Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Regeringen har den 18. juni varslet milliardbesparelser, der blandt andet indebærer nedskæringer i den statslige administration.
Nærmere bestemt skal der spares mindst 5,5 milliarder kroner frem mod 2030. Som formand for de statsansatte HK’ere i Midt- og Vestjylland vil jeg stille det åbenlyse spørgsmål: Hvilke opgaver skal frafalde, når I skærer ned, sparer og fyrer?
Så kære politikere, I skruer op for antallet af opgaver, mens I skruer ned på antallet af ansatte.
Det er ikke første gang, vi i HK Stat er ude at advare om, at hvis der bliver sparet stillinger væk, så skal der være arbejdsopgaver, der falder væk. Kære politikere: Tænk jer om inden I svinger sparekniven.
Vi mangler fortsat konkrete svar.
Regeringens ivrige spareforsøg er altså for letkøbt. Det er respektløst og alt for nemt at pege fingre ad de offentligt ansatte og på, at der er for mange.
Især når de medarbejdere, man vil skære ned på, er mennesker, regeringen selv har efterspurgt grundet de mange ekstra opgaver, der er resultatet af konkrete politiske beslutninger.
Borgere og ansatte fortjener bedre
Vi skylder borgerne at være ærlige om de konsekvenser, der opstår i kølvandet på så massive besparelser. For der er rigeligt med negative konsekvenser og konkrete eksempler at tage af.
For eksempel så man i Skat et enormt efterslæb efter nedskæringer. Og der er mange andre eksempler end i Skat; det er ligeledes sket i Forsvaret og i Politiet.
Vi kan også tage Civilstyrelsen i Viborg, der som bekendt har udfordringer med lange sagsbehandlingstider i Erstatningsnævnet. Det betyder, at nogle ofre i øjeblikket oplever at vente på deres afgørelse i to år – og sagsbunkerne vokser i en grad, så man forventer, at ventetiden øges til fire år.
Antallet af statsansatte er et politisk valg, og derfor er det ikke andet end fair, at politikerne må tage ansvar for deres beslutninger.
Så kære politikere, I skruer op for antallet af opgaver, mens I skruer ned på antallet af ansatte.
Så hermed en opfordring: Tag ansvar og forklar de statsansatte, hvilke opgaver de ikke længere skal løse?
I HK ser vi vores medlemmer som vigtige brikker, der binder samfundet sammen, og som hver dag går på arbejde for at løse borgernære opgaver, der gør en stor forskel for borgerne.
Vi kommer derfor naturligvis til at følge op på, om vores tilbageværende medlemmer skal arbejde mere efter besparelserne, og om der er sket opgavebortfald eller ej. Vi finder os ikke i, at medlemmerne skal arbejde hurtigere på grund af symbolpolitik.
De administrative medarbejdere er nøglemedarbejdere i Staten og fortjener at gå på arbejde med anerkendelse i stedet for at gå i frygt for at blive sparet væk.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.