Valget er meget simpelt her ved etårsdagen for krigen i Ukraine.
Skal krigen stoppe, og fredsforhandlinger indledes – og skal der arbejdes aktivt for det?
Skal krigen fortsætte, til en af parterne vinder – og skal der arbejdes aktivt for det?
Fra krigsherrernes politiske kommandocentraler i Vesten er der hidtil blevet svaret entydigt nej til at stoppe krigen og indlede fredsforhandlinger – og lige så entydigt ja til at fortsætte krigen, til en af parterne, konkret Ukraine, vinder.
På München-sikkerhedskonferencen for få dage siden blev krigsretorikken rullet fuldt ud, da den amerikanske vicepræsident erklærede, at USA “formelt har konkluderet, at Rusland har begået forbrydelser mod menneskeheden”.
“Deres handlinger er et angreb på vores fælles værdier og vores fælles menneskehed,” sagde Kamela Harris i München og løfter dermed krigen i Ukraine højt op på et globalt plan, der indvarsler en storkrig med uoverskuelige konsekvenser.
Efter mange års regulær borgerkrig i det østlige Ukraine sendte Rusland sine soldater ind over grænsen til Ukraine den 24. februar sidste år og udløste dermed, hvad der måned efter måned siden har udviklet sig til et regulært ragnarok. Rusland ville forsvare sine sikkerhedsinteresser, Ukraine sit territorium – og USA-imperialismen fik samlet Vesten til at indlede en udmattelseskrig mod Rusland. Krigen blev en stedfortræderkrig.
Som tiden går, står det mere og mere klart, at USA-imperialismen – i hvert fald dens neokonservative høge – ønskede og ønsker krigen. De ser kun én reel mulighed for sig: En militær sejr over Rusland og et regimeskifte i Moskva. Havde det været anderledes, var krigen blevet stoppet.
I stedet er der bevidst blevet arbejdet på, at de få og spæde mæglingsforsøg, der er gjort, skulle falde til jorden.
Mæglingsforsøg systematisk blokeret
Allerede den 4. marts 2022, altså få dage efter Ruslands invasion, rejste Israels tidligere premierminister Naftali Bennett til Moskva. I et interview på hans YouTube-kanal i begyndelsen af februar i år fortæller han, at det faktisk lykkedes ham at få, hvad han kalder “væsentlige indrømmelser” fra begge sider. For eksempel ville Rusland anerkende Ukraines suverænitet, og Ukraine ville ikke søge medlemskab af NATO.
Men de vestlige ledere, som Bennett koordinerede med – USA, Tyskland, Storbritannien og Frankrig – ville trods forskellige nuancer noget andet. Da Bennett bliver spurgt, om de vestlige magter “blokerede” mæglingsforsøget, siger han:
“Grundlæggende set, ja. De blokerede det, og jeg mente ikke, at de gjorde ret i det.”
I månederne efter løb enkelte andre mæglingsforsøg ligeledes ud i sandet:
Ligeledes i marts 2022 mødtes russiske og ukrainske embedsmænd i Istanbul, Tyrkiet, og forhandlingerne blev fulgt op virtuelt. Tidligere amerikanske embedsmænd har til Foreign Affairs fortalt, at de to parter blev enige om rammerne for en foreløbig aftale. Russiske embedsmænd, herunder Putin, har offentligt sagt, at en aftale var tæt på at blive indgået efter drøftelserne i Istanbul.
Men forhandlingerne mislykkedes i sidste ende efter yderligere vestligt pres. Boris Johnson besøgte Kyjiv i april 2022 og opfordrede Zelensky til ikke at forhandle med Rusland. Ifølge en rapport fra Ukrainska Pravda sagde han, at selv om Ukraine var klar til at underskrive en aftale med Rusland, var Kyjivs vestlige bagmænd det ikke.
Den tyrkiske udenrigsminister Mevlut Cavusoglu erklærede:
“Efter samtalerne i Istanbul troede vi ikke, at krigen ville tage så lang tid … Men efter NATO’s udenrigsministermøde var det indtrykket, at … der er dem i NATO-medlemsstaterne, der ønsker, at krigen skal fortsætte, lade krigen fortsætte og Rusland blive svagere. De er ligeglade med situationen i Ukraine.”
Kort efter, den 25. april, var det så, at den amerikanske forsvarsminister Lloyd J. Austin III indrømmede, at krigen ikke handler om Ukraine, men er en stedfortræderkrig. Han udtalte, at USA “ønsker at se Rusland svækket i en grad, så det ikke mere kan agere, som det har gjort ved at invadere Ukraine”. Og han fortsatte med at pointere om de tab, som Rusland har lidt i Ukraine: “Og vi ønsker at se til, at de ikke har kapacitet til hurtigt at reproducere denne (tabte, red.) kapacitet.”
I hele denne første fase af krigen har Rusland spillet aktivt med i forhold til en mulig fredsløsning. Men så skete der noget, der gjorde, at al tillid forsvandt:
Den tidligere tyske forbundskansler Angela Merkel indrømmede i et interview i Die Zeit 7. december 2022, at Minsk-aftalen i 2014 “var et forsøg på at købe tid til Ukraine. Ukraine benyttede tiden til at blive stærkere.” Med udtalelsen indrømmede hun, at de såkaldte Minsk-aftaler i 2014 og 2015 var fake, at Vesten aldrig havde ønsket dem gennemført.
Francois Hollande, der var fransk præsident på tidspunktet for Minsk-aftalerne, har bekræftet Angela Merkels udlægning, og senest har Ukraines Zelensky så sent som 9. februar i et interview med Der Spiegel gjort det klart, at Ukraine bevidst valgte ikke at implementere Minsk-aftalerne og deres forsøg på at skabe en folkeretlig og forfatningsmæssig ramme for den russisk-ukrainske konflikt.
USA ønsker ikke fred
Så den tidligere vicegeneralsekretær for FN, Michael von den Schulenburg, der har arbejdet for FN i 34 år, har ret, når han slår fast:
“Om der vil være en chance for fred i Ukraine, afhænger først og fremmest af USA.”
Og kigger man mod USA, tyder alt på fortsat krig. Udviklingen på slagmarken går ikke med Vesten. Det er en af årsagerne til, at spørgsmålet om fredsforhandlinger stiller sig ganske anderledes i dag end i marts og april måned sidste år. Ukraine står til langt større tab end dengang.
Dertil kommer de enorme økonomiske og materielle følgevirkninger, som sanktioner og økonomisk krigsførelse har medført.
Uanset hvad så er det en kendsgerning, at Ruslands økonomi faktisk ikke er brudt sammen, selvom de færreste havde forventet, at den kunne holde stand mod NATO’s samlede økonomiske magt. Kendsgerningen er, at økonomiske alliancer, der før krigen var i deres vorden, nu udbygges i retning af flere økonomiske centre i verden.
Den franske antropolog og historiker Emmanuel Todd fremfører i en ny bog, at USA allerede er ude i en tredje verdenskrig mod Rusland og Kina. Han mener også, at Europa er blevet et slags imperialistisk protektorat, som hovedsageligt kontrolleres af USA. I de franske medier som le Figaro argumenterer han for, at hvis det lykkes Rusland at modstå sanktionerne over tid, og den europæiske økonomi udmattes, så vil “den amerikanske monetære og finansielle kontrol over verden kollapse”. Og derfor:
“Denne krig er derfor blevet eksistentiel for USA. Ligesom Rusland kan USA ikke trække sig ud af konflikten, de kan ikke give slip. Det er årsagen til, at vi nu befinder os i en endeløs krig, i en konfrontation hvis udfald må være enten den enes eller den andens sammenbrud.”
Det er alvorlige perspektiver. Og det er perspektiver, der blot understreger nødvendigheden af at opbygge et modsvar.
Er det rigtigt at kræve forhandlinger og fred
Den tidligere omtalte tidligere vicegeneralsekretær for FN, Michael von den Schulenburg, gør det da også klart, at modstand mod krigen ikke kan basere sig på krigsmagerne selv:
“Vi må ikke overlade denne krig til krigsmagere. Det kræver en styrket fredsbevægelse fra Lissabon til Vladivostok, en fredsbevægelse, som ikke tror på NATO’s velsignelser, som ikke tror på, at amerikanerne skal dominere verden, som ikke tror på, at kun våben skaber fred, og som ikke tror på annektering af andre landes territorier, men som ser freden i Ukraine og Europa, herunder Rusland, som en positiv præstation for menneskeheden. Men denne fredsbevægelse eksisterer ikke – i hvert fald ikke endnu.”
Set i det lys er det positivt, at der i rigtig mange lande i Europa og verden i disse dage gennemføres aktiviteter og demonstrationer. De fleste steder går de på gaden med varianter af kravet om fred, om at stoppe krigen nu.
I Europa gennemføres der demonstrationer i regi af Europe for Peace i Italien, Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien, Østrig, Belgien og en række andre lande. Det fælles opråb er en opfordring til befolkningerne i Europa om at “opfordre til våbenhvile, dialog og fredsforhandlinger for at opbygge et Europa, der er sikkert og fredeligt for alle”. Og videre hedder det: “Vis solidaritet med det ukrainske folk og ofrene for al krig, vold, undertrykkelse og diskrimination rundt om i verden. Fred er den sejr, vi har brug for.”
Det er en broget og sammensat bevægelse, der manifesterer sig. Med forskellige holdninger til rigtig mange elementer i den internationale situation og krigens årsager. Som det beskrives i det grundlag, der danner baggrund for demonstrationerne i Belgien:
“Vi fordømmer den russiske aggression mod en suveræn stat, som er en alvorlig overtrædelse af FN-pagten. Selv om vi har forskellige holdninger til konflikten, er underskriverne enige i deres opfordring til Rusland og Ukraine om at indgå en øjeblikkelig våbenhvile og forpligte sig til at indlede fredsforhandlinger. Vi står sammen med dem, der afviser krigens logik i Ukraine, i Rusland eller andre steder i verden.”
Men selv det meget simple og enkle krav om våbenhvile og fredsforhandlinger er kontroversielt.
“Beder du Ukraine om at kapitulere og ende som et russisk protektorat?” “Vil du give Putin grønt lys til at tage hele Europa, begyndende med Bornholm?” Sådan lyder nogle af de automatreaktioner, man mødes med fra politikernes og kommentatorernes krigskonsensuskor, hvis man vover at nævne, at der ikke er anden farbar vej end at insistere på fred.
Andre, herunder også fremtrædende kræfter i Enhedslisten, vender sig direkte imod et krav om våbenhvile, fordi den vil give Rusland et pusterum og “ikke føre til fred for dem, der bor i området, men terror”.
Argumentationen fremføres i direkte polemik mod en international underskriftsindsamling, der plæderer for en fredsplan for Ukraine og Taiwan. Bag indsamlingen står blandt andre Jeremy Corbyn, Noam Chomsky, John Pilger, Richard Falk, Jeffrey Sachs, Yanis Varoufakis og en perlerække af andre koryfæer fra blandt andet antikrigsbevægelsen og centrumvenstrestrømningen. De har faktisk gjort sig den umage at komme med et konkret forslag til fred – og de ved, at man skal adressere krigens bagvedliggende, årelange konflikter og ikke kun tage udgangspunkt i år 2022. De foreslår:
- gradvis tilbagetrækning af de russiske militærstyrker
- stop for leverancer af dødbringende militær bistand til Ukraine
- forfatningsgaranteret neutralitetspolitik for Ukraine
- løsning af de juridiske spørgsmål der vedrører Krim og Donbass-regionen, kombineret med en proces for at hele regionale, etniske og religiøse fjendskaber i Ukraine
- tilbagevenden for alle krigsfanger, flygtninge og civile i fangenskab til deres respektive lande, og respekt for deres rettigheder i henhold til Genève-konventionerne.
Også andre kræfter og bevægelser forsøger at konkretisere en plan for fred. International Peace Bureau, der er en af verdens ældste samlende globale fredsinitiativer, har forsøgt at samle eksisterende og mulige fredsplaner for at give et overblik – og fremme konkrete ideer til, hvorledes forhandlinger faktisk kan gøres mulige.
Selvfølgelig er der ikke nogen nem løsning på krigen i Ukraine. Men det vil være forbryderisk ikke at gøre forsøg på at finde en. Krigen har allerede kostet over 200.000 soldater livet siden invasionen den 24. februar sidste år. De civile tabstal er ifølge FN medio januar omkring 7000 og over 11.000 sårede. Dertil skal lægges de 13.000-14.000 dræbte, herunder mindst 3.000-4.000 civile, der har mistet livet siden 2014 i krigen inden krigen.
Som i enhver krig begår de krigsførende parter krigsforbrydelser, og selvom der herhjemme rapporteres fyldigt om russiske krigsforbrydelser, er det en kendsgerning, at selv Amnesty International og Human Rights Watch har identificeret ukrainske krigsforbrydelser og/eller åbenlys tilsidesættelse af civile liv.
Over otte millioner ukrainere – 19 procent af befolkningen – er flygtet ud af landet – og det er kun siden invasionen startede. I den uerklærede krig i årene op til er over en million flygtet fra Østukraine til Rusland. Dertil kommer alle de andre omkostninger, som både den ukrainske og den russiske befolkning betaler.
Med andre ord: Nok er nok.
Danmark i høgenes inderkreds
Alligevel består den fremherskende kurs stadig i at sende uendelige strømme af våben til den ene krigspart. Ordet våbenkapløb har i dag fået en helt ny betydning. Nu er våbenkapløb noget, der foregår inden for de imperialistiske alliancer, hvor der er konkurrence om, hvem af NATO’s og EU’s medlemmer der kan levere mest, størst og hurtigst til Ukraine. Så snart startsignalet gives fra USA, sætter alle i løb.
Og den danske regering er med Weekendavisens særdeles krigeriske Anna Libaks ord “USA’s skødehund”. Artilleri, træning af soldater, kampvogne og nu måske jagerfly? Intet er umuligt.
På den netop overståede sikkerhedskonference i München stod det utvetydigt klart, at det officielle Danmark er med i en inderkreds, der skingert fremmaner de værste scenarier og skræmmebilleder. Mette Frederiksen:
“Jeg tror ikke, at Putin slutter med Ukraine. Så vil han gå videre til det næste land. Det mener jeg, at der en overhængende risiko for.”
Vesten kan og må ikke tabe:
“Det eneste, der er rigtig afgørende, og som tæller, når vi taler om Ukraine, det er, at de skal vinde krigen. Det kan de ikke gøre alene. Det kræver vores andres meget stædige tilstedeværelse og opbakning. Det bliver vi ved med fra dansk side.”
Ud over våbenleverancer ad libitum har Socialdemokratiet i spidsen for to regeringer skruppelløst udnyttet de seneste 12 måneder til at sætte statsfinanserne på en uendelig oprustnings- og krigskurs, sikre flertal ved en folkeafstemning til at koble Danmark helt tæt på EU’s militære dimension – og sågar brugt oprustning og krige som magre begrundelser for at stjæle en fridag.
Tilmed fylder de de huller ud, som våbendonationerne skaber i det danske militær, med våbenindkøb fra besættelsesmagten Israel.
Alt er virkelig i spil. Også de våbentyper der rækker langt ud over det defensive og i princippet kan nå dybt ind i Rusland, helt til Moskva. Så alt er i spil – og meget er på spil. Det er ikke forkert at advare mod, at en “ny verdenskrig” kan blive udgangen. NATO’s og vestmagternes optrapning følges ubønhørligt af russiske modtræk.
Alle siger det ligeud: De kommende måneder bliver ekstremt blodige, er det allerede. For sagen er jo den, at Ukraine på ingen måde er ved at vinde på slagmarken, selvom udsigten til ukrainsk sejr stadig skamløst og uden hold i virkeligheden sælges som en mulighed. En russisk offensiv ser ud til at være i gang, og militært set er der ikke tvivl om, at krigen er ved at nå et vendepunkt. Og det er ikke Ukraine, der står stærkest. Den seneste tids udrensninger i den ukrainske politiske og militære ledelse taler sit eget tydelige sprog.
På NATO-siden forløber alt heller ikke gnidningsfrit. De enorme militærleverancer til Ukraine dræner NATO-landenes – især de europæiske – ressourcer. Den tidligere FN-våbeninspektør under Irak-krigen Scott Ritter anfører direkte, at flere af NATO’s hære er i en miserabel forfatning og risikerer at “løbe tør for krudt og kugler”. Selv det militærindustrielle kompleks i USA og Europa risikerer med tiden ikke at være gearet til en krig af de proportioner, som der er fare for, hvis ikke der kommer en forhandlet fred.
Så der kan inden længe blive et kæmpe misforhold mellem Vestens krigsretorik og faktiske krigsleverancer.
Folkenes fred eller imperialistisk fred
Varig fred kan som bekendt ikke nås under forhold, hvor det imperialistiske verdenssystem hersker, og så længe transnationale selskaber og forskellige kapitalinteresser sætter supermagter og stormagter og mindre magter i spil for deres økonomiske interesser. Set i det perspektiv adskiller Ukraine-krigen sig ikke fra andre, klassiske røverkrige.
Netop derfor er der heller ingen ukrainske eller russiske arbejdere eller arbejdsfolk, der kan profitere af, at krigen fortsætter.
Så når vi kræver Fred Nu, og når vi sætter fokus på, hvad der kunne være en våbenhvile- eller fredsløsning, så er ambitionen ikke at skabe varig fred. Det kan en stormagtsgaranteret fred ikke sikre. Ambitionen er at bane vejen for en afslutning på den aktuelle, konkrete krig, som ikke blot ødelægger ukrainske og russiske liv, men også stiller arbejderklassen og venstrekræfterne i de virkelige krigshovedkvarterer i en ekstremt vanskelig situation.
Vrister man sagen ud af hænderne på dem, der gerne vil opdele verden i deres eget billede og røve dens ressourcer til egne formål, kan den aktuelle krig kun stoppes, hvis en forhandlet fred tager hensyn til de konflikter, der er blevet udnyttet til at skabe krigen og få den til at eskalere.
I sidste ende er det ikke op til udenforstående at “fordele Ukraine”. Det må være befolkningerne i de berørte områder, dem der i øjeblikket sendes på slagmarken i krig mod hinanden, og som indpodes had og mistro. Selvom det i den nuværende situation kan opfattes som naivt, er det vel muligt at forestille sig, at en FN-overvåget folkeafstemning afgør, hvilket land man vil tilhøre, eller hvilken autonomi man ønsker sig, når kamphandlingerne er slut, og al udenlandsk militær er ude?
For godt 100 år siden, i 1920, gennemførtes en folkeafstemning, der skulle fastsætte grænsen mellem Tyskland og Danmark. Afstemningen var fastsat i Versailles-traktaten, der afsluttede Første Verdenskrig. Folkeafstemningen førte til en ny grænsedragning, der efterlod et tysk mindretal i Danmark og et dansk mindretal i Tyskland.
I dag omfatter det tyske mindretal i Sønderjylland omkring 15.000 personer eller seks procent af befolkningen i området. Det danske mindretal i Tyskland omfatter omkring 55.000 mennesker.
Erfaringen viser, at det er muligt at leve og bo fredeligt side om side, hvis ikke der pustes til nationalistiske strømninger, og hvis mindretalsrettigheder konsekvent og vedholdende forsvares og udbygges.
Der er med andre ord masser af veje at gå, hvis man ønsker at få fred som et aktuelt endemål. Og det kan ikke gå hurtigt nok med at skabe det folkelige pres, “som ikke tror på NATO’s velsignelser, som ikke tror på, at amerikanerne skal dominere verden, som ikke tror på, at kun våben skaber fred, og som ikke tror på annektering af andre landes territorier”.
Fred er den sejr, vi har brug for.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér