Mangler stadig løn
Den tyrkiske fascistiske struktur, organiseret i Tyskland med Aslarpan Türkeş’ ‘dybe’ forbindelser, har siden 1970’erne været involveret i mange forbrydelser, fra narkotikahandel til våbensmugling, fra hadforbrydelser til mord.
Mens den tyrkiske fascisme oplevede sine ‘gyldne’ dage med juntastyrets erklæring under ledelse af Kenan Evren den 12. september 1980, begyndte tyrkiske nationalistiske/racistiske grupper i Tyskland nu at modtage stærk statsstøtte, ikke bare fra ’dybe strukturer’ i Tyskland. De øgede deres angreb og mord mod venstre-/socialistiske grupper og kurdere i 1980’erne, og juntaledere som Evren blev budt velkommen på den røde løber.
Bølgen af angreb fra tyrkiske fascister, som startede mod tyrkiske socialister i 1970’erne og 1980’erne, fortsatte i 1990’erne, hovedsageligt vendt mod kurdiske aktivister.
Det Europæiske Fællesskab (EF), som ikke engang følte behov for at suspendere sine forbindelser med Tyrkiet efter militærkuppet den 12. september 1980, udviste en lignende holdning til det fascistiske AKP-MHP-regime mange år senere, og advarsler til Ankara blev kun fremført som de rene fromme ønsker. Umiddelbart efter kuppet kom Det Europæiske Fællesskab (EF) med følgende udtalelse fire dage senere: “Eksisterende aftaler vil ikke blive suspenderet på grund af forsikringen om Ankaras respekt for menneskerettighederne, og at militæradministrationen ville vende tilbage til demokratiet så hurtigt som muligt.”
Denne udtalelse fra Vesten betød utvivlsomt et grønt lys for den terrorisme, der blev indledt af regimet den 12. september i Tyrkiet og i det nordlige Kurdistan. Det Europæiske Fællesskab (EF) fremsatte lige så “ubrugelige” opfordringer som de “ubrugelige” opfordringer, der i dag kommer fra AKP-MHP-regeringen mod alvorlige menneskerettighedsforbrydelser, ligesom man har gjort det under alle de tyrkiske regeringer siden 1980’erne: Man har bare sagt “Afklar tidsplanen for overgangen til demokrati”, “Garantér politikernes sikkerhed” og “beskyt frihedsrettighederne”. “Læg vægt på disse ting”.
Forbindelsen blev ikke brudt på trods af den 12. september
Mens de finansielle aftaler og projekter, der blev underskrevet mellem Ankara og Bruxelles, før kuppet blev gennemført én efter én uden nogen afbrydelse efter den 12. september, bevilgede Det Europæiske Råd i 1981 kredit og finansiel bistand til en værdi af 600 millioner ECU (European Currency Unit, som blev accepteret i Det europæiske monetære system på det tidspunkt) til Tyrkiet. Da partnerskabsprocessen med Tyrkiet blev suspenderet og finansiel støtte blev afbrudt i marts 1982 som følge af presset fra Europaparlaments-medlemmernes deputerede, trådte Tyskland ind på scenen.
Vesttysklands udenrigsminister Hans Dietrich Genscher, der mødtes med juntamedlemmerne i Ankara den 5. november 1981, skrev historie som den første vestlige udenrigsminister, der besøgte Tyrkiet efter den 12. september. Mens Forbundsrepublikken Tyskland blev det første land i Vesten til at anerkende det tyrkiske fascistiske regime, var Bonn-administrationen i perioden fast besluttet på at fortsætte sine forbindelser med regimet efter den 12. september på trods af kritikken fra den tyske offentlighed og pressen.
Venskabet med juntageneralerne var på et niveau, der overtrådte de aftaler, som Tyskland havde underskrevet om at beskytte politiske flygtninge. I 1983 blev det afsløret, at den tyske efterretningstjeneste (BND) regelmæssigt sendte oplysninger til Ankara om politiske flygtninge, der undslap kuppet og søgte asyl i Tyskland. Skandalen med, at politiske immigranter fra Tyrkiet og Kurdistan, der søgte tilflugt i Tyskland, blev opført på en liste af den tyske efterretningstjeneste og så blev givet til MİT, blev afsløret for offentligheden i december 1982 med dokumenter modtaget af Berlins statsdomstol, som behandlede en ansøgning fra en flygtning, der søgte politisk asyl.
Kohl og Weizaecker besøger kupmagerne i Ankara
Den kristendemokratiske regering, grundlagt i 1982 og ledet af premierminister Helmut Kohl, der regerede Tyskland i 15 år, hævede barren endnu højere i forholdet til det tyrkiske militærregime i anden halvdel af 1980’erne. I disse år opfyldte Kohl-regeringen en lignende pligt, som Merkel-regeringen senere i årevis ydede for at støtte Erdoğan-styret. Premierminister Helmut Kohl tog til Ankara i 1985, mens præsident Richard von Weizsaecker kom der i 1986 og på den måde styrkede forbindelserne med regimet yderligere.
I oktober 1988 blev Kenan Evren, lederen af juntaen, der allerede i 1982 erklærede sig som præsident for Tyrkiet, budt velkommen på den røde løber af præsident Weizsaecker i Bonn, hovedstaden i Republikken Vesttyskland. Mens Evren forsøgte at hilse på den fascistiske/nationalistiske tyrkiske gruppe, der var samlet foran Bonns rådhus, protesterede en gruppe mod ham ved at råbe: “Forsvind, fascist!” Mens de æg, som demonstranterne kastede, grisede Evrens tøj til, brugte det tyske politi vold og tilbageholdt demonstranterne. Evren, som blev beværtet i Tyskland i tre dage, modtog endda en fornem fortjenstmedalje, som præsident Weizsaecker selv overrakte til den udenlandske æresgæst, inden han rejste tilbage til sit land. Af frygt for de reaktioner, den ville give anledning til, skjulte den tyske stat medaljeskandalen for pressen og offentligheden i et stykke tid.
Beskyttelse af MHP-bandeledere i Tyskland
I årene, hvor juntageneral Evren blev budt velkommen med en medalje i Bonn, etablerede den tyrkiske efterretningstjeneste MİT og fascistiske grupper et bredt organisatorisk netværk i Tyskland, takket være de nationalistiske foreninger og moskeer i landet. Enver Altaylı, som blev arresteret i Tyrkiet efter kupforsøget den 15. juli 2016 og i mange år arbejdede for MİT og CIA, blev i disse år udnævnt til “Tysklands chefinspektør” for MHP-partiet. Altaylı var som Türkeş’ højre hånd leder af den fascistiske struktur i Tyskland.
Lederne og lejemorderne inden for de MHP-tilknyttede paramilitære bander i Tyskland, som der blev udstedt arrestordrer på efter militærkuppet den 12. september 1980, deltog også i denne struktur, efter de ankom til Tyskland. Mehmet Ali Ağca, der forsøgte at myrde paven og myrdede journalisten Abdi İpekçi, var en af dem. Ağca opholdt sig i Tyskland i lang tid, før han blev taget til fange. Desuden, selvom tyrkiske immigranter, der kendte Ağca, som var eftersøgt for to mord, indgav straffeklager mange gange, lyttede det tyske politi ikke til disse rapporter. Abdullah Çatlı, en af cheferne for de tyrkiske paramilitære styrker, der døde i ulykken i Susurluk, besøgte også ofte Tyskland. Ifølge nogle kilder blev Çatlı, som var efterlyst med det, der i Tyskland kaldes ’en rød meddelelse’, tilbageholdt i Tyskland, men derefter løsladt efter indgriben fra BND.
MHP-morder blev leder af organisationen
Ethem Kıskıs var en af lederne af den tyrkiske fascistiske organisation i Europa i mange år. Hans reelle identitet, som blev offentliggjort efter hans død i 2020, Kıskıs, der i årevis boede i Frankfurt under navnet ‘Hıdır’ og drev et rejsebureau, var en af lejemorderne i “Balgat-massakren”, hvor fem mennesker blev dræbt i Ankara i 1978. Kıskıs, der ændrede sin identitet efter at være kommet til Tyskland, fungerede som leder i fascistiske organisationer i årevis uden at blive undersøgt.
Bandelederne, der nåede til Tyskland, tøvede ikke med at etablere lejre, der ligner dem i Tyrkiet, hvor der blev givet kontraguerillatræning. Avisen “Stuttgarter Zeitung” skrev den 11. december 1980, at MHP-medlemmer havde etableret en militær træningslejr for 16-18 personer i de schwabiske alper (Schwäbische Alb) i delstaten Baden-Württemberg.
De meningsforskelle og den fragmentering, der opstod inden for MHP i 1980’erne, påvirkede også organisationen i Tyskland. Den europæiske tyrkisk-islamiske kulturunion (ATIB), der blev grundlagt i 1987 under ledelse af Musa Serdar Çelebi, en af præsidenterne for den tyrkiske føderation, som blev stillet for retten sammen med Ağca i sagen om mordet på paven, blev den næststørste paraplyorganisation af tyrkiske racister/nationalister efter ADÜTDF. Igen i 1994 organiserede fascistiske og nationalistiske grupper med tilknytning til Det Store Enhedsparti (BBP) [En islamisk udbrydergruppe fra MHP, dannet i 1993, o.a.] en organisation kaldet European Turkish Cultural Union (ATB).
Efterhånden som den fascistiske organisation i Tyskland udvidede sit netværk, udvidede den tyrkiske efterretningstjeneste fra anden halvdel af 1980’erne også sit agentnetværk. I april 1990 blev det bredt rapporteret i de tyske medier, at 30 MİT-agenter med diplomatstatus arbejdede på Tyrkiets 13 konsulater i Tyskland og på Bonn-ambassaden. Netværket, der var etableret af den tyrkiske efterretningstjeneste i slutningen af 80’erne bestod ikke kun af MİT-officerer. Derudover var der hundredvis af agenter/informanter tilknyttet dem i hele Forbundsrepublikken Tyskland. Statsanklagere i Stuttgart og Hamborg åbnede en efterforskning mod 15 personer, der blev identificeret, og sagerne blev afsluttet efter år.
Narkotikanetværket knyttet til Tansu Çiller i Tyskland
Da Tansu Çiller, en anden fascistisk leder i den tyrkiske stats historie, blev premierminister i juni 1993, blev Ankara-regimets forhold til de dybe strukturer i Tyskland igen styrket. Det vigtigste mål for Çiller, der foretog en af sine første udlandsrejser til Tyskland i september 1993, var at få den kurdiske frihedsbevægelse forbudt i Tyskland, få den erklæret som “terrorister” og at kurdiske foreninger skulle lukkes.
For at fremme PKK-forbuddet, der blev erklæret den 26. november 1993, og styrke den anti-kurdiske atmosfære, der blev skabt i medierne og offentligheden, overførte Çiller penge fra hemmelige fonde til de kliker, der kontrollerede den tyske statsadministration. Det blev endda oplyst, at Çiller gav donationer til Kohls valgkamp med disse skjulte midler. Kohl og hans team var ikke fremmede for hans bedrageri og bestikkelse. Det beskidte netværk af relationer, han etablerede, ville alligevel sætte ham uden for tysk indenrigspolitik.
De tætte relationer mellem de anti-kurdiske tyske politikere, der insisterede på forbuddet, og den tyrkiske racistiske struktur, gik ikke ubemærket hen. Günther Beckstein, et af disse navne, som fungerede som indenrigsminister og premierminister i delstaten Bayern i mange år, optrådte ofte i invitationer, møder og kongresser hos ADÜTDF, paraplyorganisationen for MHP.
I de dage, hvor Tyrkiet var i oprør over Susurluk-banden, offentliggjorde avisen Özgür Policy en artikel under overskriften “Çiller-banden” den 13. november 1996. Her offentliggjorde avisen fotografier af et møde mellem Özer Çiller, Aydın Doğan, den pensionerede flådekommandant Orhan Karabulut, Hüseyin Duman og Alattin Çakıcı, som var eftersøgt for smugling af heroin. Dette billede, som er det vigtigste konkrete bevis, der dokumenterer de tyrkiske banders beskidte forhold i Tyskland i disse år, blev taget på et hotel i Baden-Baden, Tyskland, den 26. maj 1996.
I september og oktober 1996 slog politiet i Frankfurt til mod en tyrkisk heroinring. Politiet arresterede 11 tyrkiske borgere, hvoraf de fleste var medlemmer af nationalistiske grupper, og producerede en detaljeret beretning om, hvordan heroin nåede Tyskland gennem hænderne på “idealistiske” bander og tyrkiske statsadministratorer. Dommeren ved domstolen i Frankfurt, som personligt behandlede sagen, pegede på den daværende tyrkiske premierminister, Tansu Çiller, i den internationale heroinhandel i sin afgørelse i de første dage af 1997. Efter afgørelsen blev sagen dog henlagt på grund af “spændinger i rebene” mellem Bonn og Ankara.
Før Çiller-Ağar-teamet – i 1970’erne og 1980’erne – var MHP-ledere ansvarlige for narkotikahandel i Tyskland og Europa. Det faktum, at MHP-senator Kudret Bayhan blev fanget med 146 kilo morfinbase i sin bil ved grænsen mellem Italien og Frankrig i 1972, var det mest åbenlyse eksempel på, hvilken rolle MHP spillede i denne trafik. Bayhan, der blev tilbageholdt i Nice sammen med chaufføren, blev idømt 15 års fængsel, men blev udleveret til Tyrkiet efter at have afsonet 10 års fængsel. Den tidligere Diyarbakır-deputerede Halit Kahraman, der også var blevet valgt for Det Nationale Frelserparti (MSP) i 1973, men havde tætte forbindelser til MHP, blev taget på fersk gerning, mens han forsøgte at sælge heroin til politiet forklædt som køber i Tyskland i oktober 1978 og sad fængslet i 7 år.
Mord begået af fascister fra 70’erne til 90’erne
Tyrkiske fascistiske/racistiske grupper, som begik hadforbrydelser mod de mennesker, der bor i Tyskland og forskellige trosgrupper, især kurdere, armeniere og jøder, og som igangsatte mange forbrydelser, fra narkotikahandel til våbensmugling, blev ikke underlagt forbud fra den tyske stats side, selvom de i årevis begik mange politiske mord. Derimod: I de første dage af november 1993 brugte den tyske regering den vold, der fandt sted under protesterne mod den tyrkiske hær, hvor der blev sat ild til et hus i Wiesbaden, og en person døde under branden, som undskyldning for et forbud mod PKK’s aktiviteter. Inden for få uger forbød man kurdernes sammenslutninger og lukkede deres institutioner.
Bølgen af angreb fra tyrkiske fascister, som startede mod tyrkiske socialister i 1970’erne og 1980’erne, fortsatte i 1990’erne, hovedsageligt vendt mod kurdiske aktivister. Her er en kronologi over nogle af de markante mord begået af tyrkiske fascister i Tyskland:
5. maj 1974: Den 30-årige skovingeniør Neşet Danış, kendt som Aydın, blev lynchet og tævet af MHP-fascister under valget til Hamborgs tyrkiske arbejderforenings kongres. Danış, der blev bragt til hospitalet, døde to uger senere.
5. januar 1980: Den 36-årige socialistiske fagforeningsmand Celalettin Kesim blev dræbt under et angreb af MHP-fascister, mens han distribuerede løbesedler i Berlins Kreuzberg-distrikt.
31. december 1994: TKP ML-TIKKO-medlemmerne Nurettin Topuz, Mustafa Akgün og Mustafa Aksakal blev myrdet af en MHP-fascists kugler i et kaffehus, de var gået ind i i byen Germersheim, i delstaten Rheinland-Pfalz. Det blev afsløret år senere, at MİT-agentmorderen, hvis identitet var skjult i lang tid, og som blev løsladt i retten efter at være blevet tilbageholdt, havde gjort tjeneste i politiets “antiterror”-enhed i den tyrkiske by Yozgat før 1980.
3. september 1995: Seyfettin Kalan fra Den kurdiske ungdomsorganisation mistede livet som følge af et angreb fra en gruppe tyrkiske fascister i byen Neumünster. Da politiet forholdt sig totalt tavse, gav det de tyrkiske fascister blod på tanden. Det startede en bølge af angreb og lynchninger. Kurdiske tilholdssteder blev brændt i Ulm, Bielefeld og Mülheim. Morderen, et medlem af “Idealist”-gruppen [en gren af MHP, o.a.], der skød Kalan og sårede to unge mennesker, blev kun dømt for at bære et våben uden tilladelse og blev løsladt efter et stykke tid.
3. januar 1997: Ercan Alkaya, medlem af Alevi Cultural Association, der bor i byen Kiel, blev myrdet af tyrkiske fascister.
4. juli 1999: Erol İspir blev myrdet af MHP-fascister, mens han var på vagt i hovedkvarteret for det tyske migrantarbejderforbund (AGIF) i Köln.
Kilde:
Robîn, Jan, 2022: Almanya’nın Türk faşizmiyle kesilmeyen derin ilişkisi- II. ANF News, 20. Jan. 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
