Told og investeringer
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Venstrefløjen i Danmark står i en kritisk historisk situation. Verden omkring os præges af eskalerende konflikter, militarisering, social nedskæring og klimakrise. De herskende politiske kræfter tilbyder ingen løsninger – kun mere af det samme: oprustning, neoliberalisme og velfærdsforringelser. Samtidig vokser den folkelige frustration og mistillid.
Meningsmålinger viser, at et flertal af befolkningen tager afstand fra den israelske stats folkedrab og krigsforbrydelser i Gaza, hvilket vidner om en voksende folkelig solidaritet med det palæstinensiske folk.
Vent ikke på de perfekte forhold – skab dem gennem kampen!
Lenin
Samtidig møder Donald Trumps imperialistiske ambitioner om at overtage Grønland massiv modstand, hvilket bidrager til en øget kritik af USA’s planer om militære tilstedeværelse og baser i Danmark.
Denne udvikling skaber en strategisk mulighed for at rejse en antiimperialistisk og antikapitalistisk dagsorden i dansk politik.
Men denne mulighed hæmmes af en langvarig og strukturel svaghed: Venstrefløjens opsplitning i små, ideologisk afgrænsede grupper, der hver især kæmper for at definere den sande socialisme.
I denne brydningstid må den antikapitalistiske og antiimperialistiske venstrefløj stille sig selv et afgørende spørgsmål: Vil vi forblive fragmenterede og marginaliserede – eller vil vi tage skridtet mod fælles organisering og politisk slagkraft?
Fragmenteringen forhindrer kampkraft
Venstrefløjens største svaghed i dag er ikke mangel på idéer – men mangel på enhed. Denne opsplitning er ikke blot et organisatorisk problem – det er en politisk barriere for fælles handling.
Sekterisme er ikke et spørgsmål om moral, men om en praksis, hvor snævre særstandpunkter sættes over arbejderklassens kollektive kampkraft.
Den organisatoriske opsplitning i talrige små partier, grupper og netværk gør det umuligt at mobilisere på et niveau, der matcher de samfundsmæssige udfordringer. Hver gruppe fastholder sine egne analyser, dogmer og – ofte historisk funderede – tolkninger og bruger dem som begrundelse for at afvise tættere samarbejde.
Denne praksis er et udtryk for det, marxister kalder sekterisme. Sekterismen fører til, at grupper nægter at indgå i organisatorisk enhed, fordi de anser deres forståelse af for eksempel socialisme, revolution eller historiske erfaringer som uforenelig med andres.
På den måde prioriterer de deres egne fortolkninger og analyser af begivenheder, som uundgåeligt afspejler virkeligheden, frem for de tydelige klasseinteresser, der gør sig gældende for arbejderklassen.
Det udvikler sig til en blindgyde og en kompliceret labyrint, hvor venstrefløjen bruger mere energi på at definere sig i opposition til hinanden end på at opbygge styrke mod kapitalismen, NATO og EU.
Sekterismen lever, når små grupper hver især mener, at deres analyse af Cuba, Kina eller Sovjet gør dem til “de rigtige” socialister. Imens sejrer højrefløjen, fordi den er samlet i én klar klassekamp for profit og undertrykkelse.
Gamle skillelinjer må ikke splitte nutidens kamp
Ingen betvivler, at der findes reelle strategiske uenigheder. Men det er en fejltolkning af marxismen at ophøje disse uenigheder til uoverstigelige hindringer for organisatorisk samling.
Marx og Engels udarbejdede aldrig et manuskript eller en manual for, hvordan socialismen konkret skal opbygges. I stedet for at gå i gang med en konkret analyse af konkrete situationer fastholder visse grupper sig i en bestemt fortolkning af socialismen.
Når en bestemt fortolkning først har manifesteret sig og er blevet internaliseret, får den næring af sekterisme. Som følge heraf afvises idéen om enhed, fordi andre ikke lever op til ens egen forestilling om, hvordan socialismen bør se ud.
Marx og Engels insisterede på, at arbejderklassens enhed var vigtigere end gruppers teoretiske renhed. I Det Kommunistiske Manifest lød opfordringen ikke: “Proletarer i alle lande, diskutér jeres forskelle i en evighed først”, men: “Proletarer i alle lande, foren jer!”
Hvad gavner det arbejderklassen, hvis vi bruger mere tid på at diskutere, om Cuba er ‘ægte socialistisk’, end på at organisere kampen mod NATO’s krige eller Danmarks imperialistiske rolle?
Rosa Luxemburg advarede mod, at revolutionære risikerer at blive ‘revolutionens bibliotekarer’ – mere optagede af at katalogisere fortidens fejl end af at kæmpe i nutiden.
I revolutionens historie har netop fleksibilitet og evne til konkret analyse været styrken ved succesrige bevægelser. Bolsjevikkerne i Rusland arbejdede side om side med anarkister og ikke-bolsjevikiske socialister i sovjetter og fabrikskomitéer.
Før den påtvungne borgerkrig og imperialismens angreb på den russiske revolution søgte man at samle flest mulige under en fælles strategi. Det var evnen til konkret enhed i praksis – ikke ideologisk enshed – der banede vejen for arbejdermagt.
Det er korrekt, at Lenin tog et nødvendigt opgør med reformismen, netop fordi den udsprang fra petitbourgeoisiet og dets ideologi. Men dette historiske opgør skal ikke anvendes i dag til at fastholde uforenelige positioner om fortidens revolutionære definitioner, som ikke har nogen praksisorienteret relevans i nutidens fragmenterede venstrefløj.
At gøre gamle teoretiske skillelinjer absolutte og afvise en fremtidig enhed er dogmatisk og ude af trit med de behov, som arbejderklassen og andre undertrykte grupper står overfor i dag.
Vi må videre end snak – enhed kræver handling
Nogle foreslår i dag “åbne fora” som løsningen: Steder hvor forskellige grupper kan debattere og udveksle idéer. Det lyder imødekommende – og kan også være nyttigt.
Enhver plan for fremtidig enhed begynder med konkrete fælles handlinger i tæt samarbejde med hinanden, og på den måde udgør det et skridt i den rigtige retning. Men alene er det ikke nok. Det er derfor helt forkert på forhånd at afvise tanken om enhed.
For hvis ingen er forpligtet til at handle sammen, hvis samarbejdet ikke rækker længere end debatter og fælles oplæg, ender forummet som en snakkeklub uden retning.
Det er forståeligt i en tid præget af nederlag og ideologisk forvirring, men som marxister må vi spørge: Hvad er formålet med samarbejdet? Er det blot at arrangere enkelte aktioner og dele oplægsholdere? Eller er målet at opbygge en ny kollektiv politisk kraft, der kan konfrontere kapitalens magt og det imperialistiske apparat?
Man skal kunne skelne mellem det væsentlige og det mindre væsentlige og optimere sine ressourcer. På den måde kan man prioritere den store opgave, vi står overfor lige nu. Det udelukker ikke, at man sideløbende kan forsøge at rammesætte både historiske uenigheder og fremtidige visioner.
Historien viser, at store sejre for arbejderklassen er opnået gennem fælles organisatoriske strukturer. Det kræver klare rammer, gensidige forpligtelser og fælles strategi.
Se blot på erfaringerne fra Frankrigs Nouveau Parti Anticapitaliste eller britiske Left Unity – projekter, der havde potentiale, men som aldrig tog skridtet fra forum til fast organisatorisk struktur og derfor svækkedes og forsvandt.
Enhed kræver kompromis – ikke ideologisk renhed
Der er en udbredt frygt for, at organisatorisk samling vil føre til ideologisk ensretning. Men det er en falsk modsætning. Det er muligt at samle kræfter uden at udslette forskelle.
Venstrefløjens historie i Danmark rummer konkrete eksempler på, at fuld afklaring af alle ideologiske og internationale spørgsmål ikke er en forudsætning for enhed. DKP har endnu ikke et entydigt standpunkt i forhold til Kinas rolle i verden, men denne uenighed har ikke forhindret partiet i at tage skridt mod samling.
Tilsvarende var det heller ikke en let proces for Kommunistisk Parti at udvikle sig til den samlende kraft, det i dag udgør som den stærkeste ikke-reformistiske venstrefløj i Danmark. Enhedsprocesser kræver, at man sluger nogle kameler og udviser reel vilje til kompromis. Når den politiske vilje er til stede, findes der også en vej.
I forlængelse af de to ovenstående eksempler bør man tage afsæt i de steder, hvor en samling er mest umiddelbart mulig. Det vil sige, at den kommunistiske del af venstrefløjen kan tage initiativ til en samlingsproces, ligesom den trotskistiske del kan begynde en fælles bevægelse mod enhed.
Der er ingen nytte – hverken for arbejderklassen eller for de bredere, underprivilegerede lag i samfundet – i, at små grupper på 50-60 personer hver især hæger om deres rethaveriske særstandpunkter. Det, der er brug for, er en samlet, handlekraftig venstrefløj med klassekampens interesser i centrum.
En politisk alliance kan – og skal – rumme pluralisme, så længe den bygger på nogle fælles grundpiller. Det afgørende er, at grupper og individer er villige til at acceptere, at taktiske og teoretiske forskelle ikke nødvendigvis behøver at forhindre fælles kamp.
Der er naturligvis forskel på uenigheder, der er principielle og dem, der er taktiske. Nogle uenigheder kan forenes i praksis – andre ikke.
Men pointen er, at venstrefløjen i dag ofte behandler alle uenigheder som principielle – og dermed som uforenelige. Det er denne uvilje, som forhindrer enhver reel enhed.
Uenigheder, uanset hvor dybe og alvorlige de måtte være, bør ikke forhindre samling, så længe de ikke er antagonistiske. Og man må sige, at antagonistiske uenigheder har rødder i ideologiske forskelle mellem forskellige klasser og ikke er et udtryk for divergerende aspekter, som udspringer fra den samme klasseperspektiv og klasseinteresse.
Vi må forstå, at ingen alliance nogensinde vil være 100 procent enig i alt. Det, der skal samles omkring, er ikke detaljeret enighed om alle verdenshistoriske spørgsmål, men fælles modstand mod kapitalens og imperialismens offensiv.
Den parlamentariske fælde
Et centralt spørgsmål er forholdet til parlamentarisme. Nogle frygter, at et nyt projekt vil blive endnu et “socialdemokrati nummer tre”.
Men den virkelige fare er ikke, at venstrefløjen bliver for parlamentarisk – den er, at den bliver for svag til at udfordre systemet overhovedet. Enhedslistens fejl ligger ikke i at deltage i valg, men i at ofre den principielle modstand mod kapitalismen og forlade sit antiimperialistiske ståsted.
Modstanden mod parlamentarisme må ikke blive en undskyldning for at forblive i marginalen. Revolutionære skal bruge alle arenaer – gadeprotester, faglig kamp, og valg – til at udfordre magten. Om Rusland før revolutionen sagde Lenin: “Et monarki med et parlament er at foretrække frem for et uden.”
Et revolutionært projekt må bruge alle midler, men uden illusioner om systemets vilje til forandring. Trotsky skrev engang før Oktoberrevolutionen: “Vi går ikke ind i parlamentet for at følge de borgerlige spilleregler, men for at sprænge det i luften indefra.”
Kampens sande centrum ligger i de sociale bevægelser, på arbejdspladserne, i gaderne – ikke i Folketingets kompromiser. Den parlamentariske arena kan aldrig være hovedskuepladsen for systemisk forandring, men det er en taktisk fejl at afvise den kategorisk.
Tid til handling – vi har brug for en ny alliance
Vi står i dag i en situation, hvor store dele af arbejderklassen og radikaliserede unge søger et alternativ. I denne situation er der en voksende erkendelse blandt mange aktivister og organisationer om behovet for en ny, konsekvent venstrefløj.
Mange har vendt ryggen til Enhedslisten, som med sin voksende tilpasning til parlamentarismens logik ikke længere tilbyder et reelt brud med kapitalismen. Den politiske hjemløshed vokser. Et forum er ikke nok – vi må tilbyde en ny organisatorisk og ideologisk ramme, som har modet til at sige: Vi vil ikke bare protestere. Vi vil vælte systemet.
Hvis en ny samlet venstrefløj skal lykkes, kræver det en platform, der balancerer klarhed og rummelighed. Den må være bred nok til at inkludere forskellige socialistiske og ikke-reformistiske strømninger – men klar nok til at adskille sig fra reformistiske og systembevarende kræfter.
Vi foreslår følgende grundprincipper:
– Et brud med reformisme – en forståelse af, at systemet ikke kan forandres indefra, men må konfronteres gennem kollektiv modmagt.
– Antikapitalisme og arbejdermagt – en strategi, der sætter arbejderklassens kollektive interesser i centrum, og som sigter mod afskaffelse af privat ejendomsret over produktionsmidler.
– Internationalisme og antiimperialisme – en konsekvent modstand mod NATO, EU og alle former for undertrykkelse af det globale syd.
– Solidaritet med Palæstina og undertrykte folk – en praksis, ikke bare et slogan.
– Antimilitarisme og afvisning af oprustning – mod krigsforberedelser, våbenindustri og dansk militær deltagelse i udenlandske missioner.
– Klima, klasse og velfærd – en grøn klassekamp for et systemskifte, der sætter mennesker og miljø over profit.
En sådan platform skal ikke være et færdigt program, men en start. Et udgangspunkt for at aktivister og organisationer kan tilslutte sig og arbejde sammen – uden at give afkald på retten til intern uenighed og debat.
Dialektikken mellem teori og praksis
Det er rigtigt, at vi lige nu antager, at vi har en fælles forståelse af forskellige begreber. Det har vi selvfølgelig ikke. Mange centrale begreber herunder arbejderklasse, imperialisme, proletariatets diktatur, demokratisk centralisme, klasse, kapital, stat, revolution kræver en afgrænsning og teoretisk afklaring under nutidens vilkår:
Klimakrisen, digitaliseringen, den neoliberalistiske globalisering og identitetspolitikkens udfordringer. Uden en stringent definition risikerer disse termer at blive misforstået eller tømt for deres revolutionære indhold.
Derfor er begrebsafklaring ikke kun en teoretisk øvelse, men en nødvendig praksis for enhver revolutionær bevægelse. Men løsningen er ikke en endeløs semantisk diskussion, men en forståelse af dialektikken mellem praksis og teori.
Fra et marxistisk perspektiv er forholdet mellem praksis og teori et dialektisk og iterativt forhold. Teori udspringer af praksis – af menneskets konkrete erfaringer i kampen mod udbytning og undertrykkelse – men den vender altid tilbage for at vejlede og udvikle praksis.
Det er gennem handling, at teori bliver testet, bekræftet eller forkastet, og det er gennem kritisk refleksion over erfaringer, at ny teori opstår. Denne proces er hverken lineær eller afsluttet. Den kræver løbende selvkritik, kollektiv læring og evnen til at justere strategier i lyset af nye betingelser.
For Lenin var revolutionær forandring altid et spørgsmål om organiseret, strategisk praksis – hvor teorien leverer redskaberne, men kun praksis afgør, hvordan de skal bruges.
Denne dialektik er uundværlig, hvis venstrefløjen skal bryde med både voluntaristisk aktivisme og akademisk passivitet. Lenin siger: “Uden revolutionær teori, ingen revolutionær praksis – men uden revolutionær praksis, ingen sand teori.”
Konklusion: Enhed i praksis trods uenigheder
De objektive betingelser for opbrud er til stede: Klimakrise, økonomisk usikkerhed, militarisering, sociale opbrud. Men de subjektive betingelser – en organiseret, bevidst venstrefløj – mangler stadig. Det er ikke nok at kritisere det eksisterende. Det er heller ikke nok at tale om “langsigtet opbygning” uden handling i nuet.
De unge, de undertrykte og arbejderne, som i dag søger efter alternativer, har ikke brug for endnu en intern debat. De har brug for politisk retning, kollektiv styrke og organisatorisk slagkraft. Hvis vi ikke handler nu, risikerer vi at miste et historisk momentum.
Venstrefløjen må forstå, at perfektion er fjenden af det nødvendige. Marxister må være historisk konkrete: Vi lever i en overgangstid, hvor gamle strukturer bryder sammen, og hvor muligheder for forandring åbner sig. Men uden handling vil disse muligheder lukkes igen.
For nogle er et idealistisk ønske om ‘flad’ organisering og åben debat tilstrækkeligt, men dette kan i værste fald være en afvisning af nødvendigheden af en revolutionær fortrop. Uden en klar organisatorisk kerne – bliver selv de mest energiske kampe fragmenterede og hurtigt opslugt af systemets mekanismer.
Hvordan spiser man en elefant? I små bidder. Fælles handlinger og organiseret modstand er vejen til den enhed, vi skal bruge. Enhed skabes i kamp – ikke i tomme ord. Hvordan denne enhed præcis skal formes, er en levende diskussion, men én ting er sikkert: Uden handling, ingen fremtid.
Hvis nogle af venstrefløjens organisationer føler sig mere trygge ved at indgå i en sådan enhed, hvis de samtidig kan bevare deres hidtidige strukturer, kan idéen om en slags ‘Enhedslisten 2’ – men med en klar ikke-reformistisk profil – være en frugtbar vej at gå.
Det værste, man kan gøre, er at afvise kompromiser og danne endnu en lille rethaverisk gruppe, der yderligere fragmenterer en i forvejen splittet venstrefløj – alt sammen i forsøget på at bevare ideologisk renhed.
Lad os derfor danne en ny venstrefløjsalliance, der kan:
– Udvikle en antikapitalistisk og antiimperialistisk massebevægelse med arbejderklassen som kerne.
– Mobilisere massiv modstand mod EU, NATO og Danmarks krigsindustri og dansk krigsdeltagelse.
– Organisere strejker, blokader og massiv social modstand mod velfærdsnedskæringer.
– Være solidarisk med Palæstina og alle antiimperialistiske frigørelseskampe.
Vi skal i gang. Hvert eneste spildt sekund kan koste arbejderklassen, de undertrykte og de mindrebemidlede dyrt. Som Lenin sagde: “Vent ikke på de perfekte forhold – skab dem gennem kampen!”
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
