Kampen mod folkemord
Den økonomiske politik er på trods af skiftende regeringer baseret på den samme patriarkalske forståelse af vækst og naturbeherskelse som drivkraften i økonomien og dermed samfundets udvikling. Troen på konkurrence og interessekampe om ressourcerne har altid været den grundlæggende præmis i kapitalismens ånd, der er baseret på en krigerisk patriarkalsk individopfattelse.
Jorden som den kvindelige mytologiske figur Gaia rummer en indsigt om, at vi alle er indlejret i miljøet som vores omgivelser og ophav. De økologiske systemer, vi er forbundet med, har i den dominerende patriarkalske økonomi været genstand for et begær, hvor naturen som en materielt ressource skulle besejres og beherskes.
Gaia, Jordens guddommelige natur, har svaret igen.
Det traditionelle økonomiske verdensbillede bygger på en antagelse om, at borgerne først og fremmest er forbrugere, der som ’rationelle egoister’ handler på markedet for at tilfredsstille deres kortsigtede behov.
Denne mytologi har været drivkraften i ideologien om økonomisk vækst, der har udviklet profitable teknologier til at beherske naturen og udnytte Jordens generøsitet, hvor menneskeligt arbejde gennem ejendom og kapital blev anset som den eneste kilde til værdiskabelse. Overforbruget af Jorden, menneskene og naturens råstoffer har tæret på Jordens frugtbarhed, de biologiske ressourcer og skabt stress og angst, selv blandt børn og unge.
Vi står i dag over for en ny antropocæn virkelighed, hvor vi mærker klimaforandringer, biodiversitetskrise, forurening af jorden, grundvandet, åerne, fjordene, havet. Luften forurenes gennem afbrænding af enorme mængder fossile brændsler, hvor krisens globale omfang viser sig som drivhuseffekten på grund af CO2-udledningerne.
Antropocæn udstiller den patriarkalske drøm om den voldelige mandlige krigsgud Mars, der tror at have besejret gudinden Venus, billedet på kærligheden og skønheden i naturen og menneskene, som nu krakelerer: Denne patriarkatets mytologiske forestilling om at kunne besejre sin omgivelser kan ikke længere fungere i et troværdigt fremtidsscenarie.
Gaia, Jordens guddommelige natur, har svaret igen. Hun har gennem de fire grundelementer: vandet, luften, ilden og jorden, der i sidste ende er de ukontrollerbare naturkræfter, vi som mennesker/mænd troede, vi kunne styre, vist, at Jorden ikke affinder sig med dette forsøg på beherskelse. Vores verden, der under kapitalismen har opnået maksimale ekspotentielle vækstrater gennem teknologisk og ideologisk naturbeherskelse, har nået sine planetære grænser. Vi må indse, at det er på tide at sadle om. Måske skal vi lade os inspirere af de urgamle matriarkalske mytologiske forståelser af betydningen af at passe på Jordens frugtbarhed.
I Frie Grønnes udspil til en feministisk økonomi kommer vi med forslag om en grundlæggende ændring af den økonomiske politik.
Jorden og dens økosystemer af biologisk og materiel mangfoldighed er det vilkår, vi mennesker ligesom alt det mere-end-menneskelige andet er født af og ind i. Vi vil for altid være indfiltret i hinanden, forbundet til hele det økologiske system som vi er så fundamentalt afhængige af ligesom barnet af forældrenes omsorg. Vi må derfor formulere en ny feministisk økonomi, der er baseret på denne menneskelige/kvindelige indsigt om omsorgens grundlæggende natur: Omsorgen for menneskeheden og alt andet her på Jorden.
Venus som skønhedens og kærlighedens kraft og den kvindelige frugtbarhedsgudinde Demeter er billeder på den omsorg for miljøet, menneskene og det mere-end-menneskelige, der udgør kultur-naturen. Omsorgsarbejdet inden for den offentlige sektor, som i sundhedssektoren, ældreplejen, børneinstitutionerne og uddannelsessystemet, har i patriarkatet primært været områder overladt til kvinderne ’på gulvet’, ofte med mandlige ledere.
Det såkaldte ’kvindearbejde’, der i velfærdssamfundet og konkurrencestatens strukturelle opdeling af økonomien i en offentlig og privat sektor er aldrig blevet anerkendt på linje med de mandsdominerede fag. Økonomerne har bildt os ind, at kun den private sektors produktion af ting, reklamer og kontrol har værdi. Indtægt som profit af kapitalinvesteringer, der jagtes af private investorer som en hær af ’Marskrigere’, regnes under kapitalismen som det eneste, der har reel værdi.
Samtidig med at reproduktionens omsorg, der overvejende foregår i hjemmene og den offentlige sektor, hvor sundheds-, ældrepleje-, børne- og uddannelsesinstitutionernes domineres af kvinder, bliver som ’kvindefag’ kun betragtet som en samfundsøkonomisk udgift.
Kun når der udliciteres og privatiseres, anser de klassiske økonomer det for indtægt. Men på bekostning af øget ulighed, når private firmaer får muligheden for hurtig profit ved at påtage sig de mere simple opgaver, eller de velbeslåede kan betale sig til særbehandling og ekstra luksus. Men det er fælleskabets varetagelse af disse omsorgsområder, der rummer den egentlige menneskelige værdi, personificeret gennem Venus som kærlighed og skønhed.
For tiden ser vi, hvordan Mars dominerer med krige og trusler om fjendtlig aggression, hvilket gør det legitimt for staten at bruge fællesskabets ressourcer på forøgede investeringerne i militærindustrien. Oprustning og udgifterne til militæret får i medierne absolut forrang over for omsorgen og frugtbarhedens reproduktive kræfter i sundheds- og uddannelsessektoren, der spises af med småbeløb, der ikke engang dækker inflationstabet.
Ligesom den nødvendige omstilling af landbruget og naturforvaltningen gennem regenerative økologiske omsorg for jordens frugtbarhed og livets mangfoldighed nedprioriteres til fordel for det konventionelle industrielle landbrugs kortsigtet økonomisk vinding på bekostning af fremtidige generationer af mennesker og naturens biologiske diversitet.
I sidste ende er det udtryk for den patriarkalske både neoliberale og socialliberale ideologi, der i konkurrencestaten dyrker sin egen økonomiske potens. Vestens selvovervurderede ideologi og selvbestaltede position som globale magthaver tror at bevise sin egen uundværlighed som verdens selvbestaltede politiinstans.
Vi må aktivt støtte kvinder, der overalt på kloden tager til genmæle mod patriarkalsk undertrykkelse, krig og konkurrence.
I sin hykleriske og selvretfærdige tro på retfærdigheden i den globale kapitalistiske verdensorden forsøger Vestens politiske og militære elite at fastholde sin dominans igennem evindelig krig mod fjender i syd og øst. De venner og fjender, regeringen for tiden henholdsvis prøver at støtte militært eller bekæmpe i de fortsatte krige og konflikter, der i årtier har udspillet sig i Mellemøsten, er resultat af et fjendebillede, som afspejler den vestlige imperialisme.
De fjendebilleder, vi lige nu ser udfolde sig, er resultatet af en mytologi baseret på koloniale og imperiale aggressioner, der er foregået gennem århundreder. Religiøse terrorister og patriarkalske diktatorer kan forstærke deres undertrykkelse af befolkninger gennem disse konfrontationer, hvor de næres af at være et spejlbillede og modsætning til Vestens globale økonomiske og militære dominans.
Disse autoritære og kvindeundertrykkende regimer, inkarnerer den samme form for religiøst og nationalkonservativt patriarki, der dyrkes på den populistiske højrefløj i Europa og USA. Patriarkier har profiteret på krige og konflikter gennem en statsligt finansieret privatkapitalistisk militærindustri, der for at beholde deres privilegier er villig til ikke kun at ofre egne soldater, men i endnu højere grad kvinder og børn i krigen, på krigsguden Mars’ alter.
Krig har altid været en satsning, en god forretning for de sejrende, for destruktion er det hurtigste forbrug, og den efterfølgende opbygning skaber entreprenante muligheder. Men med krig følger en uhørt høj pris i form af menneskelig lidelse og for det økologiske system, naturen og elementerne en uanet forurening, som ikke medregnes som eksternaliteter i de snæversynede økonomiske kalkuler.
I Frie Grønnes udspil til en feministisk økonomi kommer vi med forslag om en grundlæggende ændring af den økonomiske politik, så der sker en nødvendig omprioritering, så omsorgen for menneskene og miljøet kommer i fokus samtidig med grundlæggende ændringer af skattepolitikken, som skal sikre, at dem med de færreste ressourcer ikke bliver økonomisk ramt i den nødvendige økologisk bæredygtige omstilling af landbruget og energiforbruget, mens den del af befolkningen, der har det største forbrug og dermed er dem, der skaber det største aftryk på miljø og klima, bliver beskattet højere.
De offentlige udgifter til sundhed, uddannelse og omsorg for børn og ældre skal fremover ses som samfundets investeringer i en smukkere og bedre verden, hvor mennesker og natur får mere plads til gavn og trivsel for alle. Vi skal have lavere arbejdstid, mere skov, mindre miljøbelastende produktion og mere demokratiske arbejdspladser og ejerformer.
Hvis vi skal overkomme de fysiske udfordringer som følge af Jordens begrænsede ressourcer og genskabe den fine økologiske balance mellem klima, biodiversitet og menneskelig udfoldelse, der må kræves for livets fortsatte mulighed her på vores fælles Jord, må vi vende os mod en feministisk økonomi.
En økonomisk tankegang baseret på omsorg for menneskene og det mere-end-menneskelige. Barmhjertigheden, tilliden, respekten for mangfoldigheden og kærligheden til Jorden må være Venus’ svar på Mars’ drømme om krig og erobring.
Vi må aktivt støtte kvinder, der overalt på kloden tager til genmæle mod patriarkalsk undertrykkelse, krig og konkurrence. Måske kan de oprindelige matriarkalske frugtbarhedskulturer fra menneskenes tidligste tider give inspiration til en frugtbarhedens, omsorgens og kærlighedens svar på patriarkatets truende fallit.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
