I mine bøger har jeg beskæftiget mig indgående med virkningerne af EU. I den nyeste ´Demokrati eller oligarki?´ har jeg samlet Hans Scherfigs essays fra 1970´erne, og sat dem sammen med mine egne fra oo´erne.
Der er en forbløffende lighed mellem de grundlovsbrud som Scherfig skildrer, og dem som vi har oplevet med to afstemninger om Maastricht-traktaten, dvs. om Den europæiske Union. Du kan se bogen på bibliotek.dk
Kritik af EU er et særsyn i medierne. Problemer af den ene eller anden art bliver aldrig kædet sammen med vores medlemskab af EU.
Lad os begynde med kræftsagen fra Aarhus, hvor cirka 300 mennesker er blevet forhindret i at få den livsvigtige behandling, de har krav på.
Medierne fokuserer på ledelsesmæssige svigt i regionen og på Aarhus Universitetshospital, men ikke på de økonomiske rammer som regionerne er underlagt.
EU dikterer, at de offentlige udgifter ikke må stige mere end 2 procent årligt. Hvordan skal det kunne løbe rundt med en inflation på cirka 10 procent?
Ligeledes lægger budgetloven stramme rammer for kommunernes budgetter, der betyder store besparelser på de sociale og uddannelsesmæssige udgifter.
Socialt er EU også en katastrofe. Et meget stort antal danskere er på psykofarmaka, og tallet er stigende. Unge begår selvmord i desperation over deres manglende muligheder uddannelsesmæssigt eller manglende muligheder for en praktikplads.
Dagligt hører vi om “hændelser” på banestrækningerne, hvor der sker personpåkørsel, det vil sige mennesker, der begår selvmord ved at kaste sig ud foran et tog.
Vi ser også et stigende pres på arbejdere og ansatte i den offentlige sektor. Pensionsalderen sættes op, efterlønnen afskaffes og erstattes af Arne+, der så forvandles til Arne- og så videre.
Medlemskabet af EU lever ikke op til de løfter, der blev givet i 1972, tværtimod. Det er ved at udvikle sig til et rædselsscenarie.
Mennesker går ned med stress på jobbet og får ødelagt deres liv eller får langvarige sygefravær.
Det er naturligvis kun enkelte eksempler, listen over de sociale konsekvenser af EU kunne gøres meget længere.
Som det sidste eksempel på vilkårene i EU vil jeg nævne de økonomiske. Reglerne om at udlicitere opgaver over en vis størrelse i EU-licitation har betydet, at mange danske arbejdspladser er blevet lukket.
Et klassisk eksempel er lukningen af Scandia i Randers og Frichs i Aarhus. I stedet købte DSB toge i Italien, der ikke kunne køre og måtte skrottes. Andre blev bragt til at køre efter utallige reparationer med nedsat motorkapacitet og en rumlen, der gør det til en pestilens at køre med togene.
Det var det italienske Ansaldo Breda, som var leverandør, men som aldrig er blevet stillet over for et erstatningskrav.
Byggeriet af supersygehuset Aalborg Universitetshospital er ramt af en skandale. Efter en periode med kraftige regnskyl har man fundet ud af, at der trænger vand ind gennem murstenene hele 110 steder, hvilket blandt andet giver vand på gulvet. Der er fundet vand på blandt andet intensivstuer.
Endnu et eksempel på et byggeri som var udbudt i EU-licitation, og som vi som skatteydere må betale udgiften for langvarige udbedringer af de store regninger, som reparationerne vil medføre.
Virkningerne af privatiseringer på en lang række områder har også meget dårlige virkninger for borgerne. Nedlæggelse af urentable bus- og banestrækninger, forringet service i kommunerne over for de borgere der må bruge privat hjemmepleje. Der er en række eksempler på, hvordan de går konkurs, og regningen så sendes videre til kommunen.
Tænk på skandalesagen om ambulancetjenesten i Region Syd, der blev udliciteret til et hollandsk selskab. Det kostede regionen flere hundrede millioner i ekstra udgift.
Summa summarum, medlemskabet af EU lever ikke op til de løfter, der blev givet i 1972, tværtimod. Det er ved at udvikle sig til et rædselsscenarie. Vi må styrke kampen for at komme ud af EU og skabe større opmærksomhed om Folkebevægelsen mod EU!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.

