Rap
Et halvt år efter at Israel gik i krig mod palæstinenserne, står flertallet af beboerne i Gaza nu over for en så alvorlig mangel på fødevarer, vand, medicin med videre, at en sultkatastrofe er nært forestående, et led i Israels længe planlagte folkemord. Den nærmeste fremtid vil forstærke, hvad der allerede er i gang, endnu flere vil dø af sult og dehydrering.
Forleden udsendte FN’s særlige rapportør for Palæstina, den italienske menneskerettighedsjurist Francesca Albanese, en rapport, hvori det blandt andet hedder:
“Der er rimelige grunde til at antage, at Israel begår folkemord mod palæstinenserne i Gaza. Omfanget og karakteren af angrebet og destruktionen af palæstinensernes livsbetingelser vidner om, at der er tale om en bevidst hensigt for at ødelægge palæstinenserne som en befolkningsgruppe.”
Vi må indbyrdes være enige om, at der ikke er plads til begge folkeslag i dette land. Vi kan ikke nå vore mål, hvis der bor arabere i dette lille land. Det er ikke andre udveje end at overføre araberne til nabolandene – dem alle. Ikke én landsby, ikke én eneste stamme må lades tilbage.
Joseph Weitz, leder af Den jødiske koloniseringsstyrelse i 1940
Hele Gaza er i dag afhængig af nødhjælpsforsyninger udefra, der dog kun kommer drypvis, takket være israelernes bevidste forsinkelse af forsyningerne. Det betyder, at mange familier dagligt må klare sig med lidt brød, ost eller bønner – det rækker til 3-400 kalorier pr. dag pr. person – under en sjettedel af, hvad en voksen har brug for.
Som at åbne en historiebog fra Anden Verdenskrig
Den schweiziske historiker Christian Gerlach skriver i Nazi Policy on the Eastern Front, 1941: Total War, Genocide, and Radicalization om nazisternes brug af fødevarer som våben:
“Udsultningsplanen harmonerede med vigtige elementer i den nazistiske tænkning: Racisme, undermennesker, der blev slavegjorte af herrefolket, erobring ned henblik på nye bosættere i Østeuropa og Sovjet, ødelæggelse af kommunismen samt den militære nødvendighed.”
Nazi-tysklands “hungerplan” var udarbejdet af en bureaukrat i det tyske landbrugsministerium og havde som formål at udrydde fleste mulige “uønskede” i Østeuropa og Sovjetunionen. Planen tog afsæt i nazisternes raceteorier og specificerede nøje, hvor mange kalorier hver enkelt befolkningsgruppe kunne få om dagen: Tyskerne skulle naturligvis have 100 procent, polakkerne fik 76 procent, mens russere og jøder måtte nøjes med 27 procent. Planen indeholdt desuden beskrivelser af, hvordan man kunne svække ghettoboeres helbred ved at nægte dem adgang til medicin og lægebehandling, brændsel til opvarmning, elektricitet med videre.
Hungerplanen skulle desuden sikre, at der var mad nok til de fremrykkende tyske tropper samt noget at sende hjem til Tyskland.
I de ghettoer, der blev indrettet til jøderne i Polen og Sovjetunionen, kontrollerede tyskerne den mad, som kom ind, og hvor jøderne måtte overleve på 220 kalorier pr. dag. Resultatet lod ikke vente på sig: Sult og hungersnød med tusinder af døde. Og hvis ikke sulten slog jøderne ihjel, så gjorde de tyfusepidemier, der løbende udbrød som følge af den svækkede sundhedstilstand.
Sultedøden var i begyndelsen af krigen den foretrukne udryddelsesmetode, men her var ulempen, set fra nazisternes side, at det gik for langsomt. Siden gik tyskerne over til at skyde jøderne og de “uønskede”, men dén metode sled mentalt på de soldater, der stod for drabene. Da udryddelseslejrene var klar til at tage imod jøderne i sommeren 1941, tog man fat på hungerplanens tredje fase: Massedrabet i gaskamrene – det upersonlige, det anonymiserede drab sat i system.
Teorien om folkedrab, men uden udsultning
Kort før tyskerne invaderede Polen i 1939, flygtede den jødiske jurist Rafael Lemkin til USA, hvor han snart fik mulighed for at forske i antisemitisme og i tyskernes igangværende massedrab i Europa. I 1944 “opfandt” Lemkin begrebet folkedrab (af græsk: genos = folk, og det latinske cide = drab/). I afhandlingen Axis Rule in Occupied Europe dokumenterede han massedrabet på etniske uønskede grupper, der blev dømt som undermennesker af nazisterne.
Ud af de cirka 30 millioner sovjetborgere, der blev dræbt som følge af den tyske invasion, omkom måske 10 procent på grund af udsultning. Det samme gjaldt mange krigsfanger og beboere i de områder, som tyskerne havde erobret, og som måtte klare sig med 3-400 kalorier pr. dag. Under den to et halvt år lange belejring af Leningrad døde omkring én million russere af sult.
Lemkin inddrog dog ikke alle aspekter af folkedrabet, for eksempel brug af fødevarer som et våben til enten at knække en modstander eller til at udrydde bestemte folkegrupper. Besynderligt, for han tillægger emnet større betydning end henrettelser ved skydning.
De fire allierede sejrherrer forholdt sig heller ikke til den systematiske udsultning af de “uønskede” ved Nürnberg-processerne. Det var der flere grunde til. Dels var emnet relativt ubelyst, og det var svært at afgrænse juridisk. Hertil kom usikkerheden, om det overhovedet var en forbrydelse.
Krigens love forbød nemlig ikke udsultning som en middel til at knække en krigsmodstander – og det er måske her, man skal finde modviljen mod at betragte udsultning som en krigsforbrydelse. For både USA og England havde brugt våbnet.
England i forbindelse med flådeblokaden af Tyskland under Første Verdenskrig, hvor skønsmæssigt én million tyske døde som følge af knappe forsyninger under krigen, samt et halvt år efter kapitulationen, hvor englænderne brugte flådblokaden for at få tyskerne til at acceptere de skrappe kapitulationsbetingelser.
USA udlagde i foråret 1945 miner i de større japanske havne, hvilket skabte en enorm fødevaremangel med sult til følge, også for at fremskynde den japanske kapitulation.
Udsultningen er planlagt
Holocaust bygger på, at det, der overgik jøderne, aldrig må ske igen. Det svor jøderne på, da de grundlagde staten Israel, men sådan er det ikke gået. Nu er nogle af efterkommerne af gårsdagens forfulgte selv blevet bødler. Ikke 1:1 – for ingen historiske forløb er tro kopier af noget tidligere hændt. I dette tilfælde er der omfanget og det militære set-up til forskel. Zionisterne er heller ikke ude på at udrydde alle “uønskede”; det er “kun” palæstinenserne, de vil af med.
Til gengæld er der en afgørende lighed mellem nazisternes hungerplan og zionisternes udsultningspolitik over for palæstinenserne: Begge hviler de på grundige forberedelser.
I 2008 offentliggjorde Wikileaks en mailkorrespondance mellem Israel og USA, om “Israels hensigt med, at Gazas økonomi skulle fungere på det lavest tænkelige niveau for at undgå en humanitær krise … der skulle være konstant fødevareusikkerhed, men ikke sult”.
En talsmand for Hamas erklærede, at “WikiLeaks’ afsløringer beviste, at Israels blokade af Gaza var planlagt, og at målet ikke var Hamas eller Hamas’ regering, som israelerne hævder, men at blokaden rettede sig mod hele Gazas befolkning … Dokumentet skal bruges til at dømme besættelsesmagten for deres forbrydelser mod Gazas befolkning.”
I 2012 kunne den israelske menneskerettighedsgruppe Gisha afsløre, at hæren overvejede, hvor få kalorier Gazas befolkning kunne klare sig med, uden at de blev fejlernærede.
Hensigten var at svække Hamas, men reelt ville det svække hele Gazas befolkning. De militære bureaukrater bestemte således, at frossen laks og yoghurt med lavt fedtindhold kunne indføres i Gaza, men ikke koriander og pulverkaffe.
Planerne om at udsulte Gazas befolkning lå således klar, inden Israel angreb Gaza. Den 9. oktober erklærede krigsminister Yoav Gallant – hvis mor overlevede Auschwitz – at “jeg har beordret en altomfattende belejring af Gaza. Der vil ikke være nogen elektricitet, mad, vand, medicin, intet. Vi kæmper mod menneskelige dyr, og vi handler i overensstemmelse hermed.”
I november skrev Gallants rådgiver, tidligere general Gair Eiland i regeringsavisen Yedioth Ahronoth, “at det internationale samfund advarer os mod en alvorlig humanitær katastrofe og alvorlige epidemier. Det må vi ikke lade os afskrække af. Når alt kommer til alt, så vil alvorlige epidemier i det sydlige Gaza give os sejren hurtigere og samtidig reducere de skader, vore soldater kan komme ud for.”
Udtalelserne fra Gallant og Eiland viser, at den israelske besættelsespolitik har nået det trin, hvor udslettelse af palæstinenserne i Gaza er blevet officiel politik.
Savnes yderligere dokumentation for, hvad Israels reelle hensigter er, så fortæller det begrænsede antal lastbiler med nødhjælp, der får adgang til Gaza, hvordan det står til.
Syd for grænsen til Egypten venter et par tusinde lastbiler på at kunne køre ind i Gaza. På en god dag slipper et par hundrede lastbiler gennem hærens minutiøse kontrol, almindeligvis 50-60 lastbiler. Forsinkelserne skyldes, at hæren har mistanke om, at der smugles våben og ammunition ind i Gaza, gemt på lastbilerne og camoufleret som nødhjælp, samt almindelig chikane.
Sultens virkninger på mennesker og samfund
I takt med at krigen skrider frem, forringes beboerne i Gazas mulighederne for delvis at kunne dække de daglige fornødenheder gennem gartneri- og landbrugsproduktion. Cirka 40 procent af den dyrkbare jord er ødelagt af militære køretøjer eller forgiftet af de kemikalier, som 25.000 tons nedkastede bomber efterlader.
På netmediet World Socialist Web Site den 1. april skriver den amerikanske læge Benjamin Mateus, hvordan sultkatastrofen udvikler sig i Gaza.
Spædbørn skal have mindst 1.000 kalorier om dagen for at opretholde kravet til vækst, fysisk og mental udvikling, det er vitalt på grund af deres begrænsede ressourcer. Nedsættes deres kalorieindtag, selv kortvarigt, da vil de hurtigt miste vægt, og kroppen begynder at tære på de små mængder kulhydrater og fedt, der er oplagret i lever, hjerte og væv. Skader, der sker i den tidlige barndom, ender ofte med at være livsvarige.
Børn i præpuberteten har brug for 1.600 kalorier, voksne fra 1.800-2.200 kalorier, alt efter graden af fysisk arbejde, alder og lignende. Gravide spiser for to og skal have mindst 2.800 kalorier.
Francesca Albanese skriver: “Grusomheden i Israels seneste angreb kan bedst illustreres af de lidelser, der påføres børn i alle aldre. Nogle er dræbte, andre graves frem af ruinerne fra sammenstyrtede huse, kvæstede, forældreløse eller uden en overlevende familie. Uden hensyntagen til hvilken betydning det har for børn at vokse op under sådanne forhold, da må det frygtes, hvad det bliver for et samfund, Gazas børn vil kunne skabe …”
Sally Abi Khalil, Oxfams mellemøstkoordinator, erklærer, “at sultkatastrofen i Gaza er den værste nogensinde, der er registreret af FN-organisationen Integrated Food Security Phase, både hvad angår antallet af berørte mennesker og den procentuelle andel af befolkningen. Aldrig før har vi set en sult brede sig så hurtigt i en hel befolkningsgruppe …”
Det nordlige Gaza er meget tæt på en egentlig hungersnød, i resten af Gaza står det en anelse bedre til, men ikke meget. Overalt dør børn af mangelfuld ernæring eller dehydrering, mens verden ser passivt til. Oxfams rapport viser, “at årsagen til disse forfærdelige hændelser er Israels blokade af nødhjælpen udefra. Israel bruger sult og fødevarer som et våben … og fremkalder derved bevidst en sultkatastrofe i en sådan skala, at der reelt er tale om folkedrab i Gaza.”
Nødhjælpen forsinker det zionistiske projekt
Drabene forleden på syv nødhjælpsarbejdere fik deres organisation World Center Kitchen til at indstille aktiviteterne i Gaza. Dermed er cirka 200 nødhjælpsarbejdere blevet dræbt siden den 7. oktober. Hæren havde anvist nødhjælpsarbejderne sikre veje og områder, hvor de kunne operere. Men sikkerheden holdt kun til det næste missilnedslag.
Det må forventes, at flere nødhjælpsorganisationer trækker sig fra Gaza, hvilket også er, hvad de ultrareligiøse partier i regeringen og dele af militæret længe har ønsket. De har hele tiden været modstander af, at beboerne i Gaza overhovedet skulle have nødhjælp af nogen som helst art.
De ultrareligiøse partier og grupperinger i Israel – cirka 25 procent af befolkningen – finder støtte i et citat af Joseph Weitz, leder af Den jødiske koloniseringsstyrelse i 1940:
“Vi må indbyrdes være enige om, at der ikke er plads til begge folkeslag i dette land. Vi kan ikke nå vore mål, hvis der bor arabere i dette lille land. Det er ikke andre udveje end at overføre araberne til nabolandene – dem alle. Ikke én landsby, ikke én eneste stamme må lades tilbage.”
Det er kun omverdenen, der lader som om, sådanne tanker og udsagn ikke eksisterer. Tror fortsat på det “demokratiske” Israel, på en to-stats-løsning og på den største af alle Israels løgne: Retten til selvforsvar. Som om en besættelsesmagt har ret til at “forsvare” sig, når de besatte kræver deres frihed.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
