Kommentar
Når man kigger ud i verden, er det svært ikke at blive trist – for verdensfreden og på demokratiets vegne.
Der er stadig krig i Ukraine og dermed krig på europæisk jord. Der er krig i Mellemøsten på grund af en årelang konflikt mellem Israel og Palæstina – som desværre har resulteret i civile tab på begge sider. Og nu er der sgu også krig i Iran, der forhåbentlig fører til et tiltrængt opgør med det iranske præstestyre. Men det er samtidig en krig, der potentielt kan føre til en ny energikrise. Og det er en krig, hvor det virker lidt, som om USA/Trump ikke rigtig har en plan for krigen.
Vi kigger på en verden med en utilregnelig Donald Trump i vest, en aggressiv Putin i øst, Hamas i Palæstina, Netanyahu i Israel og et stokkonservativt præstestyre i Iran. Ja, listen kunne desværre være meget længere, hvilket ikke ligefrem gør det bedre…
Et styrket nordisk samarbejde både kan og bør komme arbejderklassen til gavn!
På den ene side har man mest af alt lyst til at grave sig ned under dynen, tage en lang lur og håbe, at verden er blevet et bedre sted, når man vågner. Men det er selvfølgelig ikke en løsning på noget som helst. Og det er heller ikke en løsning, jeg vil anbefale.
Vi befinder os i sandhed i usikre tider. Og som statsminister Mette Frederiksen har sagt flere gange, så eksisterer verdensordenen, som vi kender den, ikke længere. Well, det er jo svært at være uenig i den analyse. Og selvom vi altid siger, at USA er en af Danmarks tættest allierede, så kan vi ikke længere regne med USA – især ikke når der sidder en galning i Det Hvide Hus som amerikansk præsident og som “leder af den frie verden”.
Et af (mod)svarene til en verdensorden i opbrud er et stærkt EU og et mere forpligtende europæisk samarbejde – fordi Europa skal stå mere i egen ret. Opbakningen til vores EU-medlemskab har vel heller aldrig været højere blandt den danske befolkning – og med god grund. Personligt betragter jeg hverken mig selv som EU-jubeloptimist eller glødende europæer. Men jeg er (naturligvis) tilhænger af dansk EU-medlemskab.
Som arbejder, faglært, lønmodtager og fagligt aktiv tillader jeg mig dog stadig at have en vis EU-skepsis, når det gælder arbejdskraftens fri bevægelighed, fair konkurrence, grundlæggende lønmodtagerrettigheder og beskyttelse af den danske model. For hvis der ikke er styr på de ting, så ved vi godt, hvad konsekvenserne er – især i byggeriet. Nemlig en åben ladeport for social dumping og arbejdslivskriminalitet. Det vil vi ikke acceptere!
Selv de største EU-modstandere og de mest EU-kritiske stemmer på venstrefløjen må dog efterhånden kunne se både værdien og logikken. Og anerkende at det trods alt er en klar fordel for et lille land som Danmark at være en del af et samarbejdende og forpligtende europæisk fællesskab. Det samme gælder i øvrigt i forhold til NATO.
Men EU er ikke det eneste (mod)svar til en verdensorden i opbrud. Vi bør også have et større, stærkere og mere forpligtende samarbejde i Norden. Vores arbejdsmarkedsmodeller minder om hinanden og har skabt gode løn- og arbejdsvilkår samt vækst og velstand. Og de har bidraget til en forholdsvis høj grad af lighed i de nordiske lande, hvor ikke bare vores arbejdsmarkedsmodeller, men også vores samfundsmodeller ligner hinanden.
De nordiske lande har nogle fællestræk – både geografisk, historisk, kulturelt, politisk og demokratisk. En stærkere nordisk alliance (også internt i EU) kunne være godt for for eksempel arbejdsmarkedspolitik, sikkerhedspolitik og andre politikområder. Men også i forhold til demokratisk oprustning i en tid, hvor demokratiet desværre er på tilbagetog i hele verden.
Lige nu er der folketingsvalg i Danmark. Men uanset hvordan stemmerne og mandaterne fordeler sig efter folketingsvalget, så bør en ny regering trække i arbejdstøjet for at styrke båndene mellem de nordiske lande.
Det kan nemlig også have – positiv – betydning for vores arbejdsmarked. Og et styrket nordisk samarbejde både kan og bør komme arbejderklassen til gavn!
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
