Læserbrev
Man hører ofte tale om ‘den frie presse’ som et ideal, noget demokratiet ikke kan undvære. Essentielt for det oplyste, dannede, fornuftbaserede, senmoderne samfund. Fri for hvad – og fri til hvad?
Frihed er et ord, der altid bærer sin egen skygge. I dag betyder fri presse ofte blot, at staten ikke må blande sig. Til gengæld gør markedet det med fuld kraft. Ejerskab, annonceindtægter, klikøkonomi og algoritmer styrer, hvad vi ser, og hvad vi tror, vi selv har valgt at se. Måske er det derfor, tanken om fri presse bør tænkes på ny?
Må en professor i det statsløse kommunistisk samfund undervise i Locke, Smith og Hobbes? Selvfølgelig. For her eksisterer frihedens dialektik.
Men spørgsmålet er, hvad dette andet kunne være? Hvordan pressefrihed kunne se ud i en verden, hvor markedets magt over faget er brudt? I det socialistiske samfund må pressen forstås drevet som kooperativer. En form hvor arbejdskraften ejer sig selv, og hvor penge ikke længere er grundlaget for udveksling, men fællesskabet er.
Pressefrihed ville i den verden ikke handle om ejerskab, men om viden.
For god journalistik er ikke bare ord på en skærm. Det er et videnskabeligt krydsfelt af kommunikation, etik, videnskabsteori, lingvistik og ja, endda æstetik. Definitionsmagten er en diskursiv videnskabeliggøren af sprogets betydning. En socialt konstrueret tanke bag er den journalistiske idé. Det må betyde, at friheden derfor knyttes til viden snarere end marked, men hvad bliver den så?
Så bliver fri presse ikke en kamp om ejendom, men en form for erkendelse.
Et samfunds spejl, hvor viden, uddannelse og presse flyder sammen. Den reelle frihed vil ikke længere være placeret hos den enkelte journalist eller medieejer, men i diskursen selv – i samtalen, i det kollektive forsøg på at forstå verden. Pressefrihed bliver en del af samfundets læring, ikke dets markedsføring.
Og netop her opstår et nyt spørgsmål: Hvordan ser uddannelse ud i et sådant samfund? Hvis fri presse er bundet til vidensfrihed, må undervisning være det samme. Må en professor i det statsløse kommunistisk samfund undervise i Locke, Smith og Hobbes?
Selvfølgelig.
For her eksisterer frihedens dialektik. Frihed betyder ikke, at vi udelukker de tanker, der engang bar magten, men at vi tør møde dem uden frygt. Sand viden kræver dialog. Dialog med vores historie for at forstå vores forudsætninger.
I denne forstand ville pressefrihed i et postkapitalistisk samfund ikke være fraværet af censur, men tilstedeværelsen af refleksion.
Ikke retten til at sige alt, men evnen til at forstå, hvorfor vi siger det, vi siger.
En journalist ville ikke være den, der taler for folket, men en del af folkets egen tale.
Vi står i 2025 med medier, der hver dag forveksler synlighed med sandhed og hastighed med indsigt. Men måske kunne fremtidens frihed ligge et andet sted? Ikke i markedets konkurrence om at blive hørt, men i fællesskabets evne til at lytte.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
