Dansk aktivist afsted
Politikere, der ønsker, at vi skal med i EU-militæret, taler om fred, sikkerhed og sammenhold mod den onde Putin og Rusland. Det taler til hjertet hos de fleste af os og gør det svært at tale mod at ophæve forsvarsforbeholdet og dermed imod at deltage i EU’s fælles militær.
Da det kan være en farlig vej at betræde, er det alligevel nødvendigt med et modsvar.
Når vi trods alt ikke uden videre sender hele den danske hær til Ukraine for at gøre fælles sag med ukrainerne mod Rusland, er det, fordi vi ved, at det er farligt i en så alvorlig sag kun at lytte til hjertet.
At sende vore egne unge ud i en krig – selv for en nok så god sag – er en beslutning, som vi selv må tage og selv bære ansvaret for.
Retten til selv at træffe denne beslutning risikerer vi at spille os af hænde, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Endemålet fremgår nemlig tydeligt af Lissabontraktaten: “at gennemføre………en fælles forsvarspolitik, som vil føre til et fælles forsvar……..og derved styrke den europæiske identitet og uafhængighed med det formål at fremme fred, sikkerhed og fremskridt i Europa og i verden som helhed”
Trods de kønne ord om fred, sikkerhed og fremskridt, tales der åbent i Bruxelles om, at målet er en “EU-hær”, og at “EU’s strategiske autonomi” skal forsvares. Det er altså ikke kun forsvar og derfor taler artikel 42 i Lissabontraktaten om, at “…. Unionen kan anvende disse (militære midler, min bem.) i forbindelse med opgaver uden for Unionens område…“
Selv om der er indbygget garantier om national accept på vejen mod målet (der skal være enstemmighed, hvilket er det samme vetoret), så kan det hurtigt skride. Det er min erfaringsbaserede frygt.
Og selv om der er indbygget garantier om national accept på vejen mod målet (der skal være enstemmighed, hvilket er det samme vetoret), så kan det hurtigt skride. Det er min erfaringsbaserede frygt. Sådan er det nemlig hidtil gået i EU: når vi først har sagt ja, går det derud med yderligere magtoverdragelse. Det startede i 1972 som EF, som vi fik at vide var et handelssamarbejde. Så tog det navneforandring til EU-unionen, da der kom fælles politik ind i billedet. Men det skulle vi ikke tage os af, “unionen var stendød” – vi havde jo vetoretten. Ja, og det havde vi da også, indtil den forsvandt nogle få år senere med den nuværende EU-traktat.
Siger vi nu JA til at afskaffe forbeholdet, er der ikke noget krav om folkeafstemning til de næste skridt. Dem kan politikerne selv tage bid for bid i henhold til grundlovens paragraf 20. Og mon det så ikke bliver en fortsættelse af den hidtidige fortælling? Danmark har faktisk aldrig brugt vetoretten til for alvor at sætte hælene i. Og selv om “vi sidder med ved bordet” i EU’s militærsamarbejde, tør lille Danmark så sige NEJ, hvis et flertal med de store lande som Tyskland og Frankrig i spidsen en dag foreslår en EU-hær?
Og hvis (når?) målet nås, kan det ende med, at det EU-ledelsen, der – uden personligt at stå til ansvar overfor vælgerne og det danske folk – kan sende vore unge mænd i kamp for at sikre EU’s interesser – som de selvsamme beslutningstagere nu vælger at definere disse interesser.
Selv om vi i NATO også risikerer at skulle i kamp, er det noget andet. Det er for det første en FORSVARSPAGT med en musketer-ed: Alle for en og en for alle. Og for det andet hviler den på et fast fundament: USA. Og tjener derfor i sandhed sikkerhed og fred – som når en lille 7-årig har en storebror, der er bokser, med i skolegården. Og for det tredje er den baseret på en mellemfolkelig aftale. NATO er ikke en overnational politisk union, men handler alene om forsvar af territorial selvbestemmelse. Modsat EU -der en politisk og overnational union.
NATO med USA i spidsen her vist sin robusthed – uanset hvor forskellige præsidenterne end har optrådt. Og Storbritannien, der nu er et selvstændigt land udenfor EU, er jo også med i NATO.
Lad os derfor holde fast ved NATO alene. Med hjerte og forstand.
EU-militær er nemlig efter min mening slet ikke et supplement til NATO, men en unødvendig komplikation eller konkurrent, som vil tage penge og kræfter væk fra det danske forsvar, som kan tage suverænitet fra os, og som vil føre til skænderi mellem de 27 medlemslande – hvis interesser og uenigheder stritter i alle retninger – hver gang man skal træffe beslutninger på det militære og på det sikkerheds- og det udenrigspolitiske område.
EU dur derfor ikke til at agere internationalt (eksempelvis Jugoslavien). Og præcist derfor vil der blive et pres på, at EU-unionen får en stærk ledelse, så de irriterende nationalstater ikke længere spiller en rolle med hensyn til militær, sikkerhed og udenrigspolitik.
PS. Jeg har den dybeste respekt for jer, der efter alvorlig eftertanke mener, at vi skal med i EU’s militær. Når jeg skriver “alvorlig eftertanke”, er det fordi, det er en alvorlig beslutning. Vi rører ved kernen af den nationale selvbestemmelse, som nævnt udenrigspolitik, sikkerhedspolitik og rådighed over eget militær. Og vi nærmer os en EU-union med medlemslandene som delstater. Formålsparagraffen (og dermed kursen fremover) er nemlig overnational og aktivistisk, hvor NATO’s formål udelukkende er forsvar.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
