Baggrund
For cirka 80 år siden sluttede Anden Verdenskrig. I samme periode smed USA to atombomber over byerne Hiroshima og Nagasaki. Et folkemord som ingen fordømte, og som ingen siden andre end “de fredselskende verdensborgere” har fordømt.
Jeg tænker, når dette er muligt, så er alt efterfølgende også muligt. For eksempel har USA haft en dagsorden, hvor de gennem deres oprustning, militæret og diverse sikkerhedstjenester og paramilitære grupper har infiltreret andre lande, allieret sig med diktatorer og andre voldelige personligheder og sat sig på en magt, der har skabt undertrykkelse og dermed uretfærdighed og krænkelser mod helt almindelige mennesker.
Vi lever i en kaotisk tid, som både er mørk og lys og lige nu med alt for meget regn. Og i dette kaos er det “vestlige demokrati” ikke blevet til andet et skuespil, der repræsentativt er i snor hos våbenindustrien.
Listen over dette er lang i Syd- og Mellemamerika, og den bliver længere ved at inkludere lande i Mellemøsten og Asien. Den helt banale psykologi har været dannelsen af fjendebilleder fra “kommunisme” over “muslimer (religion)” til “diverse diktatorer og despoter”. Retfærdiggørelsen har været fred, frihed og demokrati. Men de historiske og igangværende handlinger har været krig, mord, død, voldtægter, tortur og dermed en ekstremisme, hvor den kristne Guds navn også er blevet nævnt.
Der er allerede blevet skrevet og sagt meget om USA’s rolle i verden, som selvfølgelig er blevet hørt af samtlige partier i Danmark og af tusindvis af folkevalgte. Alligevel forbliver måske samtlige partier i Danmark fortsat overbevist troende om “vennen USA”. Når danske politikere uanset titel med bævrende stemme konstant dedikerer deres liv og samtidigt alle danskere liv til “vennen USA”, så glemmer de eller snarere med deres magt udelukker “os demokratiske borgere”, som ikke ønsker “venskabet” med oprustning, CIA, FBI, Det Hvide Hus og diverse manipulerende præsidenter.
For mig er “vennen USA” ikke anderledes end “vennen Thailand”, “vennen Tyskland”, “vennen Chile” eller “vennen Kenya”. For det handler jo om mennesker, retfærdighed, fred, lighed, sundhed, uddannelse, kultur med mere. For en folkevalgt i Danmark og dem som hardcore støtter USA, så er “vennen” institutionel, det vil sige, den er relateret til forretning, våbenindustrien, handel, magtpersoner, illusionen om imperiet og den latterlige drøm om, at USA er mulighedernes land for den personlige frihed.
Det er muligt, at der i USA er opfundet alt muligt teknologisk, raketter til Månen og Mars, biler, film med mere. Men samtidigt er landet fucked up i forhold til fattigdom, skoleskyderier, porno, korruption, CO2-udledning, forurening, racisme, fastfood, en ekstrem usundhed, våben, aflytning selv af dem der skulle være deres venner og uden at glemme det, deres præsidenter, (hvilke menneskabte tåber som bliver mere og mere rabiate).
Tiden er kommet til at adskille, hvordan et land defineres. For når for eksempel vestlige regeringsledere taler om et land, så er det ikke folkets ønsker for nu og fremtiden, kulturen, forskellighederne i tro, hudfarve, alder, sprog og maden, men i stedet kommet det til at handle om os som tingsliggørende instrumenter i forhold til økonomi, arbejde og uddannelse samt arbejde, økonomi og lidt om de royale. Dette gælder også for Mette Frederiksen, Lars Løkke og Troels Lund. For i den danske Christiansborg-andedam har de heller ikke formået at samle folket og løse de sociale problemer. I stedet vælger man fortsat lobbyismens vej, senest i forbindelse med landbruget og trepartsforhandlingerne.
Vores natur, miljø og klima er havnet på et menneskeskabt sidespor. Det vidner de offentlige debatter om, men mest afgørende har diverse forskningsprojekter og dermed videnskaben klargjort om det i årtier. Da alt hænger sammen, så er det blot at konstatere, at vores samfund, vores demokrati, vores land også er ude på et sidespor, for når det er menneskeskabt, så er det fordi, vi er fulgt med, uanset om vi ville det eller ej.
På samme sidespor er også havnet “krigen og fredens kamp”. Og på denne måde kommer jeg tilbage til de to atombomber og Den Kolde Krig, som igen er blevet varm. Nogle vil sige, at vi er på randen til en tredje verdenskrig. Måske er vi snarere på randen til en fjerde, for da Anden Verdenskrig sluttede, så har der aldrig været så mange krige og unødvendige dødsfald forårsaget af våben, kemikalier og selve produktionen der har muliggjort det. Vores folkevalgte har vidnet dette sammen med dem, de kalder for “vennen USA”.
Vi har også vidnet det og vidner det stadig, og dette selv om der også for cirka 80 år siden blev skabt et freds-, friheds- og retfærdighedsdokument for hele jordklodens befolkninger og de fremtidige. FN’s Menneskerettighedserklæring og finpudset gennem historien med diverse konventioner.
I dag virker det som om, voldens vej med krig og ødelæggelse er mere spiseligt for dem, der har magt, og dette kan kun skyldes, at deres interesser og intentioner er skabt til dette. Og i deres hule hånd har de milliarder af mennesker, som de fortsat stavnsbinder og denne gang uden klingende metallænker.
Vi lever i en kaotisk tid, som både er mørk og lys og lige nu med alt for meget regn. Og i dette kaos er det “vestlige demokrati” ikke blevet til andet et skuespil, der repræsentativt er i snor hos våbenindustrien. Det er NATO blevet et bevis på med dets 2 procents BNP-krav til medlemslandene.
Nogle gange bliver “man” nødt til at sige eller skrive en masse for at nå frem til nogle måske afgørende spørgsmål og svar.
Vi står på en vej, der deler sig i to: Den ene vej hedder Håbets Vej, den anden hedder Dødens Vej. På dødens vej er NATO (og magt-USA), korruption, manipulerende og hykleriske partier og folkevalgte, vold, skydevåben, uretfærdighed, racisme, fanatisme, diktatorer, despoter, forurening, udnyttelse, nødvendighedens politik, pragmatisme, opportunisme, konservatisme og egoisme.
Håbets vej er kærlighed til mennesker og alt levende, fred, ikke-vold, meningsfyldte uddannelser, meningsfyldt arbejde, menneskerettighederne, sundhed til alle, vild natur, ren luft, rent vand, ingen grænser, menneskeligt demokrati og forsoning. Håbets vej vil være solidarisk hårdt arbejde, for “vi” er oppe imod de nemme løsninger i en etableret magtstruktur, som desværre også er understøttet af massemediernes grådige forretningsmodeller.
Der står “vi” så… Tak.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
