Fagforbund går i offensiven
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Mens vi på den danske venstrefløj er forfaldet til at kæmpe for at flytte kommaer i en politisk virkelighed domineret af konsensus og symbolske sejre, udspiller der sig i Mellemøsten en reel samfundsrevolution, som alt for få taler om.
I Rojava – det kurdisk-dominerede område i det nordlige Syrien – udfoldes et radikalt samfundseksperiment baseret på direkte demokrati, økologisk anarkisme, økonomisk korporatisme og ikke mindst radikal feminisme. Her bygges samfundet nedefra – uden stat, uden hierarki, uden patriarkatets dominans.
Kurderne … minder os om, at en anden verden kan bygges nu, ikke kun stemmes frem.
Rojava er en levende kritik af nationalstaten som idé. Ikke kun den tyrkiske eller syriske stat, men selve nationalstaten. Abdullah Öcalan, den fængslede ideologiske leder af PKK, har i sine senere år udviklet idéen om demokratisk konfederalisme – hvor magten spredes horisontalt gennem råd, kommuner og selvorganiserede fællesskaber.
Det handler for Öcalan ikke om at opnå etnisk selvstyre eller en kurdisk stat – tværtimod. I Rojava har man aktivt afvist idéen om nationalstat. Revolutionen er ikke nationalistisk, men en antikolonial, feministisk og antiautoritær bevægelse, hvor kvinderne udgør fundamentet.
Som den kurdiske feminist og forsker Dilar Dirik udtrykker det:
For de millioner af kurdere, som i dag er spredt mange steder i Mellemøsten og Iran og i årtier har kæmpet for demokrati og frihed, er der dog ikke kun én model. Erfaringen fra at have kæmpet en ideologisk kamp midt i en heksekedel af fjendtlige naboer har betydet, at den kurdiske bevægelse ikke er én samlet blok med én strategi.
I Iran ser vi for eksempel kurdiske aktivister, der arbejder inden for den eksisterende nationalstats ramme – kæmper for rettigheder, sprog, kulturel anerkendelse og ligestilling. Det er ikke et tegn på svaghed, men en konsekvens af den konkrete virkelighed. Strategierne varierer efter den virkelighed og undertrykkelse, der bekæmpes.
Men selv i Iran, hvor kampen har haft stort fokus på borgerrettigheder, trækker de feministiske og frihedsidéer fra Rojava stadig dybe spor. Senest materialiseret i kvinderettighedsbevægelsen “Kvinde, Liv Frihed”.
Fællesnævnerne, der binder de kurdiske frihedskampe sammen, er opgøret med autoritære regimer, patriarkalske strukturer og voldelig statsmagt. Kampen for reel selvbestemmelse – som mennesker, ikke som kurdere.
Den amerikanske anarkist og antropolog David Graeber, som besøgte Rojava kort før sin død, kaldte projektet “et enestående demokratisk eksperiment i verden i dag.”
Det har den danske og europæiske venstrefløj hårdt brug for at lade sig inspirere af. Det er ikke nok at blive inviteret med om Mette Frederiksens flotte bord.
I stedet skal vi tage ved lære af Rojava og indse, at opbygning af alternativer ikke nødvendigvis sker i opposition til staten alene, men uden om den – i fællesskaber, netværk og praksis. Murray Bookchin, hvis idéer om ‘økologisk kommunalisme’ også inspirerede Öcalan, skrev:
Det er den syre, der har ætset sig ind i store dele af det vestlige venstrefløjstankesæt. Vi taler om retfærdighed, men handler inden for statens og markedets logik. Vi forestiller os forandring, men tør ikke eksperimentere i praksis.
Kurderne – især kvinderne i Rojava – minder os om, at en anden verden kan bygges nu, ikke kun stemmes frem. Deres kamp er ikke blot et forbillede for Mellemøsten, men for enhver, der vil andet end at administrere status quo.
Abdullah Öcalan ville sandsynligvis være den første til at understrege, at det kurdiske demokrati-projekt i Rojava ikke skal ses som en færdig model, der kan kopieres og bruges overalt.
Men i en tid hvor særligt den unge venstrefløj i vores vestlige, liberale demokratier i høj grad synes at miste troen på det parlamentariske system, repræsenterer Öcalans tanker noget meget vigtigere end færdige svar – idéen om et strategisk skifte væk fra magtovertagelse, og mod opbygningen af demokratisk magt uden for systemet.
Der er brug for en venstrefløj, der kan tænke visionært, men være konkret i handling. Det er fint, at den vestlige venstrefløj excellerer i at trække klassiske, socialistiske analysemodeller ned over udfordringerne i nutidens neoliberale kapitalisme.
Men vi ender med at træde vande, hvis der ikke også opbygges revolutionær praksis i virkeligheden – eksperimenter, fællesskaber og prototyper på det samfund, vi ønsker.
Med Dilar Diriks ord: “Disse kollektiver, kommuner, kooperativer og græsrodsbevægelser kan karakteriseres som folkets selvforsvar mod kapitalismens, patriarkatets og nationalstatens indtrængen.”
Det er ikke nok at yde modstand mod systemet. Vi er nødt til at opbygge dets alternativ uden om systemet.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
