Oven på et amerikansk valg, hvor der er blevet talt rigtigt meget om fascisme og undertrykkelsen af politiske modstandere, skulle vi måske til at bruge tiden på at vende den diskussion mod vores eget samfund her i Danmark.
Få måneder efter at regeringen har foreslået at indføre dobbeltstraf for pro-palæstinensiske demonstranter, ser vi nu, hvor langt fra vores sædvanlige demokratiske principper, forsøget på at tie de mange protester mod Israel har bragt os. En 16-årig ung kvinde er blevet idømt en betinget straf for terrorbilligelse, fordi hun har kommenteret med et “Yass” til et facebookopslag fra Ekstra Bladet om Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober.
Det meningsløse hysteri, vi ser fra medier og politikere, når det kommer til pro-palæstinensiske demonstrationer eller folk med kritiske holdninger til staten Israel, er decideret undergravende for vores demokrati.
Usmageligt kan de fleste nok blive enige om at kalde reaktionen på angrebet, men terrorbilligelse? Det er simpelthen for langt ude. Det er en dom, der kommer til at følge det her unge menneske langt ind i fremtiden – måske resten af hendes liv. Fordi hun sagde noget dumt – men ganske ufarligt – som teenager.
Det meningsløse hysteri, vi ser fra medier og politikere, når det kommer til pro-palæstinensiske demonstrationer eller folk med kritiske holdninger til staten Israel, er decideret undergravende for vores demokrati.
I et helt år er nærmest enhver, der har forholdt sig kritisk til det igangværende folkedrab og de ugentlige krigsforbrydelser, blevet anklaget for antisemitisme eller kaldt pro-Hamas. Nu skal selvsamme mennesker så også frygte retslige konsekvenser for at være uenige i vores magthaveres valg af allierede. Det lugter mere af politistat, end det lugter af sunde demokratiske værdier.
Da jeg var på nogenlunde samme alder som den unge kvinde, trak Anders Fogh Rasmussen Danmark med i USA’s brutale krig mod Irak på baggrund af en løgn. Heldigvis kan jeg kigge mig selv i spejlet i dag og sige, at jeg var mere end bare skeptisk over for krigen.
Under ingen omstændigheder kunne jeg se nogen mening i, at USA igen igen skulle på imperialistisk eventyr uden den mindste tanke for de ubeskrivelige konsekvenser for civilbefolkning. Og jeg kunne da slet ikke se, hvorfor danske soldater skulle ned og arbejde for den amerikanske magtelites interesser.
Jeg er ret sikker på, at vi er en del fra modstanden mod Irak-krigen, som er glade for, at vi hverken havde Facebook eller et Danmark, der havde givet afkald på basale demokratiske rettigheder dengang.
Her er der tale om en ung kvinde, der ikke må stemme ved et folketingsvalg. Hun må ikke køre bil eller købe stærk alkohol. Et ungt menneske, der endnu ikke kan skrive under på en lejlighed eller få et dankort. Men ét ord efterfulgt af en smiley i et kommentarspor på Facebook er altså nok til at give hende en dom for noget så alvorligt som terrorbilligelse. Det er det rene vanvid.
Personligt tager jeg afstand til enhver form for angreb på civile. De demokratiske rettigheder opløses bare, når det bliver strafbart at ytre sig positivt om dem, vores regering ikke bryder sig om, mens det samtidig er åbent accepteret, at tidligere medlem af Folketinget og nuværende politisk kommentator på BT, Joachim B. Olsen, hylder israelske overgreb på civile, som “en velfortjent huskekage”.
For mig at se i øvrigt i højere grad en hyldest til vold og drab, der terroriserer mindst lige så meget som terrorangrebet den 7. – end den 16-åriges ultrakorte Facebook-kommentar. Ytringsfriheden er ikke absolut – sådan har det altid været – men når benyttelsen af lovgivningen bliver så politiseret, at fredelige demonstranter og unge mennesker på Facebook er nødt til at kigge sig over skulderen i frygt for ordensmagten, har vi bevæget os for langt væk fra demokratiets vej.
Når hele vores slæng af magthavere og mediefolk i samlet flok holder fast i støtten til Israel, mens krigsforbrydelserne og overgrebene fortsætter, og helt almindelige borgere på samme tid bliver straffet for at have sympati for modparten, er skellet mellem magten og folket simpelthen blevet for stort.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.