Den offentlige sektor anno 2024
Jeg efterlyser en reaktion ra Arbejderen på, at facebook sletter henvisninger til mine kommentarer på debatsiden.
Det er censur som ikke er tilladt i Danmark!
Log ind for at svareMainstreamfortællingen er, at det alene er despoten Putin, som er skyld i krigen i Ukraine. Men er det nu helt rigtigt? Der er ingen tvivl om, at det konkrete ansvar for Ruslands invasion af Ukraine er den russiske herskende klasses med Putin i spidsen. Men det er ikke altid den, der fyrer den første kanon af, som alene er skyld i en krig. Krigen kom ikke bare ud af det blå, men har sin baggrund i mange års imperialistiske rivalisering mellem Rusland og NATO.
Det er en realitet, at NATO’s og EU’s ekspansion og inkorporering af de fleste tidligere “østeuropæiske” lande var drevet af USA under Bill Clinton og George H. W. Bush efter Sovjetunionens kollaps i 1990. Formålet var at udvide den vestlige imperialismes magtpositioner dybere ind i det eurasiske kontinent.
Denne politik brød med de løfter, der blev givet til Mikhail Gorbatjov, den sidste præsident for det daværende USSR af USA’s statssekretær James Baker i 1990, hvor Moskva accepterede, at et genforenet Tyskland kunne indtræde i NATO.
Måske ønsker de at føre Rusland helt ned under gulvbrædderne. Prisen betales af den ukrainske og russiske befolkning.
En svag russisk økonomi og en forældet hær fik Jeltsin og senere Putin til at bejle til Vesten og NATO. Først under Bill Clinton og senere under George W. Bush. Begge gange blev bejleri afvist. Daværende generalsekretær for NATO, britiske George Robertson, har i podcasten One Decision fortalt, at Putin i 2000 ved deres første møde gjorde det klart, at han ønskede at være en del af det vestlige Europa. Putin så skriften på væggen. Rusland måtte opruste og skabe en moderne fungerende hær, hvis ikke Rusland skulle køres helt bagud af dansen i den imperialistiske rivalisering.
Vestens optrapning i Østeuropa
Allerede i 00’erne begyndte NATO meget aktivt at planlægge opstilling af Aegis raket-“forsvars”systemet rettet imod “truslen” fra russiske kortdistance- og mellemdistanceraketter i Central- og Østeuropa. Polen, Litauen og Rumænien blev meget vigtige militære NATO-baser klos op ad Rusland.
George Bush junior pressede på, og i 2008 erklærede NATO, at Ukraine og Georgien kunne blive medlemmer af NATO. Putins respons var en fire-dages krig i Georgien, som førte til en ”frossen konflikt” med russisk militærstøtte til en løsrivelsesenklave i landet. Det er den samme taktik, som Putin har brugt over for Ukraine siden 2014.
Maidan-oprøret i Ukraine i 2014 gennemtvang et regimeskift fra den neutrale, men russiskvenlige præsident Janukovitj til et mere EU-venligt regime under chokoladekongen Porosjenko. Det fik Putin til at annektere Krim og støtte separatister i Donetsk og Lugansk. På den måde kunne Ukraine holdes uden for NATO, da NATO ikke optager lande, hvor der er væbnet konflikt.
Valget af Zelenskyj i maj 2019 bebudede dog en meget mere aggressiv pro-NATO/EU-regering, som ønskede at trække Ukraine helt ud af Moskvas interessesfære. Oprøret i Belarus var endnu et tegn på, at bufferstater var ved at krakelere, og NATO’s missiler ville kunne omringe Rusland.
Det er sandsynligvis disse begivenheder, som har forårsaget Putins aggressive og brutale, men dog defensive invasion af Ukraine. Målet med invasionen er sandsynligvis at opnå en eller anden form for garanti for, at NATO ikke kommer endnu tættere på Ruslands grænser. De, der forestiller sig, at det er begyndelsen til en generel offensiv mod resten af Europa, lever i en fantasiverden. Men optrapningen fra Vesten kan presse Putin til yderligere eskalering i Ukraine.
Inden invasionen havde Rusland forsøgt gennem forhandlinger at få garantier om Ukraines neutralitet. Altså at Ukraine skulle holdes uden for NATO. Et ikke helt ublu forhandlingsforslag som burde kunne forhandles om, især fordi sandsynligheden for at Ukraine kan optages i NATO er meget lille, da det kræver enstemmighed. Putin krævede altså ikke noget, som lå langt fra et muligt scenarie. Alligevel fastholdt NATO/EU princippet om, at Ukraine selv bestemmer, velvidende at Ukraines optagelse i EU og NATO reelt ikke stod på dagsordenen.
Imperialistisk interesse går forud for fred
Bundlinjen er, at de påtrængende imperialistiske interesser fra begge sider overstiger lysten til kompromis. Vesten foretrækker krig for at fastholde et princip om national selvbestemmelse, selvom de sandsynligvis ikke ønsker at optage Ukraine. Måske ønsker de at føre Rusland helt ned under gulvbrædderne. Prisen betales af den ukrainske og russiske befolkning. Som den konservative Michael Jarlov sagde i Debatten på DR2 den 10. marts, da han argumenterede for at sende flere våben til Ukraine: ”Frihed er værd at dø for”. Det er nemt at sige, når det er andre, som skal dø.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
