Folkering om Christiansborg
Alparslan Türkeş, tyrkisk soldat og politiker, organisator af militærkuppet i 1960, medlem af det tyske parlament fra 1965-1995, stifter af det højrenationalistiske parti MHP i 1969, og vicepræsident under præsident Evren efter militærkuppet i 1980, var allerede under Anden Verdenskrig Nazitysklands mest skattede samarbejdspartner i Tyrkiet. Efter krigen blev han afgørende for opbygningen af et stærkt netværk af tyrkiske fascister i Tyskland. Türkeş modtog materiel og moralsk støtte fra det nynazistiske parti NPD og organiserede racistiske tyrkiske institutioner med hjælp fra tyske højreorienterede grupper og CDU/CSU-medlemmer.
Derigennem blev Tyskland centrum for et omfattende netværk af tyrkiske fascistiske ledere, fra Türkeş til Evren, fra Çiller til Erdoğan-Bahçeli-duoen; Det er blevet “baghaven” for tyrkisk nationalisme i det sidste århundrede. Nazistisk ideologi og ideen om “turanisme” fodrede altid hinanden.
Efter krigen blev han afgørende for opbygningen af et stærkt netværk af tyrkiske fascister i Tyskland.
Hitlertysklands hære rykkede frem på krigens østfront og angreb Sovjetunionen den 22. juni 1941, et øjeblik som tyrkiske racister ventede spændt på. I de to krigsår, hvor Anden Verdenskrig brød ud, og de tyske hære besatte de byer og landområder, som de angreb med deres “lynkrige”, var den største drøm for racister og nationalister i Tyrkiet at blive naboer til det nazistiske regime.
Fire dage før åbningen af den sovjetiske krigsfront den 18. juni 1941 blev den “tyrkisk-tyske venskabspagt” underskrevet mellem den kemalistiske administration i Ankara og det nazistiske regime i Berlin. Hitler fik, hvad han ønskede fra Ankaras side med denne aftale, så en række økonomiske skridt fulgte efter i de følgende måneder. Samarbejdet med den tyrkiske stat var på et niveau, der så ud til at skulle ændre krigens skæbne. Det skyldtes især, at nazisterne fik leveret en stor mængde krom fra Tyrkiet, der blev brugt i krigsindustrien. Mens de 90 tusinde tons krom, der blev solgt til Tyskland alene med aftalen i 1941, kom Tyrkiet i løbet af Anden Verdenskrig levere 90 procent af sin eksport og modtage 75 procent af sin import fra og til Tyskland.
Årsagen til, at Hitlers Tyskland vendte endte sig mod sydøst, var uden tvivl Anden Verdenskrig. Kajser Wilhelm havde en drøm om at fuldføre toglinjeprojektet Berlin-Baghdad og indsætte sine hære til det sidste stop på denne rute. Deres mål var at kunne bruge de mineralske ressourcer, der findes i hele Mellemøsten, inklusive i Kurdistan, til at etablere en fascistisk orden, der ville holde verden under dens herredømme. For at denne plan kunne fungere, var det vigtigt at organisere de racistiske/fascistiske elementer i Tyrkiet og derigennem etablere et årelangt venskab og samarbejde med Ankara-regimet.
Nazismen fodrer turanismen med fascisme
I de dage, hvor de nazistiske hære rykkede frem på sovjetisk territorium, udtalte den tyrkiske “nationalistchef” İsmet İnönü følgende: “Tyskerne rykker frem med en hastighed på 80 km i timen, og hvis de fortsætter sådan, vil russerne blive besejret. inden for en måned. Det ville være en stor gevinst for os, for så ville vi komme ind i Kaukasus, og Tyrkiets befolkning ville stige med 30 millioner, og oliefelterne i Baku ville også være vores.” Hvis de nazistiske hære ikke var blevet fanget i Stalingrad, og krigens forløb havde været, som Hitler havde forestillet sig, snarere end som registreret i historien, vides det ikke, hvor vellykket denne plan fra İnönü ville have været, men nazisterne havde allerede gennem mange år været en stærk støtte for de personer, der var engageret i turanisme, både materielt og moralsk. De to ideologier har trods alt konkurreret med hinanden i det skjulte siden deres fremkomst.
Mens nazisternes interesse for turanisme og “pan-tyrkisme” steg med Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933. Efterhånden som den “tyrkiske gren” af den fascistiske mentalitet fik større betydning i krigsårene, tildelte regimet i Berlin opgaven med at organisere og opdrage tyrkiske fascister til selve Ankara. Hitler gav opgaven til ambassadøren i Frankrig, Franz von Papen. Mens Papen organiserede, hvad nazisterne kaldte “bordmøder” i Ankara, overbragte han følgende budskab til sin nære tyrkiske ven Fevzi Çakmak i 1941: “Turanisme kan spille en vigtig rolle i opbygningen af forholdet mellem Tyrkiet og Tyskland.”
Nazi-ambassadør Papen organiserede ikke kun møder, men tøvede heller ikke med at poste penge i fremdriften for den turanistiske fascistiske bevægelse i Tyrkiet. Den nazistiske udenrigsminister Joachim von Ribbentrop sagde i en besked til ambassadør Papen den 5. december 1942: “Vi har sendt 5 millioner mark, der skal gives til vores venner i Tyrkiet, som er i en vanskelig situation. Jeg ønsker, at disse penge skal fordeles generøst og derefter blive afrapporteret.”
Mens foreninger og fascistiske strukturer såsom “Turkish Hearth” blev bygget, og bøger/magasiner blev udgivet med pengene modtaget fra Tyskland, forblev nogle turanistiske navne ikke ubemærkede blandt nazisterne, og der blev etableret forbindelser med dem.
Mærkeligt nok var Alparslan Türkeş et af disse navne, selvom han i disse år var en ung og uerfaren premierløjtnant. Det centrale hovedkvarter i Berlin for “Sicherheitspolizei” – sikkerhedspolitiet, der fører tilsyn med nazisternes besatte områder, erklærede tydeligt, hvilken rolle Türkeş og andre tyrkiske racister var blevet tildelt i en rapport sendt til udenrigsministeriet i oktober. 16, 1944.
‘Türkeş er en god ven, fortsæt med at bruge ham’
Det brev, som er det vigtigste dokument, der beviser forholdet mellem Türkeş og nazisterne, var som følger: “På grund af udviklingen i militære operationer er det vigtigt at styrke forbindelserne med pan-tyrkiske og tyskvenlige grupper. Tyrkiet giver os mulighed for at finde råvarer, som vi kun kan få leveret fra et meget begrænset antal lande. Tyrkiet er en vigtig kromleverandør for os. Mens Tyrkiet stoppede med at sælge krom til Tyskland i 1943, eksporterede det 55 tusinde tons krom til England. Dette eksempel afslører tydeligt fjendens hensigter, og derfor bør vores kontakter i Tyrkiet aktiveres med det samme.
Vi har haft relationer til følgende navne indtil videre: 1: Alparslan Türkeş – uddannet fra officersskolen og leder af pan-tyrkismen. 2: Tekin Ariburnu – uddannet fra den britiske officersskole og luftvåbenattaché i det tyske imperium. 3- Sadi Kocas- Han har politisk og militært talent.
Nu, som før, fortjener disse tyrkere vores opmærksomhed. Hvis og hvor det er nødvendigt, vil det være effektivt at bruge disse navne i overensstemmelse med imperiets militære interesser. Derfor bør det under alle omstændigheder garanteres, at disse personer kan fungere mere gavnligt for Tyskland. “Vi anmoder Udenrigsministeriet om at kontakte ambassaden i Ankara, så de personer, hvis navne vi har nævnt, vil få særlig opmærksomhed i overensstemmelse med det erklærede formål.”
I de dage, hvor det nazistiske regime, som led hårde tilbageslag på alle fronter, havde brug for hjælp fra de tyrkiske fascister, afbrød Ankara-administrationen de diplomatiske/økonomiske forbindelser med Berlin den 2. august 1944 og erklærede Tyskland krig i d. 25. februar 1945, for at indtage en plads ved siden af ”krigens vindere”. Pro-nazistiske turanistiske elementer, ledet af Türkeş og Nihal Atsız, blev arresteret og stillet for retten. Türkeş, som blev frifundet efter at sagen blev henlagt i april 1945 og vendte tilbage til sin tjeneste i den tyrkiske hær, blev “adjudant” i den nye USA-centrerede verdensorden, som blev formet efter nazisterne og denne gang efter krigen . Den mission, han satte sig for at udkæmpe, var rettet mod socialistiske/revolutionære bevægelser, og den kom til at fortsætte uændret.
Türkeş, som var blandt den gruppe, der blev sendt til USA i 1948, modtog kontraguerillatræning på American Infantry School i Georgia i to år. De vigtigste udlandsophold for Türkeş, som var en af de første, der sørgede for træning i Ankara for den tyrkiske kontraguerillaenhed, der blev tilknyttet NATO og dets Gladio-strukturer, var USA og Tyskland, op gennem 1950’erne. Efter kuppet den 27. maj 1960, som han faktisk var med til at organisere, tog Türkeş til Tyskland som politiker og fortsatte sin kontakt med resterne af det nazistiske regime dér.
MHP-kort mod venstre og demokratiske kræfter
Med Türkeş’ grundlæggelse af MHP i 1969, øgedes Tysklands betydning. Organisering blandt de “gæstearbejdere”, der tog til Tyskland fra Tyrkiet, og hvis antal nåede op i millioner, blev en af MHP’s hovedopgaver. Og klar til at hjælpe stod forskellige kliker inden for den tyske stat, de kristne enhedspartier (CDU/CSU) og Tysklands Nationaldemokratiske Parti (NPD), der tilhører nynazisterne. Takket være disse støttegrupperinger blev MHP officielt etableret i Tyskland i 1973, og blot i løbet af to år frem til 1975 var antallet af foreninger, det åbnede i hele landet, nået op på 50.
Dr. Hans-Eckhardt Kannapin fra CDU arbejdede ved Tyrkiet-skranken under Tysklands udenlandske efterretningstjeneste BND. Det står i mange kilder, at Hans-Eckardt Kannapin spillede en vigtig rolle i organisationen af MHP i Tyskland. Den stærke støtte, som det yderste højre NPD gav til MHP, fortsatte ikke kun i Tyskland, men også i Tyrkiet. Mens Adolf von Thadden, lederen af NPD, inviterede Türkeş til Tyskland i 1970, ydede dette parti, en arv fra det nazistiske regime, økonomisk støtte til MHP under valget i Tyrkiet. Türkeş takkede for denne hjælp i et brev, han sendte til NPD den 28. juli 1978, hvor han skrev: “Din interesse for vores partis mål gjorde et dybt indtryk på mig. “Der er fælles punkter mellem de grundlæggende ideologiske principper i vores partier.”
Türkeş modtog den vigtigste støtte fra den bayerske premierminister Franz Josef Strauß. Strauß, som var premierministerkandidat for CDU/CSU ved valget i 1980, bød Türkeş og MHP’s ledere Gün Sazak og Murat Bayrak velkommen på den røde løber i München den 28. april 1978 og lovede at hjælpe dem med at organisere sig stærkere i Tyskland. Straußs hensigt var utvivlsomt at svække venstrefløjen og fagbevægelserne blandt tyrkiske arbejdere gennem indsatsen fra tyrkiske nationalister.
De brød sig ikke om MHP’s mord!
Netop i de dage, hvor Türkeş blev budt velkommen på den røde løber i Tyskland, begik paramilitære styrker tilknyttet MHP også mord i Tyrkiet og Kurdistan rettet mod journalister, intellektuelle, fagforeningsfolk og studerende. Tyske politikere brød sig utvivlsomt ikke meget om denne situation. Det tyske højres venskab med tyrkiske nationalister gik dog ikke ubemærket hen blandt den tyske venstre/socialistiske bevægelse i disse år, især ikke i begyndelsen af 1980’erne; For at fordømme dette bar antifascister på deres demonstrationer mod højreekstremisterne nu bannere, der viste Türkeş i hagekorsskilte og bannere, der sagde “NPD og Bozkurtçular [De grå ulve] bør forbydes øjeblikkeligt”.
Umiddelbart efter støtten fra den bayerske administration blev den tyske sammenslutning af demokratiske idealistiske tyrkiske foreninger (ADÜTDF) oprettet i juli 1978. Antallet af foreninger tilknyttet forbundet, som var 64 i disse år, steg til 170, repræsenteret i mange delstater gennem årene med støtte fra CDU/CSU. Alle døre blev åbnet på det politiske plan, fra kommunalbestyrelser over delstatsregeringer, til foreninger for “white-collar”-tyrkiske nationalister opvokset i ADÜTDF og derefter i European Turkish-Islamic Cultural Union (ATIB), som blev etableret i 1987.
Selvom racisme, især anti-kurdisk, armensk og antisemitisk had er det vigtigste kendetegn, der danner grundlaget for ADÜTDF, og den kendsgerning, at grupper med tilknytning til MHP er organiseret som den tyrkiske stats paramilitære styrke og er blevet fokus for forbrydelser lige fra narkotika til våbensmugling, fra mord til hvidvaskning af penge, eksisterer denne fascistiske struktur fortsat i Tyskland. Det faktum, at Türkeş modtog støtte i Tyrkiet, gik ikke ubemærket hen i årevis. Da han talte til den “Tyrkiske Føderation”s-aften i Essen i 1995, opfordrede Türkeş åbent sine tilhængere i Tyskland til at blive medlemmer af CDU og CSU.
Kilder:
Robîn, Jan, 2022: Nazilerin en has adamı Türkeş’ti- I. ANF News, 18. Jan. 2022.
Mehmet Arif Demirer, 2015: “Die Tyrkey im zweiten Weltkrieg und danach”, Turkish Bar Association Publications, 2015.
Fikret Aslan, Kemal Bozay, 1997. “Graue Wölfe Heulen Wieder”, Unrast Publications, 1997.
Albert Scharenberg, 2020: “Der lange Marsch der Migration”, Rosa Luxembourg Publications, 2020.
Elke Dangeleit, 2021: “Graue Wölfe in Deutschland”. Homepage Telepolis, 23. januar 2021.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
