I 1941 underskrev den danske regering og udenrigsminister Erik Scavenius Antikominternpagten som en naturlig forlængelse af samarbejdspolitikken med den tyske besættelsesmagt.
Pagten oprettedes i 1936 af det nazistiske Tyskland og Japan for at bekæmpe Sovjetunionen og de kommunistiske partier verden over, der var sluttet sammen i den tredje Kommunistiske Internationale (Komintern).
Senere i 1939 indgik Danmark og Nazityskland en ikke-angrebspagt, fordi man fra dansk side nærede en illusion om, at der ikke var et fortilfælde for, at et land angreb et andet land, med hvilket det havde en sådan pagt.
Parallellen til Trump-administrationens retorik og Danmarks dagsaktuelle tillid til, at et NATO-land da ikke angriber et andet NATO-land, er slående!
Hvad er forskellen på at have fuld adgang til og kontrol med forsvaret af Grønland og overtage Grønland, hvis ikke netop andre gustne hensyn omkring den civile del af Grønland spiller ind?
Ifølge den danske presse kan forsvarsminister Troels Lund Poulsen assisteret af Forsvarskommandoen ikke forestille sig, at USA vil angribe Grønland, selv om Donald Trump tidligere ikke har udelukket dette scenario.
Ikke desto mindre har Forsvarsministeriet samt Naalakkersuisut, det grønlandske selvstyre, pointeret, at der nu fremover vil være en forøget militær tilstedeværelse i og omkring Grønland i tæt samarbejde med NATO-allierede.
Et er naturligvis de realpolitiske forhold, og noget andet mere eller mindre tomme hensigtserklæringer fra amerikansk og dansk side samt ikke mindst, hvad man vil gøre i NATO-regi.
NATO’s leder Mark Rutte er, hvad angår den såkaldte “musketer-ed” tvetydig. Selve Idéen om, at ét NATO-land skulle kunne angribe et andet NATO-land, er uhørt!
Amerikansk militær invasion i Grønland ville være et eklatant brud på hjørnestenen i NATO-samarbejdet – musketer-eden – der siger, at et angreb på ét NATO-land er et angreb på alle NATO-lande. Problemet er, at artikel 5 i NATO’s konstituerende traktat implicit tager det for givet, at to medlemmer ikke går i krig med hinanden.
Derfor undveg NATO’s øverste leder Mark Rutte behændigt journalisters spørgsmål, fordi hans opgave består i at sikre, at USA forbliver engageret i NATO.
Som den danske forsvarsminister undviger han en berettiget kritik af Donald Trumps vanvid, og for nyligt undgik han spørgsmålet om Grønland og direkte NATO-krigshandlinger mellem USA og andre NATO allierede:
“Alle allierede er enige om vigtigheden af Arktis og arktisk sikkerhed, fordi vi ved, at med åbne søveje er der en risiko for, at russerne og kineserne bliver mere aktive.”
Han overser, at Rusland og Kinas aktiviteter i Arktis ikke har overtrådt aftaler om besejling af internationale farvande, og de påståede flådeaktiviteter er ikke mere omfattende and NATO’s aktiviteter.
Aldrig mere en ny storkrig
Vi, der er gamle nok, husker ordene: “Aldrig mere en niende april!” Datoen 9. april har en særlig betydning for vi, der husker vores forældres bekymringer om en ny storkrig.
De smukke ord understreger, at Danmark aldrig igen skal ydmyges på grund af en gentagelse af situationen, hvor Danmark på trods af advarsler overgav sig stort set uden kamp til de tyske tropper. Modsat Norge forsvarede man sig ikke.
Al modstand blev dæmoniseret af samarbejdspolitikere med Thorvald Stauning i spidsen. Danmark kapitulerede efter få timer, og de få heltemodige kampe, der var ved den dansk-tyske grænse, ledte til 16 omkomne danskere.
På trods af danske og europæisk sabelraslen omkring Grønland i dag er der faktisk en del, der tyder på, at historien er ved at gentage sig. Europæiske allierede har symbolsk sendt et mindre antal krigsturister til Nuuk samt et dansk Herkules-fly med tropper, der skal gennemføre militære øvelser.
Det danske troppekontingent i dag ligger på cirka 200 i Grønland, og der er blandt amerikanere i Nuuk forlydende om, at de senest ankomne er elitetropper, Jægerkorpset eller frømandskorpset. Det sidste kan naturligvis ikke bekræftes officielt.
På trods af Donald Trumps, J.D. Vance and Marco Rubios’ søvngængeragtige mantra omkring det nødvendige i, at USA overtager hele Grønland, er det bemærkelsesværdigt, at men ikke ved, eller man bevidst ignorerer det faktum, at forsvarsaftalernes historie frem til Igaluku-aftalen i 2004 allerede har givet USA adgang til og fuld kontrol med den militære del af Grønland (!).
Olie og strategiske råstoffer
Hvad er forskellen på at have fuld adgang til og kontrol med forsvaret af Grønland og overtage Grønland, hvis ikke netop andre gustne hensyn omkring den civile del af Grønland spiller ind?
Den skjulte dagsorden omkring energi- og fødevaresikkerhed inden for Monroe-doktrinens geografiske område forklarer, hvorfor USA aggressivt søger at tilegne sig andre lande og regioners ressourcer.
Det er det militærindustrielle kompleks og de multinationale selskabers interesser, der kontrollerer amerikanske politikeres udenrigspolitik. Forventninger omkring grønlandske forekomster af olie samt strategiske råstoffer er her en afgørende faktor og måske den vigtigste forklaring på USA’s aggression.
Siden Anden Verdenskrig har USA opretholdt militær kontrol over Grønland gennem geopolitiske hensyn, som beskrevet i Monroedoktrinen, Havanna-loven og forsvarsaftalen for Grønland fra 1941.
Denne forsvarsaftale gjorde det allerede muligt for USA at etablere lufthavne og havne som militærbaser i Grønland. Efter Anden Verdenskrig forsøgte den danske regering at genvinde kontrollen over Grønlands forsvar, hvilket USA naturligvis modsatte sig.
Forsvarsaftalen for Grønland fra 1951 mellem Danmark og USA, som fortsat gælder med mindre tilføjelser i Igalukuaftalen, blev formuleret på en måde, der gav Danmark en underordnet rolle og Grønland en ret til at blive hørt.
Artikel V i aftalen giver USA ret til at “fri adgang til og bevægelse mellem forsvarsområderne i hele Grønland, inklusive territorialfarvandene, på land, til søs og i luften.”
Desuden kan USA til enhver tid genåbne basen i Søndre Strømfjord (Kangerlussuaq). Med hvilken ret påberåber Danmark sig suveræniteten over Grønland? spørger en talsmand for Trump, Stephen Miller. Denne personage er ikke blot en historieløs ignorant; hans fremtoning tangerer det imbecile, hvilket er et pænt udtryk for tåbelig.
USA anerkendte dansk suverænitet
Allerede i 1916, med det danske salg af Dansk Vestindien (Jomfruøerne) til USA, anerkendte man fra amerikansk side dansk suverænitet over hele Grønland. USA gentog denne anerkendelse i forbindelse med afgørelserne i Haag i 1933 samt med Havanna-loven, at Grønlands status bør forblive uændret – tilsvarende med forsvarsaftalerne, hvor USA anerkender dansk suverænitet.
Dette viser sig også ved, at USA systematisk har været i færd med at afvikle sin militære tilstedeværelse med lukningen af baser og militære faciliteter siden lukningen af Narsarsuaq-basen. Og nu påstår man så, at det er Danmark, der har vist en lille vilje til forsvar!
Nuvel, USA har iværksat sanktioner mod lande, der ikke vil anerkende USA’s hegemoni i Arktis, og forude venter både internationale og nationale retssager, hvis ikke det ender i krig og NATO’s begyndende opløsning.
Vil/kan den danske hær forsvare Grønland?
“Aldrig mere en niende april” skal stå sin prøve, fordi dette oprindeligt betød tilslutning til en alliance, der er endt i en konflikt, der kan lede til krigshandlinger.
I den forstand står vi uvægerligt med spørgsmålet: Vil den danske hær forsvare Grønland – kan den forsvare Grønland?
At klamre sig til myten om, at Rusland vil angribe, som forsvarskommandoen gør det, er i denne forbindelse hovedløst. Dette kan som nævnt hverken dokumenteres ved videnskabelig dokumentation med hensyn til et påstået russisk angreb mod Grønland eller i det hele taget mod Vesteuropa.
Russiske forsvarsplaner er naturligvis hemmelighedsstemplede og uden for kildekritiske studier, så den megen bragesnak har intet på sig, hvad man udmærket godt ved i EU-regi.
Gorm Winther har for nylig publiceret bogen Beyond Greenlands White Gold – Beneath the Veil – Danish Colonial Legacy and Trump’s Arctic Strategy in Greenland.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
