Landet rundt
Israels indflydelse på politiske ledere og den politiske virkelighed i de vestlige demokratier er omfattende og må efterhånden være tydelig for enhver, der tør kigge. Også i dansk politik. Selvom vi gerne vil fortælle os selv – eller vores medier og meningsdannere vil i hvert fald gerne – at vi lever i et velfungerende demokrati, hvor det er de danske borgere, der bestemmer, har de seneste 12 måneder vist en anden virkelighed.
I et år har populistiske politikere på opsigtsvækkende vis virket parate til at tilsidesætte selv de mest definerende rettigheder i vores liberale demokrati. Både ytringsfriheden og forsamlingsfriheden har set vaklende ud, når magthavere helt ind i regeringen har haft mere travlt med at finde på “den nye antisemitisme” om de fredelige demonstranter, der har tilladt sig at protestere mod forbrydelserne i Gaza – og nu Vestbredden, Yemen og Libanon – end de har med at fordømme de forfærdelige overgreb på civile, hele verden er vidne til dagligt.
Danmark støtter stadig Israel diplomatisk – og vi lader fortsat danskproduceret militærudstyr pryde de kampfly, der begår krigsforbrydelser på kryds og tværs af regionen. Den israelske ambassadør sidder stadig lige så fint ude i Hellerup, mens hans regerings soldater skyder mod danskere.
Samtidig har danske medier med det journalistiske fyrtårn BT (sarkasme er en skøn ting) i front ageret ukritisk talerør for en fremmed statsmagt i Israel. Propagandahistorier om halshuggede babyer og systematiske massevoldtægter har nået både danske og internationale medier i løbet af et øjeblik, mens de dokumenterede israelske forbrydelser kun nådigt er blevet tilgået med en enorm forsigtighed.
Der er en årsag til, at folkets kamp for rettigheder altid har været en global kamp. Og vores politikere og medier er i fuld gang med at minde os om den årsag. For hvis vores egne politiske ledere er klar til at give kald på menneskerettigheder for egne eller allieredes politiske interesser, hvad skal der så til, før det er vores rettigheder, de giver kald på? Og hvis vores egne nyhedsmedier nægter at forholde sig til den virkelighed, vi alle kan følge med i på sociale medier, men insisterer på at holde fast i én bestemt fortælling, hvordan skal vi så stole på dem?
Svaret har vi lige fået. Israelske besættelsesstyrker i Libanon – hvor israelske soldater ikke har noget som helst at gøre – har beskudt danske soldater, der er udsendt i FN-regi. Reaktionen fra den danske regering? Lidt friskt parafraseret lyder den nogenlunde således: “Det går jo ikke.”
Ikke engang når danske statsborgere står i skudlinjen for de israelske styrker i den krig, som har fået Israel anklaget for folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, vil vores regering fordømme det israelske forbryderregime eller så meget som at sætte spørgsmåltegn ved det tætte diplomatiske bånd.
Danmark støtter stadig Israel diplomatisk – og vi lader fortsat danskproduceret militærudstyr pryde de kampfly, der begår krigsforbrydelser på kryds og tværs af regionen. Den israelske ambassadør sidder stadig lige så fint ude i Hellerup, mens hans regerings soldater skyder mod danskere.
Med sin nuværende ageren er Israel i fuld gang med at trække USA ind i endnu en krig i Mellemøsten, for uanset hvor lang listen over ting, man med rette kan kritisere præstestyret i Iran for, er, må man sige, at Iran har udvist voldsomt mådehold i deres svar mod israelske angreb på et konsulat og efterfølgende drabet på en Hamas-leder i den iranske hovedstad. Med Israels rolle som ustyrlig slyngelstat, der begår terror og bomber civilbefolkninger i en række lande nu, er det et spørgsmål om tid, før der bliver sagt fra for alvor.
De vestlige magter – demokratier, som vi gerne vil kaldes – har brugt 30 år på at forsøge at sælge fortællingen om, at den ekstreme militære indblanding i Mellemøsten har været for fredens og for frihedens skyld. Selvom det eneste, Mellemøstens befolkninger har fået at se, er en gentagelse af historien, hvor vestlige kolonimagter kommer med bomber, død og ødelæggelse, efterlader alting i ruiner og med kontrol over områdets ressourcer. Lige nu er befolkningerne i Mellemøsten vidne til, at en vestlig kolonimagt – for det er helt grundlæggende, hvad Israel er – begår folkedrab på en civilbefolkning, mens resten af Vesten i stedet for fordømmelse blot sender flere kasser med våben.
Hvis det ikke var sket for længst, er vores troværdighed som menneskerettighedsforkæmpere og vogtere af en regelbaseret verdensorden for alvor forduftet nu.
Aldrig mere kan vi påstå at kæmpe for iranske kvinders frihed af undertrykkelse, når vi samtidig holder hånden over et regime, der dræber og voldtager kvinder i Palæstina.
Aldrig mere kan vi kalde os selv forkæmpere for demokrati, mens vi anser en apartheidstat som tæt allieret.
Aldrig mere kan vi forestille at agere bæresøjle for en regelbaseret verdensorden, når vores politikere glædeligt ser gennem fingre med åbenlyse krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og direkte trusler og ekstreme beskyldninger mod de institutioner, som skulle opretholde reglerne, alene fordi det tjener deres egne eller deres allieredes interesser.
Teaterstykket er slut. Bagtæppet er gået ned. Men vores magthavere fortsætter ufortrødent sit skuespil. De forsvarer og lukker stadig øjnene for de israelske forbrydelser, mens den israelske regering end ikke selv lægger skjul på sine intentioner. Danmark udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) siger, at en tostatsløsning er den eneste vej frem, men han nægter samtidig at anerkende en palæstinensisk stat, fordi Hamas ifølge Løkke står i vejen. Samtidig har den israelske regering kategorisk afvist en tostatsløsning og nu også en våbenhvile. Det bliver vist ikke meget mere karikeret.
I stedet for at rende rundt med en brandslukker i røven på det pyromaniske pattebarn, Benjamin Netanyahu efterhånden mest af alt forestiller, burde de politiske ledere i Vesten erkende, at det israelske koloni-eksperiment mislykkedes. Og de burde trække støtten omgående. Det er ikke bare den eneste måde at forhindre en storkrig, men også den eneste måde at redde bare en flig af de vestlige magters troværdighed – hvis den da nogensinde reelt har eksisteret.
Befolkninger i hele verden har været på gaden i protest i et år nu. Mere end ti nationalstater – heriblandt Spanien – har tilsluttet sig Sydafrikas sag mod Israel om folkedrab i Gaza ved Den Internationale Domstol. FN har netop udgivet en rapport, hvor Israel beskyldes for forbrydelser mod menneskeheden. Dertil har anklageren ved Den Internationale Straffedomstol anmodet om arrestordre på både Israels premierminister Netanyahu og forsvarsministeren Yoav Gallant.
Idéen om Israel som fungerende demokrati og lysende håb i Mellemøsten står ikke længere. Illusionen er brast. Uanset hvor strategisk vidunderligt det har været for Vesten og særligt USA at have en koloni placeret i det palæstinensiske territorium, har planen fejlet.
Mindst 45.000 er blevet dræbt i Gaza alene. Mere end 15.000 børn. Mange flere er begravet under ruinerne. Millioner af mennesker er fordrevet fra deres hjem. Flygtningelejre, “sikre zoner”, hospitaler, skoler, hele boligkvarterer – bombet til ukendelighed af den israelske regering. Hundredvis af civile måtte lade livet i Libanon, da Israel på et øjeblik bombede fem boligblokke for at få ram på én person.
Med den totale ikke bare disrespekt, men efter alt at dømme deciderede afsky for menneskerettigheder, internationale konventioner og krigens love er Israel en større trussel mod både Mellemøstens og Vestens egne befolkninger, end staten nogensinde har været en interesse.
I en verden, hvor politiske ledere i USA, Europa og herhjemme i Danmark faktisk selv stod for de værdier, de har påstået at sende soldater i krig for de seneste 30 år, sad den israelske ambassadør ikke fortsat ude i Hellerup. Og hverken amerikanske eller europæiske våben eller penge kom frem til det israelske forbryderregime. I stedet ville Israel være komplet isoleret og dets krigsforbryderiske ledere ude af stand til at bevæge sig rundt i verden uden at blive anholdt og stillet for domstolen i Haag.
Men i den her virkelighed vil Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen hellere pleje det gode forhold til USA og dermed Israel, end de vil fordømme en fremmed magt, der skyder på danske soldater.
Velkommen til liberalt demokrati anno 2024!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
