Lotte Rørtoft-Madsen har i en artikel i Arbejderen den 24. oktober 2025 slået til lyd for, at FN skal bevares (og reformeres), da alternativet er jungleloven mellem nationer. Dette er et bidrag til debatten ud fra en forståelse af FN som underlagt det til enhver tid herskende styrkeforhold mellem de ledende imperialistiske stater.
Krig og kapitalisme er uløseligt forbundet. Skiftende markedsbehov, territoriale behov og interessesfærer fører gang på gang til krig, selv om også kapitalistiske stater søger at undgå krig. Det er nemlig dyrt, og udfaldet er aldrig givet på forhånd.
Derfor indgår de pagter med hinanden, opretter internationale aftaler, regler og chartre i forsøg på så vidt muligt at holde hinanden i skak. Det lykkes ikke altid.
Vi er simpelthen nødt til at sætte vores lid til den internationale arbejderklasse.
Interesser ændrer sig, magtforhold forskyder sig, konkurrencen presser lidt for hårdt på, eller hvad det nu måtte være. Og når det kommer hertil, så er de fleste af de internationale regler – den såkaldte internationale retsorden – sjældent det papir værd, som de er skrevet på.
Det behøver ikke engang at dreje sig om noget så voldsomt som krig. Når traktaterne snærer, bliver de opsagt eller udsat for angreb. Bare tænk på, hvordan det kan undre vestlige ledere, at Israel er indklaget for ICC; eller til den lokale andedam, hvor partier fra Socialdemokratiet og ud på den yderste højrefløj rumler med kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og ønsker at få den ændret, så den passer bedre til deres racistiske politik.
Traktater og konventioner tiltrædes eller forlades efter behov. For eksempel forlod Polen og de baltiske stater for nylig konventionen mod landminer. Og Ungarn har forladt ICC for at modtage besøg af Netanyahu (og formodentlig senere også af Putin).
Dette gælder også for FN og værdien af FN-chartret, når modsætningerne spidser til. Det forundrer mange mennesker, fordi FN trods alt står for dem, som et initiativ der skulle bringe fred i verden. Men ser vi nærmere på, hvad FN er, bør det ikke undre, at FN virker så tandløs, som organisationen nu en gang gør.
FN blev oprettet af sejrherrerne i Anden Verdenskrig. Ganske rigtigt ud fra et ønske om at der blev fred – ikke mindst presset af alverdens folkeslag. Men FN blev også oprettet for at sikre, at den verdensorden, der blev skabt med sejren i Anden Verdenskrig, blev fastholdt. Stand-off’en mellem de to imperialistiske blokke USA plus dennes vestlige allierede og Sovjetunionen.
Sikkerhedsrådet, som er FN’s mest centrale organ – ingen resolution, intet initiativ kan iværksættes uden Sikkerhedsrådets godkendelse – blev først og fremmest sammensat af gårsdagens vigtigste imperialistiske magter og den nye verdensordens vigtigste imperialistiske magter, der blev tildelt vetoret. Det var deres verdensorden, der herskede nu, og de skulle have det sidste ord i sager, der vedrørte den.
Over for det står ganske vist Generalforsamlingen, hvor alt kan debatteres og bliver debatteret. Men det er blot et parlamentarisk organ (i bund og grund et ævleorgan), for vedtagelserne er uden konsekvens uden Sikkerhedsrådets godkendelse.
Vetoretten har været og er udsat for meget og berettiget kritik, og der samme gælder Sikkerhedsrådets sammensætning. Det bliver også klart, hvis man ser nærmere på, om der er forsøgt indgriben i en konflikt/krig eller ej, så hænger det oftest sammen med, at et af de permanente medlemmer har været involveret i konflikten.
Kritikken er yderst berettiget, men realiteten er, at Sikkerhedsrådets permanente medlemmer ikke giver sig frivilligt, og at hvis der bliver gennemført reformer mod deres vilje, så forlader de højst sandsynligt organisationen helt. Og efterlader derved FN uden magt til at gøre noget.
Det skal ikke afholde venstrefløjen fra at kritisere FN for ikke at gøre noget eller kritisere regimer for ikke at overholde konventioner eller andre “internationale regler”. Og for den sags skyld kan vi også godt være med til at hylde de flotte ord i FN-chartret.
Men vi må ikke være naive og sætte vores lid til FN og internationale konventioner. De er trods alt indgået mellem kapitalistiske/imperialistiske magter. Og det, at verdens forbrydere sætter sig sammen, gør dem ikke til et troværdigt verdenspoliti.
Vi er ganske vist nødt til at manøvrere i denne eksisterende brutale verden, men hvis vi parkerer vores tro på fremtiden i hænderne på de eksisterende stater og FN, så går det galt.
Vi er simpelthen nødt til at sætte vores lid til den internationale arbejderklasse. Til at arbejde for fællesskab imod oprustningen, for fællesskab imod splittende racisme og i det hele taget for fællesskab for klima, mennesker og natur, imod profit.
Dette er et debatindlæg, modtaget den 27. oktober 2025. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.


