Dette indlæg er modtaget den 7. oktober 2024.
Jeg har to venner i Libanon.
Jeg tænker ofte på, hvordan det skal gå dem, nu hvor krigene brager løs tættere og tættere på. Situationen i Libanon er meget skrøbelig. Det politiske system fungerer ikke, og økonomien hænger i laser. Oveni er der hundredtusinder af flygtninge i landet, især palæstinensere og syrere.
Israels invasion i Libanon gør det endnu værre. 1000 mennesker er dræbt, og en million libanesere er nu på flugt fra Israels soldater og bomber. Irans bomber mod Israel risikerer at optrappe drabene på alle sider.
Hvis EU i morgen lukker Israels privilegerede adgang til det indre marked, ville landets økonomi svækkes alvorligt i løbet af meget kort tid.
Der er og bliver brug for ekstremt store beløb til humanitær bistand. Oven i det store behov, der er i Gaza, efter at Israel har pulveriseret området.
Det bliver dyrt at bygge op og få samfund til at fungere, både i Gaza og Libanon, rigtig dyrt. For slet ikke at tale om de mange tusinde menneskeliv, der er tabt.
Jeg forstår ikke den israelske selvdestruktive strategi. Og nej, jeg har ikke glemt det forfærdelige terrorangreb for et år siden. Men Israel er langt forbi det punkt, hvor de kan betegne invasionerne og sønderbombningerne som “retten til at forsvare sig”. Det har intet med selvforsvar at gøre. Det ligner mest af alt Netanyahu-regerings plan om at skabe et Stor-Israel.
Kan eller vil de ikke se, at de for hvert drab på civile, radikaliserer brødre og sønner til de dræbte til at støtte ekstreme bevægelser som Hamas, Islamisk Jihad med flere? Har de glemt, at den internationale folkeret giver besatte folk ret til at gøre modstand og forsvare sig? Kan de ikke se, at de skaber sig flere fjender og udvikler sig til en pariastat, der hver dag mister venner overalt i verden, når de fortsætter invasioner og bombninger?
Og hvis de ikke kan se det, hvorfor er der så ikke stærke stater, der kan forklare dem på en kontant måde, at våbenhvile og en aftale om fred med deres naboer er den eneste vej? Hvis EU i morgen lukker Israels privilegerede adgang til det indre marked, ville landets økonomi svækkes alvorligt i løbet af meget kort tid. Hvis USA, Danmark og andre lande stopper med at sende våben og våbendele til Israel, ville der kun gå kort tid, før selv den mest argumentresistente regering ville forstå, at krigen må slutte, og at palæstinenserne har samme ret til egen stat, som Israel fik i 1948.
Og hvorfor kan den danske regering ikke se, at det er den ikke-militære, den diplomatiske og konfliktløsende vej og kravet om våbenhvile, der er den eneste vej til fred? Og at vi er langt forbi det punkt, hvor vestlige regeringer kan læne sig tilbage og se tiden an. En aktiv konfliktløsning og fredsskabende indsats er overhængende nødvendig, Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
