Læserbrev
Kære gæster!
Min hilsen til alle venner, kammerater og sympatisører, som er kommet for at mindes grundlæggelsen af Den Tyske Demokratiske Republik. Det var eden fra Buchenwald: Aldrig mere krig, aldrig mere fascisme, som var grundlaget for, at DDR blev grundlagt den 7. oktober 1949.
Jeg hilser på repræsentanterne for alle aldersgrupper, især dem, der – som jeg – oplevede DDR fra begyndelsen til slutningen, jer, der gav meget af jeres livskraft – i den overbevisning, at I ved at styrke DDR tjente det gode i Tyskland. Der er en hel del af jer, som trods forsøg på at delegitimere DDR stadig er engageret i det, så meget, at lederen af den såkaldte “SED-stat”-forskningsgruppe, som ikke ligefrem er venlig stemt over for os, må indrømme, at det endnu ikke er lykkedes os at “få DDR ud af vores hjerter”. Ældre mennesker bliver ved med at sige, at DDR var “vores hjemland”.
Jeg håber, at det vil være jer og jeres samtidige, jeres børn og børnebørn, der ikke vil glemme, at der i 40 år var en antifascistisk stat i Østtyskland, som tog ved lære af to verdenskrige og var et reelt alternativ til kapitalisme og krig.
Jeg hilser jer varmt, de mennesker, der er født efter krigen, og som er interesserede i den tyske arbejder- og bondestat og dens politik på trods af bagvaskelse og talrige historiske forfalskninger, som også kan findes i skolebøger. I dette samfund vil du støde på mange usandheder om vores stat, som ikke længere eksisterer. Men jeg kan forsikre jer: Vi, som var der med hjertet, ville ændre verden og skabe et bedre Tyskland. Så ingen mor nogensinde skal græde over sin søn igen. Desværre er det af mange grunde, herunder vores egen medskyldighed, endnu ikke lykkedes. Meget er stadig ufærdigt.
Og alligevel tænker jeg: Vi var som pionerer, vi plantede frøene. Vi kommer helt sikkert ikke til at opleve høsten. Men jeg håber, at det vil være jer og jeres samtidige, jeres børn og børnebørn, der ikke vil glemme, at der i 40 år var en antifascistisk stat i Østtyskland, som tog ved lære af to verdenskrige og var et reelt alternativ til kapitalisme og krig.
Derfor min opfordring: Bevar det, der er tilbage af arven fra DDR. Det er ikke rigdomme, der står på hemmelige konti. Det er sociale værdier som respekt, empati og retfærdighed, der understøtter og holder sammen på et retfærdigt samfund, et samfund, hvor mennesker ikke får lov til at være andre menneskers ulve. Gør det bedre, end vi kunne. Men: Når du taler om vores svagheder, så husk Brechts digt “Til dem, der er født efter os”:
Men du, når tiden kommer,
At mennesket er en hjælper for mennesket
Husk os
Med overbærenhed.
Skarpe kontraster
Kære allesammen!
Der er mange grunde til at holde af DDR. Og også nogle til at kritisere dets mangler skarpt. Men ordet fred står over alt. DDR førte aldrig krig. Det var den tyske fredsstat. I den forbindelse vil jeg gerne minde jer om statstelegrammet fra Moskva til præsident Wilhelm Pieck og ministerpræsident Otto Grotewohl om oprettelsen af DDR. Jeg citerer det, fordi det kortfattet udtrykker DDR’s historiske mission:
“Dannelsen af Den Tyske Demokratiske Fredselskende Republik er et vendepunkt i Europas historie“. Og videre:
“Der er ingen tvivl om, at eksistensen af et fredselskende demokratisk Tyskland sammen med eksistensen af det fredselskende Sovjetunionen udelukker muligheden for nye krige i Europa.” Hvor sandt, hvor klart, hvor aktuelt!
Så længe der var Sovjetunionen, som vi mere end nogen anden kan takke for Tysklands befrielse fra fascismen, og DDR ved dens side, var der fred i Europa. Hvilken kontrast! Så snart Sovjetunionen var blevet knust, bombede NATO den 24. marts 1999 det suveræne Jugoslavien, som var blevet besat af den fascistiske tyske værnemagt lidt over et halvt århundrede tidligere, uden FN-mandat og med tysk deltagelse. Den “grønne” forbundsudenrigsminister Joschka Fischer undlod ikke at skjule dette angreb, som var i strid med folkeretten, med den begrundelse, at et nyt “Auschwitz” skulle forhindres. Den dag i dag bruges den livslange løgn om en angiveligt “humanitær udenrigspolitik” af hans efterfølger, som også er en “grøn” politiker, som begrundelse for våbenleverancer til Ukraine i et hidtil uset omfang i stedet for at presse på for forhandlinger med Rusland.
Hykleriet og ensidigheden i den nuværende tyske regerings politik blev også for nylig demonstreret på FN’s Generalforsamling, hvor et stort flertal af 120 stater vedtog en resolution om at forbedre den humanitære situation i Gazastriben og opfordrede til en øjeblikkelig våbenhvile, mens Tyskland var en af de 45 stater, der undlod at stemme.
Når det drejede sig om “krig og fred”, var der aldrig neutralitet i DDR. Krigspropaganda og racehad, herunder russofobi, var forbudt i DDR. Vores statsdoktrin var: “Krig må aldrig mere bryde ud fra tysk jord”. Tro mod DDR’s hymne, hvis andet vers lød: “Lad fredens lys skinne, så en mor aldrig mere skal græde over sin søn.” I DDR ville det simpelthen have været utænkeligt at bede befolkningen om at gøre sig “fit for war”. For os, især i uddannelsen af unge mennesker, var uddannelse til fred en prioritet.
Det var ikke bare erklæringer eller tomme ord, som vi også beviste i efteråret 1989, da DDR garanterede ikke-vold i forbindelse med begivenhederne. Opfordringen til Sovjetunionens væbnede styrker om at “blive på kasernen” kom ikke fra Gorbatjov, men var en suveræn beslutning fra DDR, som historieforfalskerne bestrider. På det tidspunkt havde vi dog ingen anelse om, at den tyske regering efterfølgende ville bringe sit forhold til Rusland til det laveste punkt siden afslutningen af Anden Verdenskrig og efterfølgende erklære sejrherren fra 1945 for at være taberen i dag.
Tillid ødelagt
Jeg er overbevist om, at mange østtyskere havde nogle af disse tanker i baghovedet, før de afgav deres stemme ved delstatsvalget. Deres stemme betyder ikke, som nogle kommentatorer tror, at Østtyskland er blevet “brunt”. Det er snarere et signal til alle etablerede partier: Lyt endelig til os! Vi vil ikke have nye våbenleverancer til Ukraine og Israel. Vi har ikke brug for nye missiler! Vi vil have fred! Det er den eneste måde, hvorpå man for alvor kan lukke af for det vand, som AfD ivrigt har suget til sig i et stykke tid.
I løbet af historisk kort tid ødelagde de vesttyske regeringer den tillid, der var blevet opbygget mellem tyskerne og befolkningerne i Sovjetunionen i den sovjetiske besættelseszone og senere i DDR. Nu puster tyske politikere og medier til hadet mod Rusland på en måde, som jeg sidst oplevede som otteårig i slutfasen af Anden Verdenskrig. Det gamle fjendebillede – at alt er “russernes” skyld – og myten om det farlige Rusland bliver genoplivet. Man får folk til at føle sig bange, som om tropperne allerede var tæt på Oder.
Enhver nogenlunde veluddannet tysker ved, at Tyskland har kæmpet mod Rusland og Sovjetunionen i to verdenskrige, men at Tyskland aldrig er blevet invaderet af Rusland. Kun to gange i nyere historie har russerne eller Den Røde Hær invaderet Tyskland, en gang mod Napoleon og en gang mod Hitler. Hvordan det endte, er velkendt.
Jeg er sikker på, at hvis Forbundsrepublikken Tysklands udenrigsminister i 1980’erne havde sagt, som den nuværende har gjort, at de førte “krig mod Rusland” og ønskede at “ødelægge Rusland”, ville han være blevet fyret på stedet af en kansler som Helmut Schmidt. Willy Brandt, Herbert Wehner, Helmut Schmidt, Egon Bahr og andre bliver med rette rost for deres afspændingspolitik. Men det er kun den halve sandhed. Disse personligheder førte ikke afspændingspolitik på egen hånd. De havde brug for partnere, og de omfattede både DDR og Sovjetunionen. Uden DDR’s fredelige udenrigspolitik kunne der ikke have været nogen afspændingspolitik fra Willy Brandt og andre. Vi var enige med dem: Det var bedre at forhandle med hinanden hundrede gange end at skyde på hinanden én gang, som Erich Honecker forklarede flere gange.
Da jeg mødte Mikhail Gorbatjov i begyndelsen af 1990’erne for at informere ham om, at det vesttyske retsvæsen havde indledt over 100.000 politiske undersøgelser mod DDR-borgere, fortalte han mig om en samtale med forbundskansler Kohl. Han havde sagt til ham: “Mikhail Sergeyevich, vi er stødt på et fremmed folk derovre i øst. De er meget forskellige fra os.”
Det var og er verdensbilledet hos den gamle vesttyske politiske elite og deres arvtagere, som stadig ikke tillader et historisk korrekt syn på DDR. For dem er kapitalismen det eneste, der gør dem lykkelige – normen – og det bedste, de kan forestille sig. At der var mennesker i øst, som fandt det bedre at leve uden kapitalisme, for hvem albuen ikke dominerede, når det gjaldt menneskelige relationer, men som levede i social sameksistens på daglig basis – det var og er absolut ikke noget, som DDR-haderne, der bestemmer mainstream i politik og medier, vil og ikke vil have ind i deres hoveder.
Levende hukommelse
I slutningen af DDR var der omkring 16 millioner indbyggere. I mellemtiden er vi blevet færre. Det betyder, at der i dag er op til mange millioner individuelle opfattelser af DDR. Men fortolkningssuveræniteten baseret på personlige erfaringer bør udelukkende overlades til disse borgere selv og ikke til en “opgørelsesindustri” i medierne eller endda til pastor Gauck, som sætter lighedstegn mellem 12 års nazistisk barbari og 45 efterkrigsår i Østtyskland eller DDR.
Hvis disse mennesker fik deres vilje, ville DDR forblive i folks erindring: Bare “en million små sammenkrøbne væsener”, spærret inde bag en mur med en “elendig økonomi”, omgivet af “stank og muggenhed og statssikkerhed”. Nej, sådan var DDR ikke!
Så længe magthaverne ikke forstår østtyskernes rødder, at mange tidligere DDR-borgere simpelthen ikke er parate til at få deres liv forklaret fra Vesten og acceptere, at de var på den forkerte side af historien, så længe deres biografier trækkes gennem mudderet, vil de etablerede partier og deres ideologer ikke være i stand til at forstå mange østtyskeres stemmeadfærd.
Arven fra DDR
Trods alt beviste DDR sit værd i Europas centrum: Et liv uden kapitalister var muligt selv i det højt industrialiserede Tyskland. Byggestenene i vores politik omfattede begreber som jordreform, hvorigennem hundredtusinder af flygtninge og fordrevne fik jord og et grundlag for at overleve. En del af arven fra DDR var, at nazi- og krigsforbrydere blev eksproprieret, og at deres produktionsmidler blev omdannet til offentlig ejendom, som efter die Wende (1) ofte blev solgt (billigt ud, red.) af Treuhand (2).
Det, vi også efterlader os, er generationer af nye lærere, som i begyndelsen nogle gange stadig skrev “Blume” med “h” (det vil sige: ikke kunne stave, red.), og også de nye advokater, som ofte kom fra såkaldt “simple kår”; generationer af kvinder, som kunne leve og arbejde med lige rettigheder, og som ikke behøvede at spørge deres mænd, om de måtte udøve et erhverv eller åbne en bankkonto. Jeg husker mange akademikere, hvis karrierer kun blev muliggjort ved at bryde med klasse- og uddannelsesprivilegier, og som ofte var i stand til at tage eksamen fra arbejder- og bondefakulteter selv uden studentereksamen.
Vi efterlod også tusindvis af lejligheder, herunder den sikre oplevelse af, at boliger og jord ikke er til for at fylde spekulanternes lommer, og at det at have “tag over hovedet” ikke er en nådegave, men en menneskeret.
Vi efterlod dog ikke nogen af de ting, som mange mennesker klager over i dag: DDR havde ingen arbejdsløse; selv de mindre flittige blev hjulpet til at få en erhvervskompetence. Unge mennesker mødtes i ungdomsklubber – sjældent på tankstationer eller togstationer.
Vi gav ingen milliardærer videre til eftertiden, men vi havde heller ingen tiggere eller narkomaner. Og endelig: Måske fandtes der nynazister i det skjulte. Men de hejste først deres imperiale krigsflag, efter at de havde modtaget dem fra Vesten, og den nye statsmagt så magtesløst til og godkendte de “friheder”, som de tidligere var blevet nægtet.
DDR kollapsede i kampen mellem systemerne. Vores drøm om at udvikle socialismen blev også knust af vores egne svagheder: Utilstrækkelig informationspolitik, manglende udnyttelse af de grundlovssikrede demokratiske rettigheder, huller i tilbuddene, bureaukrati og ofte snæversynethed. Virkeligheden bevægede sig længere væk fra idealerne, som store dele af befolkningen ikke længere var villige til at acceptere i 1989-90.
Set i bakspejlet ved vi, at siden DDR mislykkedes som socialt korrektiv, er den sociale kulde vokset. Den allerede eksisterende kløft mellem rig og fattig er blevet større og er nu næsten uanstændig. Klientelistiske partier stjæler fra den fælles kasse. Men modstanden vokser. Social interesse fra næsten alle dele af samfundet tvinger de borgerlige partier til at diskutere de groveste udskejelser. Hvis bare de blev ført lige så energisk som metoden med at devaluere DDR-biografier, herunder det omfattende angreb på tidligere ansatte i DDR’s sikkerhedsorganer, som bruges til at puste damp ud af deres eget problemkøkken! DDR duer ikke som Askepot i tysk historie.
Hvad DDR var, hvorfor det blev grundlagt, hvad dets historiske resultater var, hvilken position det indtog internationalt, hvordan begge tyske stater altid var på randen af en mulig atomkrig i en kold borgerkrig, hvad årsagerne var til DDR’s nederlag, og hvad der vil blive tilbage af det – det er grundlæggende spørgsmål i tysk efterkrigshistorie, ja i europæisk historie og verdenshistorie – og meget mere end en “fodnote i historien” og også meget mere end den “grønne pil”.
Døm objektivt
Jeg kunne blive beskyldt for at idealisere DDR. Det kan godt være. Men i virkeligheden argumenterer jeg blot for noget, som er en selvfølge, nemlig at akademikere, politikere og mediefolk, hvoraf de fleste er socialiseret i Forbundsrepublikken, endelig bør gøre en indsats for at fælde en objektiv og historisk retfærdig dom over DDR.
Vi er stadig i live – tidsvidnerne. Og når vi på et tidspunkt ikke er her mere, vil vores oplevelser stadig være i erindringen hos vores børn, der blev født i DDR. Og dem var der mange af, for DDR var også et børnevenligt land. Men troen på, at denne verden af krig og udnyttelse ikke vil forblive, som den er i dag, og at “solen vil skinne på Tyskland som aldrig før“, som det hedder i DDR-hymnen, er en tro, jeg ikke kan og ikke vil opgive.
Noter
(1): Die Wende er den tyske betegnelse for DDR’s sammenbrud.
(2): Treuhand er navnet på den institution, som blev oprettet i Vesttyskland, og som stod for videresalg og lukning af samtlige DDR’s statsejede virksomheder.
Arbejderen har fået lov af junge Welt at bringe denne tale, som kan læses her.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
