var dog ikke tabt bag en vogn. Den overvejede omhyggeligt, hvordan man kunne imødegå fascismen på den mest effektive måde. Efter lange og grundige overvejelser besluttede den VII. Verdenskongres i Komintern sig for en ny politik.
Arbejderbevægelsen vendte 180 grader og satte nu forsvaret af det borgerlige demokrati som den allervigtigste opgave. Det førte til dannelsen af enheds- og folkefronten, en bevægelse der voksede op nedefra, og som slog igennem i så høj grad, at den blev det bærende i alle bestræbelser.
Inspirationen fra den nye politik var så stærk, at den bredte sig til hele jordkloden, og lande så forskellige som Indien og Chile fik folkefrontsregeringer. For Indiens vedkommende var det primært i delstaten Kerala.
Et af folkefronten største resultater var, da det lykkedes at stoppe fascismens fremmarch i Frankrig. Der blev dannet en folkefrontsregering bestående af arbejderbevægelsens partier og de Radikale.
Eksemplet bredte sig til andre lande, som også fik skabt lignende regeringer og en bred folkelig modstand mod fascismen.
I Danmark afviste Socialdemokratiet pure at indgå i en folkefrontsregering med kommunisterne, men besættelsestiden modnede grundlaget for enhedsfronten, der voksede op fra arbejdspladserne og fagforeningerne. Arbejdere, funktionærer og tjenestemænd gik sammen i Frit Danmark, som netop byggede på enheden mellem forskellige klasser og samfundslag.
Da fascismen blev besejret i 1945, åbnede det mulighederne for at videreudvikle demokratiet. FN’s charter fra 1945 bygger i princippet på Menneskerettighedserklæringen fra den franske revolution i 1789. Sådan er de lange linjer i historien.
Det skabte i en lang række lande nye muligheder for kvindernes rettigheder. Sociale fremskridt blev sikret på nye områder som boliger, sundhed og børnepasning.
En lære for nutiden
Det var alt sammen et resultat af en fremsynet politik, som blev fastlagt af arbejderbevægelsen i 1930’erne, da det så allermørkest ud. Det er en lære også for nutiden, fordi arbejderbevægelsen i de senere år er blevet trængt i defensiven, og den bitre sociale nød igen er begyndt at melde sig hos mange familier.
Her er 1930’ernes folkefront en levende inspiration til at genrejse arbejderbevægelsens indflydelse.
Den gamle parole kunne eventuelt omskrives til Frihed, lighed og solidaritet! Men det afgørende er ikke ordlyden, men at de grundlovssikrede rettigheder bliver respekteret og udvidet til nye områder på baggrund af den teknologiske og økonomiske udvikling.
Her kan arbejderbevægelsen med fordel appellere til andre, for eksempel funktionærer og tjenestemænd, om at virkeliggøre det i fællesskab. Historien fuldbyrdes ad ofte kringlede og skjulte veje.
De erfaringer, som blev gjort under besættelsen, vil, måske i lidt ændrede former, komme til at gentage sig. Frihedskampen 1940-45 rummer så mange erfaringer, så stor en rigdom i nye måder at tænke på, at de, når tiden er moden, dukker op igen for så at finde deres endelige form.
Vi står midt i en ny frihedskamp, hvor det gælder om at stoppe krig og oprustning, noget der kun kan ske, hvis vi frigør os fra EU og NATO. Et vigtigt skridt i denne kamp vil være et NEJ til at ophæve forsvarsforbeholdet den 1. juni.
Kantate fra 1938
Jeg bringer her Otto Gelsteds Kantate fra 1938, der netop handler om en samling af alle progressive kræfter og forsvaret af den nationale suverænitet:
Småmand rejste hele Danmark
gennem tusindvis af år,
hugged skov og pløjed hede,
bygged sig og sine rede,
skabte grunden, hvorpå landet
står med by og bondegård.
Danmarks sind er langt og tålsomt.
Holde sammen holde ud!
Men i dansken er der mere,
vi kan også eksplodere.
Det var os, der engang dræbte
bondeplageren kong Knud.
Vi har fejret bondens frihed,
men vær ikke altfor tryg.
Støvler tramper, stemmer snerrer,
Junkerpak og Naziherrer
drømmer om endnu at ride
sig en tur på folkets ryg.
Lad de store herrer bare
ta’ sig bravt af Nazis tarv,
lad dem rejse hanekammen,
holder småmand troligt sammen,
er de store skum og bobler,
han er landets muld og arv.
Vi slår broer over bælter,
lad os slå en større bro.
Kammerater om vi kunne
nitte sammen by og bonde,
slutte op i Folkefront fra
Vestervig til Vesterbro!
PS. Kantaten var skrevet til DKP’s landspartikonference i Odense i 1938, som indledte frihedskampen på dansk jord.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
