Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Racisme og fremmedhad er ikke bare ord i historiebøgerne – det lever i bedste velgående i vores samfund. Når man ser de kommentarer, der bliver skrevet på sociale medier, står det tydeligt: Mennesker bliver stemplet som mørkemænd, uønskede eller som nogle, der aldrig kan blive rigtige danskere.
I nogle tilfælde er det endnu mere voldsomt – en af kommentarerne, jeg selv har set, lød så grotesk som et ønske om at give “nakkeskud”. Den slags viser med al tydelighed, hvor farligt had kan udvikle sig, når mennesker mister respekten for hinandens menneskelighed.
Vi må begynde med respekt – og med at se hinanden som mennesker først og ikke som stereotyper.
Det er ikke acceptabelt. Det viser med al tydelighed, at fremmedhad og racisme stadig er en realitet i Danmark. Og det er ikke tilfældigt. Det er et direkte resultat af den retorik, vi hører fra politikere, der i årevis har talt om “os og dem”, og som har gjort mennesker med en anden etnisk baggrund til en konstant skydeskive. Når politikere bruger generaliseringer og hårde ord, giver det en form for legitimitet til de samme udtryk i hverdagen.
Jeg har selv oplevet det på egen krop. Da jeg gik på pædagoguddannelsen, skulle jeg en dag arbejde sammen med en medstuderende. Hun var tydeligt utilfreds over at komme i gruppe med mig – i hendes øjne var jeg bare “en perker”, og derfor mente hun ikke, jeg var god nok.
Jeg spurgte hende direkte: “Er det fordi, jeg er af arabisk baggrund, du er sur over at komme i gruppe med mig?”
Hun svarede uden tøven: “Ja”.
Senere spurgte hun mig, hvorfor jeg “ikke kunne lide Danmark”, og hvorfor jeg skulle mene, at “alle danskere er ludere”?
Jeg blev chokeret, for jeg havde aldrig sagt noget af den slags. Jeg svarede hende:
“Jeg er dansker og er født her – hvorfor skulle jeg hade Danmark? Det er mit land.”
En anden i gruppen tog ordet og sagde: “Du generaliserer”. Derefter blev hun tavs.
Jeg gik senere til underviseren og fortalte om den racistiske behandling, jeg havde oplevet. Den episode lærte mig, hvor hurtigt racisme kan snige sig ind, selv blandt mennesker der uddanner sig til at arbejde med børn, omsorg og fællesskab.
Når vi ser på både kommentarspor og hverdagsoplevelser, bliver det klart, at problemet er større, end mange vil indrømme. Racisme viser sig både i store politiske debatter og i de små møder mellem mennesker. Det kan være på en arbejdsplads, i skolen, i foreningslivet eller i det offentlige rum. Og det rammer hårdt – ikke bare den enkelte, men hele samfundets sammenhængskraft.
Hvis vi virkelig vil have et Danmark, hvor alle kan føle sig som en del af fællesskabet, er vi nødt til at sige klart fra. Vi er nødt til at udfordre både politikere, medier og borgere, når de generaliserer og spreder had. Og vi er nødt til at tale åbent om de personlige oplevelser, så ingen kan bilde sig ind, at racisme hører fortiden til.
Racisme hører ingen steder hjemme. Ikke i politik, ikke på nettet, og ikke i hverdagen. Hvis vi skal kunne leve sammen som ligeværdige mennesker, må vi begynde med respekt – og med at se hinanden som mennesker først og ikke som stereotyper.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.