Ignorerer kritiske høringssvar der advarer mod at indskrænke ytringsfriheden
Den danske venstrefløj står ved en afgørende skillevej. Efter Enhedslistens ekstraordinære årsmøde står én ting klart: Pladsen til intern kritik og principfasthed er blevet markant indskrænket.
Tidligere kunne uenigheder føre til diskussioner, der blev betragtet som en naturlig del af demokratisk intern debat. I dag udstødes dem, der tør kritisere partiets ledelse og politik.
Rødt Venstres medlemmer blev gjort til syndebukke og beskyldt for at eskalere konflikten. Men i virkeligheden har de blot sat ord på en frustration, der har ulmet blandt mange på venstrefløjen i flere år.
En frustration der ikke kun er udtryk for uenigheder om taktik, men også en grundlæggende bekymring for, at Enhedslisten i stigende grad har fjernet sig fra de principper, der tidligere har været fundamentet for partiets politik.
Sammen kan vi skabe en venstrefløj, der er stærk, uafhængig og urokkeligt principfast.
Enhedslisten er ikke længere et parti, der konsekvent står fast på sine idealer. Den konfrontatoriske linje er blevet opgivet til fordel for pragmatiske kompromiser og realpolitisk tilpasning.
Det er en farlig udvikling, svækker venstrefløjens evne til at stå som en klar og principfast opposition. Her er tre eksempler, der tydeligt viser, hvordan partiet har ændret kurs:
Udrejsecentre: I 2021 gik Enhedslisten med i en aftale om at oprette udrejsecentre for afviste asylansøgere. Dette skabte voldsom kritik fra både partiets egne støtter og venstrefløjsaktivister, som så det som et fundamentalt brud med partiets humanistiske værdier og tidligere stærke modstand mod den stramme udlændingepolitik.
Kontanthjælpsreform: I 2022 medvirkede Enhedslisten til en reform, der godt nok indførte børnetillæg, men samtidig fastholdt både kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen – centrale elementer i en dybt uretfærdig socialpolitik, som partiet tidligere har kæmpet imod. Mange venstrefløjsstemmer så dette som et svigt af de mest udsatte og som et klart tegn på, at partiet var blevet mere villigt til at acceptere systemet, som det er, frem for at udfordre de økonomiske magtstrukturer.
Antisemitismeaftalen: Endnu et kontroversielt skridt kom i 2022 og i sommeren 2024, da Enhedslisten tilsluttede sig to forskellige politiske aftaler om bekæmpelse af antisemitisme.
Begge aftaler hviler på en antisemitismedefinition fra International Holocaust Remembrance (IHRA), som er dybt problematisk, fordi den ofte bruges til at kvæle legitim kritik af staten Israel og landets bosættelsespolitik.
Selvom Enhedslisten vil hævde, at aftalen skelner mellem kritik af Israel og antisemitisme, har praksis i andre lande vist, at både kritik af Israels politik og støtte til palæstinensernes rettigheder bliver stemplet som antisemitisme, og at definitionen dermed kan føre til censur og krænkelser af ytringsfriheden.
Desuden negligerede begge aftaler regeringens manglende handlingsplan mod racisme, hvilket efterlod et indtryk af selektiv prioritering og ideologisk kompromis.
Enhedslisten valgte dermed at tilslutte sig en politisk aftale, der prioriterer en specifik minoritetsgruppe, frem for at lægge pres på regeringen for at udarbejde en national handlingsplanen mod racisme, som har været syltet i årevis, og som i sin natur favner bredere og kan udgøre et mere effektivt værktøj til at bekæmpe alle former for racisme.
Disse eksempler afslører et tydeligt mønster, som bekræfter bekymringerne over Enhedslistens højredrejning. På årsmødet udtalte Rosa Lund, at partiet skal forhindre et mindretal i at smide partiets politik “under bussen”.
Men spørgsmålet er, hvem det reelt er, der bliver smidt under bussen? For medlemmer af Rødt Venstre og andre kritiske stemmer på venstrefløjen er svaret klart: Det er de personer, der tør påpege partiets højredrejning og ideologiske afsporing.
Enhedslisten har aldrig før mobiliseret så massivt for at dæmonisere en gruppe medlemmer. At stemple kritikere som “partiskadelige” og lukke munden på interne modstandere gør partiet mere homogent og topstyret og fjerner det fra den brede, inkluderende venstrefløjsbevægelse, som Enhedslisten engang var en del af. Samtidig ser vi en bekymrende centralisering af magten hos folketingsgruppen.
Denne udvikling svækker ikke kun Enhedslisten internt, men også venstrefløjen som helhed. Vi så en lignende kampagne mod den dansk-jødiske aktivist Jonathan Ofir, der offentligt blev kritiseret af Pelle Dragsted for at “svigte” den propalæstinensiske sag. Intet kunne være længere fra sandheden. Ofir står som en urokkelig stemme for retfærdighed og solidaritet med Palæstina og repræsenterer en modstandskraft, som Enhedslistens nuværende ledelse tydeligvis mangler.
Frie Grønne: Et alternativ til højredrejningen
Sejer Folkes udmeldelse rejser et centralt spørgsmål: Skal vi skabe et nyt venstrefløjsparti, eller findes alternativet allerede? Svaret er indlysende: Frie Grønne er det venstrefløjsparti, der kan samle progressive kræfter og bevægelser.
Hvor Enhedslisten søger kompromiser, fastholder Frie Grønne en klar og konsekvent politik. Vores politik er forankret i kampen for klimaet, menneskerettigheder og social retfærdighed – uden at bøje sig for realpolitikkens pres.
Frie Grønne bygger på de idealer, der oprindeligt skabte Enhedslisten: En platform, der forener klimaaktivister, fredsbevægelser og solidaritetsarbejde. Vi nægter at acceptere magtcentralisering og regeringsdeltagelse, der udvander venstrefløjens kamp.
Vi ved, at indflydelse kræver kompromiser, men vi tror på, at langsigtet forandring bedst opnås ved at stå fast på principperne og inspirere til en bredere bevægelse, der skaber ægte politisk pres.
Da Frie Grønne sad i Folketinget, viste vi i praksis, hvordan kompromisløshed kan forenes med reel systemkritik. Vi stemte imod særloven for ukrainske flygtninge, ikke fordi vi var imod at hjælpe mennesker i nød, men fordi vi insisterede på lige rettigheder for alle flygtninge uanset nationalitet.
Vi advarede om, at særloven risikerede at forstærke ulighed og diskrimination – en kritik, der siden er blevet bekræftet af eksperter og civilsamfundsorganisationer.
Vi brugte vores tid i Folketinget til at stille forslag, der udfordrede magtens logik. I stedet for at gå på kompromis med vores principper valgte vi at være den stemme, der konstant pressede på for radikale løsninger.
Vi stod på skuldrene af klimabevægelser og antiracistiske organisationer, som vi ser som en uundværlig del af vores politiske projekt.
Indflydelse kræver mod til at stå fast på sine principper, selv når det ikke er populært. Ved at holde fast i vores værdier kan vi mobilisere en bredere bevægelse og skabe et politisk pres, der på sigt kan rykke hele det politiske landskab.
Som Sejer Folke påpeger, er der åbnet en motorvej til venstre for Enhedslisten. Men den motorvej skal føre til en styrkelse af venstrefløjen – ikke splittelse. Venstrefløjen i Danmark behøver ikke flere partier, der bøjer sig for realpolitikkens kompromiser.
Vi har brug for en stærk, inkluderende bevægelse, der ufravigeligt kæmper for klimaansvar, fred og social retfærdighed. Frie Grønne kan være den samlende kraft, der bringer nyt liv og energi til venstrefløjen.
Vi kan samle aktivister, bevægelser og vælgere om en vision for fremtiden, der ikke blot handler om små justeringer, men om en dyb og nødvendig transformation af samfundet.
Nu inviterer vi alle progressive kræfter til at være en del af denne bevægelse – sammen kan vi skabe en venstrefløj, der er stærk, uafhængig og urokkeligt principfast. Det er ikke blot en nødvendighed – det er vores ansvar.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
