Frie Grønne i København vil give forældre reelle valgmuligheder i de første vigtige år af deres barns liv. Med et nyt forslag foreslår partiet, at kommunen tilbyder op til 20.300 kroner om måneden i tilskud til forældre, der ønsker at hjemmepasse deres børn i stedet for at sende dem i institution.
Man siger, at det kræver en landsby at opfostre et barn, og selv om København ikke er en landsby, tror vi på, at det er i både byens og børnenes interesse, at vi skaber friere rammer med flere muligheder for at give dem sunde og forskellige begyndelser på livets rejse.
Forslaget har tre dele, men det centrale element er hjemmepasning med løn, hvor kommunen tilbyder samme sats som barselsdagpenge – uden behovsprøvning og uden bureaukrati.
Kort om forslaget
- Hjemmepasningstilskud:
Forældre får 20.300 kroner om måneden for at passe deres eget barn hjemme – samme sats som barselsdagpenge. - Fælles pasningspuljer:
Kommunen stiller lokaler og opstartstilskud på 25.000 kroner til rådighed, så forældre i lokalområder kan danne små, ikke-institutionelle pasningsfællesskaber. - Tillidsbaseret kvalitet:
I stedet for måltal og bureaukrati tilbydes forældre et frivilligt og gratis kursus i trivsel og sikkerhed.
Hvis vi tager vores by alvorligt, kan vi ikke være bange for at investere i fremtiden. Og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre investering end at tilbyde sunde, trygge vilkår, for at byens børn og deres forældre får mulighed for at bruge de første år sammen.
Et hjemmepasningstilskud til 500 børn vil koste kommunen omkring 150 millioner kroner årligt. Til sammenligning koster det omkring 50 millioner kroner at etablere og drive en ny institution det første år. Forslaget er derfor ikke bare et frihedsprojekt – men også en ansvarlig og langsigtet investering.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.