Læserbrev
“Frihed er det bedste guld”.
Det er ikke mindst liberalistisk orienterede, der har taget sangen til sig. Men frihed er også guld i den socialistiske ideologi.
Venstres formand Troels Lund Poulsen italesatte på sidste landsmøde den liberalistiske akilleshæl: fællesskabet. Værdsættelsen af det enkelte menneskes behov ligner socialisters sårbare punkt.
Oplysende faglitteratur og politiske skrifter er mit normale domæne, men her konfronteres man sjældent med sin egen eksistens. Der er for mange lag, som er skrællet af. – Det handler mere om et anderledes udtryk end god formidling.
Begrebet frihed er en svær nød at knække.
Jeg har derfor givet mig i kast med det socialistiske frihedsprojekt i en essayistisk roman, hvor jeg forsøger at tegne sprøde relationer mellem det liv, min romans “jeg” lever gennem sin færden og tilstand, og det “jeg” tumler med i hjertehjernen, ikke mindst i en indre dialog med en afdød ven. Den handler om venskab, kærlighed og døden, og om evigheden, historien og ideologien. Det drejer sig om tro og håb, at skabe de store sammenhænge og få mening i tilværelsen og også i begrebet frihed.
Jeg føler frihedens rige, når jeg resolut kaster mig forover i vandet. Havet gør mig vægtløs. Min rygrad, skuldre, arme og ben kan med stor lethed meget mere i vandgymnastikken neden vande end i bevægelserne oven vande. Køligheden gør mig godt og intet ud over en enkelt strandskade forstyrrer mine tanker. Notesbogen til lejlighedsvis griflen egner det våde element sig desværre ikke til, men tænker, at hvad jeg har glemt om et frikvarters tid, ikke er så vigtigt.
Socialisme er samfund med fælleseje. Fælles eje er det modsatte af privat ejendomsret. Det er gode indledende konstateringer.
Fælleseje gør fri for udbytning. Udbytningens form i det moderne samfund er lønarbejdet, hvor man sælger sin arbejdskraft. Køberen leder og fordeler arbejdet og bestemmer over det, man skaber.
Alternativet til udbytning er friheden til at arbejde og producere “for sig selv” i et demokratisk og solidarisk fællesskab med andre. Motivet er ikke profit, men at opfylde egne, fællesskabets, medmenneskenes såvel materielle som sociale og andre immaterielle behov – med respekt for naturens grænser.
Medmenneskenes behov, gentager jeg halvhøjt for mig selv. Strandskaden vil ikke længere kunne høre det. Hvordan var det nu med pigen med det vindende smil og den klukkende latter?
Var hendes utroskab et udtryk for et socialt behov, som jeg burde have tolereret, selvom mit behov blev sat til side?
Hun talte for ophævelse af ejendomsretten til hinanden, uanset min jalousi og smertefulde oplevelse af tab. Tab opstår, når kærlighedsbånd rives over.
Min ven afbryder mig:
Den socialistiske frihedsideologi er al ære værd, men den bliver en klods om benet på dig. Pas på, at den ikke trækker dig ned, så du drukner i frihedens hav.
Kærlighed er faktisk det stik modsatte af frihed, fortsætter han. Kærlighed har brug for en anden. Vi er afhængige. Når vi er afhængige, så kan vi ikke samtidig være frie fugle, der flyver ud i det blå. Det er som med vores behov for mad og drikke og meget andet.
At få dækket sine behov er ikke handlinger udført i frihed, fordi behov optræder som nødvendigheder.
Groft sagt er det menneskets lod at prioritere mellem forskellige typer ufriheder. Alternativet til udbytning og nødvendigheden af at underkaste sig lønarbejdet er at underordne sig det fællesskab, man er en del af. Anderledes kan det vel ikke være? Frem for at fokusere på frihed under socialismen bør du måske undersøge behovsudfoldelsen, slutter min ven.
Jeg har bevæget mig et stykke langs stranden og vender derfor rundt for at svømme den modsatte vej.
Min ven. Jeg bliver nødt til at rette noget ind efter dig, indrømmer jeg. Jeg kan ikke andet, men vil ikke hælde frihedsbarnet ud med badevandet – ud i badevandet må det vel være mine omstændigheder taget i betragtning.
Begrebet frihed er en svær nød at knække. Kan Janis Joplins strofe: “Freedom’s just another word for nothin’ left to lose” bidrage til en afklaring? Spørger min ven. Hendes savn i “Me and Bobby McGee” overdøver frihedstrangen.
Behovsovervejelser og følelser af savn griber fat i mig, og jeg fortsætter i hans spor:
Jeg elsker ikke kun mennesker. Jeg elsker også det sted, jeg bor, hvor jeg har hjemme. Hvad nu hvis vi blev tvunget til at flytte ud af vores lejlighed og kvarter og til at skabe et nyt liv, der ikke vil rumme det mistede? Jeg ville savne der, hvor jeg har hjemme.
Min ven fanger tråden:
Ja, der må være grænser for, hvor meget fællesskabet kan skalte og valte med de dele af det fælles, som vi har behov for, og vores kærlighed knytter sig til. Din mors forgyldte medaljon er i al fald din, før den er et fællesskabs. Men den er der selvfølgelig ikke andre, der har behov for.
Det er måske et fjollet spørgsmål: Men kan man elske sine penge og aktier? Spørger han.
Tja…, svarer jeg. Jeg kan jo ikke være dommer over, hvad andre føler.
Men der er en grænse for, hvad jeg vil beskytte mod fælles beslutninger. Et samfund vil altid have grænser. Sådan må det være selv for liberalister. Spørgsmålet er, hvor og hvorfor man sætter dem.
Hvis jeg vil lave samfundet om til et frihedens rige, der skaber værdier og vilkår efter behov i stedet for profit og vil en ligelig fordeling af goderne, så er folks aktier og penge bestemt ikke urørlige.
Kommer jeg for nemt om det ved ikke at kunne trække en skarp grænse mellem, hvad der skal være urørligt mit og fællesskabets? Er det for slapt, når jeg ikke vejer forskellige behov op mod hinanden?
Min ven lader spørgsmålet passere og fortsætter i et lidt andet kritisk spor:
Du vil gerne være fri for og stræber på den måde efter frihed. Frihed er det bedste guld i din opfattelse af socialisme.
Men du ryger ind i at ville begrænse andres frihed. Jeg oplever, at du fråser i frihed uden grundig eftertænksomhed.
Jeg værger for mig og forsøger mig med:
Behov er socialismens muld. – Eftertænksomheden ligger nok mellem linjerne. Alt for mange ord giver anledning til et hedt definitionshelvede, hvor der skal trædes varsomt på gløderne, men jeg vover mig gerne et par skridt ind i varmen:
Frihed er stien, hvor der på den ene side er lysten til at forfølge ens interesse i at få opfyldt sine behov, der både har naturlige og samfundsmæssige kilder.
På den anden side af stien ligger fornuften, når man til tider endog vellysten stræber efter at realisere de værdier og politiske mål, man har. Vores værdier er rundet af et fællesskab og rummer altid en erkendelse af, at intet menneske kan være fri for og uafhængig af andre. Mennesket er altid en del af et samfund.
Frihedens forudsætning er således en gensidig anerkendelse af hinanden.
Frihed handler på den måde om et jeg, men ikke mindre om et vi, der både tøjler lysterne – til tider stimuleret af behovet for anerkendelse og selvrespekt – og minimerer tvangen.
At minimere tvangen er guldet i socialismen. At tøjle sine egne og andres lyster befinder sig gerne mellem linjerne.
Nogle minutter senere er jeg på vej op af vandet og forlader skridt for skridt den vægtløse tilstand. Det er vanskeligt at holde balancen, men jeg holder mig trods alt lettere vaklende på benene i luftens mere begrænsede frihed.
Jeg træder ud af romanen, som ganske vist ikke er en rigtig roman, men en hybrid af roman, faglitteratur og et eksistentielt og politisk manifest.
Et bearbejdet uddrag fra min essayistiske roman: Aldrig længere væk end en tanke – vores venskab i min hjertehjerne med en håndfuld digte af Birger Hauptmann. Udkommer på forlaget Solidaritet den 11. december.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
