Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Opioidkrisen er ikke kun et amerikansk mareridt. Den er her – midt i vores hverdag – og den rammer bredt: unge, voksne og ældre. Flere og flere bliver afhængige af stærk medicin, der både udskrives i sundhedsvæsenet og flyder frit på gadehjørner, i kiosker og på sociale medier. Bag tallene står virkelige mennesker, hvis liv og fremtid bliver ødelagt.
Det er ikke den enkeltes skyld. Når en 17-årig tror, han tager en pille “bare for at slappe af”, eller en voksen ender fanget efter en sygehusindlæggelse, er det systemet og samfundet, der svigter. Vi kan ikke overlade mennesker til en hverdag, hvor afhængighed bliver en fælde.
Jo flere der ved, hvor farlige opioider er, jo bedre kan vi beskytte hinanden.
I sidste års budgetforlig i Region Hovedstaden krævede vi socialdemokrater handling. Derfor vedtog vi i maj 2025 en handleplan mod opioidafhængighed. Den skal sikre mindre udlevering fra hospitalerne, bedre kontrol med receptudskrivning, oplysning på ungdomsuddannelser og et tættere samarbejde mellem hospitaler, kommuner og praktiserende læger.
Opioiderne “dukker” ikke bare op i kioskmiljøer eller på sociale medier. Bag står organiserede kræfter, der kynisk udnytter unges uvidenhed og voksnes sårbarhed. Det er en industri, der tjener penge på menneskers afhængighed og lidelse. Derfor er det ikke kun et sundhedsproblem, men også et socialt og kriminalpolitisk spørgsmål. Her kræves både politiindsats og internationalt samarbejde – men også, at vi som samfund står sammen i solidaritet med dem, der rammes.
Solidaritet og viden
At tale om opioidkrisen er i sig selv en solidarisk handling. Jo mere åbent vi tør diskutere afhængighed, jo lettere bliver det at bryde tabuet og hjælpe dem, der kæmper. Det er afgørende at sprede viden om, hvor stærkt vanedannende disse stoffer er. De skal ikke bruges for sjov, og ingen skal tage dem uden at ane, hvilken risiko de løber.
Derfor er min appel også: Tal om det derhjemme, på jeres arbejdspladser og i jeres fællesskaber. Jo flere der ved, hvor farlige opioider er, jo bedre kan vi beskytte hinanden.
Opioider har en vigtig plads i behandlingen af patienter med svære smerter. Netop derfor må vi insistere på, at de bruges rigtigt – til dem, der har brug for dem – og ikke som en farlig smutvej ind i afhængighed.
Der er brug for at gå længere:
- Et nationalt videns- og netværkscenter der kan samle erfaringer, styrke fagligheden og sikre, at viden når hele vejen ud i praksis.
- En styrket substitutionsbehandling så mennesker i afhængighed får reel og hurtig adgang til hjælp – tæt koblet til både socialområdet og psykiatrien.
Fællesskab frem for ligegyldighed
Opioidkrisen rammer skævt. Den rammer unge uden viden, familier i pressede boligområder, mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og patienter, der i forvejen kæmper med sygdom. Derfor er det et spørgsmål om lighed og retfærdighed, hvordan vi reagerer.
Som socialdemokrat og regionsrådskandidat i Region Østdanmark vil og kan jeg ikke acceptere, at mennesker mister livet, mens vi ser til. Ethvert liv, der reddes, er en sejr for fællesskabet. Derfor er tiden til handling ikke i morgen. Den er nu.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.