Reportage
For cirka to måneder siden havde jeg en artikel i Arbejderen. En direkte henvendelse til Danmarks venstreorienterede partier med spørgsmålet om de har ønsker og planer i samlet flok at blive et demokratisk flertal i Danmark.
Efter udgivelsen af artiklen sendte jeg linket til partierne for at høre, om de havde tænkt sig at svare på spørgsmålet. Det havde ingen af dem, hverken her eller på andre platforme! Jeg har svarene i diverse e-mail, men vil undlade at offentliggøre dem, da de fra min demokratiske optik er yderst pinlige.
Det er ikke nok at italesætte, når problemerne er kommet helt ud over afgrundskanten.
Jeg har tidligere stemt på både Alternativet, Enhedslisten (Ø) og Frie Grønne til diverse folketingsvalg og på Ø og SF til diverse kommunalvalg. Det kommer jeg så ikke til længere. Derimod vil jeg stemme blankt.
Jeg er ikke medlem af nogen af partierne, men jeg må desværre konkludere, at mit demokratisk-relevante spørgsmål sat i perspektiv til de kaotiske problematikker vi står overfor, som mennesker og samfund, åbenbart heller ikke har særlig betydning internt for partierne. Det vil sige, den menneskelige og demokratiske værdi solidaritet anvendes på samme måde af folkevalgte venstrefløjspolitikere, som når højrefløjspopulister siger demokrati, fred og frihed.
Højrefløjen i Danmark har ingen problemer med konstant at tale “blå blok” og “blå statsminister”. Venstrefløjen, som jeg skrev i den tidligere artikel, ligger desværre stadig på knæ for Socialdemokratiet.
I perioden efter min artikel er det også kommet frem, at der er et kodeks i SF, der handler om ikke at kritisere Socialdemokratiet (jævnfør tidligere formand Annette Vilhelmsen). Og lige nu ligger Ø underdrejet i forhold til interne fraktioner, hvor der ikke er klarhed, om man er for eller imod voldelig adfærd, og hvilken betydning det så har for medlemskabet af partiet.
I forhold til det sidstnævnte burde Mette Frederiksen og Socialdemokratiet samt andre partier, der på ingen måde har problemer med at udtrykke deres fulde støtte til Netanyahu og hans regerings beslutninger om at massakrere uskyldige børn og voksne, stilles til ansvar for den form for “solidaritet”.
Men ingen med nosser og indflydelse i den offentlige debat gør dette. Mette Frederiksen ønsker ikke at blive kaldt en barnemorder eller få at vide, at hun har blod på hænderne. Forståeligt, hvem ønsker dette?
Men der er to ting til dette. Den ene er “strafbar passivitet”. Den anden er, at dem, hun og andre ligesindede åbenlyst støtter, ingen problemer har med at dræbe uskyldige børn, og USA har ingen problemer med at levere våben til udførelsen. Og i den sammenhæng selv med Trump som ny præsident er der allerede tilkendegivet massiv støtte til ham og USA.
Og når vi er ved “solidaritet med voldelig adfærd”, bør det også være klart i forhold til den oprustning, der lige nu foregår, hvor NATO er i gang med at støvsuge skattekroner ud af ethvert medlemsland.
Den 16. november har Troels Lund Poulsen tilkendegivet uden dokumentation, at Danmark skal være parat til at give NATO yderligere 300 milliarder kroner, fordi vores sikkerhed er truet af Putin og Kina.
Hvis et venstrefløjsparti ikke kan dokumentere et mindre beløb til at skabe bedre velfærd, vil de på nul komma fem blive haglet sønder og sammen som værende uansvarlige, ”røde” og andet ævl fra højrefløjen.
Lige nu og som i meget lang tid har venstrefløjspartierne været fornærmende tavse over for deres vælgere og medlemmer ved ikke at være repræsentative ude blandt os borgere i forhold til fred versus krigsøkonomi.
I 50 år eller måske endda i længere tid har Socialdemokratiet og højrefløjen fået lov til frit at skabe den sorte dagsorden for klimaet, miljøet og naturen, uden at den politiske venstrefløj har mobiliseret folk til modstand. Det samme gælder for sundhed og uddannelse. Det er ikke nok at italesætte, når problemerne er kommet helt ud over afgrundskanten. Det kan vi alle sammen gøre, også uden at være folkevalgte.
Lige nu er både Socialdemokratiet og den samlede blå flok ved at blive kørt i stilling i medierne til det kommende kommunalvalg og folketingsvalg, fordi de har tabt terræn, og nu skal det vindes tilbage, selv om det er disse partier, der er ansvarlige for de fleste problematikker, der er på borgernes dagsorden herude i virkeligheden.
Hvis venstrefløjen ikke har ambitioner om at skabe et demokratisk flertal i Danmark, kunne det i stedet være interessant, hvis partiorganisationerne i stedet gik på gaden for at samle folk mod den umenneskelighed, der foregår fra en brutal elitær sammenspisning af pragmatiske virksomheder, medier og blå partier. Og i den mobilisering vil det også være rart at se fagbevægelsen. Tak.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
