Kongeriget Spanien har for nylig forbedret sit image i EU ved at løslade de catalanske politiske fanger, der var ansvarlige for uafhængighedsafstemningen i 2017. Men i bund og grund er det rent hykleri, da den græsrodsbaserede uafhængighedsbevægelse fortsat udsættes for undertrykkelse fra den spanske ultranationalisme. Spanien angriber nu republikanske mål, mindretal og rappere som Hasel og Valtronyc, der er blevet retsforfulgt for at fornærme den spanske krone for at have sagt, hvad der er offentligt kendt: At tidligere kong Juan Carlos er en tyv!
Et fransk tv-nyhedsprogram bragte den forudindtagede overskrift “separatisternes exit”. Udtrykket “separatistisk” er i Frankrig forbundet med vold, illegitimitet og manglende støtte og ikke med en uafhængighedsbevægelse, der er født af et instinkt for at overleve i en situation med undertrykkelse. Europæerne, der har et folkloristisk billede af Spanien baseret på en kastiliansk-andalusisk forestilling (tyrefægtning, flamenco og danserinden på tv), har en dyb misforståelse af Spanien, der ligesom Frankrig før den til tider voldelige og til tider irriterende jakobinske forening er et konglomerat af forskellige folkeslag! Der er en konflikt om fremtiden for en plurinationel enhed bestående af nationer, der er etableret fra øst til vest: De catalanske lande, Navarra, Euskadi, Castilla y Castilla og de absorberede perifere regioner, Asturien/Leon og Galicien (som Portugal er den historiske forlængelse af).
Hvis metoderne er ændret, og vejen er åben for demokrati, har catalanere, baskere og galiciere en legitim ret til at overleve som folk. Hvis denne demokratiske udvej nægtes, kan vi ikke fordømme ønsket om uafhængighed hos de mindretal, der lider under ulighed i forhold til statsborgerskab.
Stillet over for dette dilemma forsvarer den jakobinske, snarere castilianske vision den tvungne standardisering gennem det spanske sprog (i virkeligheden er det det castilianske sprog), selv om det betyder, at andre kulturer og sprog forsvinder.
Derfor forsvarer catalanere, baskere, galiciere og asturere deres identitet (og afviser endda symboler som tyrefægtning og monarkiet). Tidligere accepterede de nogle gange at være spanske uden at acceptere at være kastilianere. Den republikanske venstrefløjs fremkomst, især Podemos (som forsvarede plurinationalitet), gav håb om en inklusiv løsning. Men det er ikke sket, tværtimod, og opdelingen mellem fuldstændige og ufuldstændige spaniere er blevet forstærket! For nylig har Podemos endda slået til lyd for at udelukke den catalanske dialekt fra Balearerne fra den catalanske sproggruppe (hvilket er absurd, medmindre det er politisk motiveret). Og vi har også set hændelserne i Toxa (hvor galicere, der krævede respekt for deres stednavne, blev undertrykt af Guardia Civil). Den slags begivenheder viser, at borgerkrigen i det postfranquistiske kongerige ikke er slut.
At benægte dette fra Europas side er at understrege den historiske splittelse af en stat, der er bygget på folkedrab og tusindvis af massegrave (det er den næstbedste i verden efter Cambodja!). Hvis metoderne er ændret, og vejen er åben for demokrati, har catalanere, baskere og galiciere en legitim ret til at overleve som folk. Hvis denne demokratiske udvej nægtes, kan vi ikke fordømme ønsket om uafhængighed hos de mindretal, der lider under ulighed i forhold til statsborgerskab.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.