Oplæg og debat på baggrund af film
En solbeskinnet, varm sensommereftermiddag dannede en næsten fyldt sal i Øbrohuset i København rammen om en debat om kold krig og oprustning. Folkebevægelsen mod EU havde den 4. september sammen med græsrodsorganisationen Fredsministeriet indbudt til høring om det stadig mere udbyggede militære samarbejde i EU.
Invitation til at deltage med oplæg var sendt til politikere, forskere og repræsentanter for Forsvaret; men ingen af dem tog imod den eller mødte op. Deres fravær forhindrede dog ikke, at der blev fremlagt omfattende viden om udviklingen af den militære dimension af EU. Først med et oplæg af Folkebevægelsens forperson Susanna Dyre-Greensite, der gav en status på det militære samarbejde i EU-regi.
Man kan kun føle sig sikker, hvis naboen føler sig sikker.
Olof Palme
EU har med afsæt i Lissabontraktaten, der trådte i kraft i 2009, udviklet en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik, som fra næste år vil gøre EU til også en forsvarsunion. Den fælles forsvarspolitik bygger på flere komponenter.
Et forsvarsagentur placeret under EU-kommissionen skal gennem anbefalinger samordne medlemsstaternes forsvar. De kan ignoreres; men landene vil komme under pres fra Kommissionen for at følge anbefalingerne. Forsvarsagenturet styres af EU’s nye udenrigschef, Kaja Kalles fra Estland, hvor hun var den første kvindelige premierminister og har gjort sig bemærket som stærkt kritisk over for Rusland.
– At overlade forsvarspolitikken til Kaja Kalles og Forsvarsagenturet er bekymrende og udemokratisk, sagde Susanna Dyre og pegede på, at EU-parlamentet ingen indflydelse har på forsvarspolitikken. Den fælles forsvars- og sikkerhedspolitik har været under gradvis opbygning og vil føre til et fælles forsvar, når Det Europæiske Råd – stats- og regeringscheferne – ved enighed tager beslutning herom, hvilket måske vil ske inden for få år med klare anbefalinger til medlemsstaterne om at gennemføre de nødvendige forfatningsmæssige ændringer.
Kampenheder og missioner uden for EU
Selv om det har været talt om det i mange år, er der i dag ikke en egentlig EU-hær, understregede Susanna Dyre. Dog findes der i EU-regi allerede kampgrupper på 1.500 til 5.000 soldater fra forskellige af medlemslandene. Disse kampenheder har dog indtil videre ikke været sendt i kamp, men udgør en stor udgift.
Fremadrettet forventes kampenheder på op til 5.000 soldater at blive indsat i EU-missioner, der i de seneste år er blevet brugt af EU til indsatser af forskellig art rundt om på hele kloden, heriblandt at forhindre flygtninge i at krydse Middelhavet. Over for disse missioner, der kan have både civil og militær karakter, kan der nedlægges veto, hvilket dog undermineres af, at medlemsstaterne lægges under pres for ikke at benytte vetoretten. Missionerne kræver ikke et FN-mandat, som forudsætter overholdelse af menneskerettighederne.
Endnu en komponent i forsvarspolitikken er Forsvarsfonden, hvis formål er at fremme militærindustrien. Det lovmæssige grundlag for fonden er blevet til med udgangspunkt i en ekspertgruppe, hvor flertallet af medlemmerne var fra våbenindustrien. Det blev af danske politikere og myndigheder opfattet som industripolitik at bidrage og ikke som et forsvarsanliggende.
Via samarbejdsfunktionen PESCO (The Permanent Structured Cooperation) skal det sikres, at medlemslandene på 20 forskellige måder forpligter sig til at deltage i udviklingen af den militære kapacitet. Det kan blandt andet være et projekt om militær mobilitet, der skal standardisere og forenkle militærtransporter over landegrænserne og i Danmark giver sig udtryk i, at havnene i Esbjerg og Køge skal udbygges til at håndtere transport af militært materiel.
Yderligere et initiativ til at fremme våbenindustrien er den såkaldte fredsfacilitet, der muliggør eksport af våben til lande uden for EU. Ganske vist må EU ikke i sit budget afsætte penge til eksport af våben og kampudstyr til tredjelande. Derfor ligger denne fond uden for selve EU-budgettet og finansieres af penge direkte fra de enkelte medlemslande. Derfor har Danmark også før ophævelsen af forsvarsforbeholdet bidraget til dele af denne facilitet, der sender våben til ikke blot Ukraine, men en række lande verden over.
Danmark nu også med
Med afskaffelsen af forsvarsforbeholdet blev vejen åbnet for dansk deltagelse i EU’s militære opbygning; men det tog lidt tid at få løbet den danske medvirken i gang, fortalte høringens næste oplægsholder, Svend Erik Christensen. Der skulle gennemføres en del lovændringer, inden Danmark formelt kunne inddrages.
Danmarks første bidrag bestod i oktober 2022 af en helikopterlæge ved en militær operation i Bosnien-Herzegovina, og fra marts 2023 deltog Danmark i uddannelse af ukrainske soldater. Også fra marts 2023 indgik Danmark i Forsvarsagenturet og blev medlem af PESCO. I august samme år deltog Danmark i sit første møde i PESCO og kastede sig ind i projektet om militær mobilitet.
EU’s militære udbygning ligger på linje med, hvad der sker i NATO-sammenhæng – så sker der en koordinering mellem EU og NATO? Sådan lød et spørgsmål fra salen til Sven Erik Christensen, der ikke havde fundet dokumentation for en direkte formel koordinering. Man han fandt det påfaldende, at mange formuleringer i EU’s strategiske kompas er stort set enslydende med formuleringer i NATO’s strategi. Så en form for koordinering foregår formodentlig.
Dialog og forhandling som alternativ
Høringens sidste oplægsholder var Carsten Andersen fra Aarhus mod Krig og Terror samt Fredsministeriet. Hans tema var alternativer til oprustning – med dialog og forhandling som omdrejningspunktet. Tillidsskabende foranstaltninger er nødvendige, påpegede han med henvisning til Olof Palmes udsagn om, at man kun kan føle sig sikker, hvis naboen føler sig sikker.
Det er nødvendigt at forstå modpartens interesser og handlemuligheder. Derfor burde EU efter Carstens Andersens mening være villig til dialog og forhandling om en europæisk sikkerhedsaftale i stedet for at varetage USA’s og den amerikanske våbenindustris interesser. Netop den geografiske nærhed til Rusland gør det nødvendigt med en anden sikkerhedspolitik, da en krig med Rusland vil ramme Europa langt hårdere end USA.
Oprustning øger usikkerhed og krigsfare, samtidigt med at fokus flyttes fra grøn omstilling, og udvikling af våbenindustrien gøres til vigtige faktorer for økonomi og beskæftigelse. Vesten fortier og bremser fredsforhandlinger; men vi kan ikke være bekendt at lade krigen fortsætte, indtil den ene part vinder, lød det fra Carsten Andersen.
I sine afsluttende bemærkninger ved afrunding af høringen udtrykte også Susanna Dyre bekymring for den utryghed, som den øgede oprustning medfører. Hun så det sådan, at mens EU tidligere foregav at være fredens projekt, er frygt nu blevet drivkraften.
Høringen om EU’s militære samarbejde var optakten til en kampagne om EU og oprustning bestående af offentlige debatmøder landet over.
Link til denne artikel som Arbejderen har fået lov at bringe
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
