Analyse
RIGTIG GOD ANALYSE AF ENHEDSLISTEN !!!!!
DERFOR STEMTE JEG FOR FØRSTE GANG I MIT LIV BLANK.
TIL EU VALGTET.
Log ind for at svareDette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Jeg er på vej ud af Enhedslisten, jeg afventer min eksklusion en af de nærmeste dage. Topstyringen, den stigende parlamentariske tilpasning og partiets manglende evne til konsekvent at stå fast på antiimperialistiske og socialistiske principper har gjort det klart for mig, at min plads ikke længere er dér. Derfor har jeg meldt mig ind i Rødt Venstre, en politisk organisering der langt mere konsekvent forsvarer Palæstinas frihedskamp og sætter systemkritik over taktisk parlamentarisk spil.
Bjørn Elmquist har i sit læserbrev i Arbejderen ret i sin kritik af Enhedslistens dobbeltstandarder i forhold til menneskerettigheder, men problemet er dybere end det. Enhedslisten er i stigende grad fanget i en borgerlig diskurs, hvor folkeret og menneskerettigheder bruges selektivt – ikke som principper, men som redskaber til politisk positionering. Dette er en farlig vej for et parti, der burde være bannerfører for arbejderklassens internationale solidaritet.
Imperialisme, dobbeltstandarder og socialisters ansvar
Den israelske besættelse og apartheid er en af de mest ekstreme manifestationer af vestlig imperialisme i vor tid. Siden Nakba i 1948 har Israel – med vestlig støtte – opretholdt en undertrykkelsesmaskine, der systematisk koloniserer palæstinensisk jord, fragmenterer den palæstinensiske befolkning og kriminaliserer enhver form for modstand. Den foretager endda tilfældige anholdelser med langtidsfængsling uden rettergang til følge, som kan kaldes gidseltagning. En praksis der er i fuldstændig strid med international lov.
Enhedslisten har i stigende grad bevæget sig væk fra klassekampen og over i den parlamentariske pragmatisme.
Enhedslisten har tidligere stået stærkt i kampen for Palæstina, men i dag er partiet fanget i en borgerlig konsensus, hvor selvmodsigelserne står i kø. På den ene side fordømmer man Israels massakrer, men på den anden side er partiets folketingsmedlemmer tilbageholdende med at støtte palæstinensisk modstand. Man taler om folkeretten, men overser dens begrænsninger, når undertrykte folk kæmper for deres befrielse.
Tag for eksempel IDF’s Hannibal-direktiv, der viser den kynisme, som den israelske stat bygger på: Hellere slå egne soldater og civile ihjel end risikere, at de bliver taget til fange af modstandsbevægelser. Det er et system, der sætter magt over menneskeliv, og som ser kollektive afstraffelser som en legitim militær strategi.
Hvor er Enhedslistens konsekvente klassekampsperspektiv på dette? Hvorfor insisterer partiet ikke på en langt mere kompromisløs kamp mod den danske regerings medskyldighed i israelsk apartheid?
Parlamentarismens blindgyde – og hvorfor vi må videre
Enhedslisten har i stigende grad bevæget sig væk fra klassekampen og over i den parlamentariske pragmatisme. I stedet for at være en revolutionær opposition, der afslører kapitalens og imperialismens forbrydelser, er partiet blevet et “ansvarligt” venstrefløjsparti, der for alt i verden vil undgå at blive kaldt “ekstremt”. Dette betyder, at Enhedslisten ofte taler mere som et etableret midterparti end som et revolutionært parti.
Når man i stigende grad afviser klare standpunkter for at kunne indgå i politiske forlig og “blive hørt”, mister man sin relevans som en kamporganisation. Det er netop denne udvikling, der gør, at jeg ikke længere ser Enhedslisten som mit parti. Jeg nægter at støtte et parti, der ofrer principper for parlamentarisk spil. Enhedslisten er blevet rendyrket reformistiske.
Hvad gør vi nu? En vej frem for socialister
Det står klart, at vi ikke kan sætte vores lid til Folketinget som den primære arena for forandring. Historien viser os, at arbejderklassens frigørelse aldrig er kommet gennem parlamentariske forhandlinger alene – det kræver klassekamp, folkelige bevægelser og en urokkelig international solidaritet.
Palæstinas befrielse er en arbejderkamp, en antiimperialistisk kamp og en kamp mod kapitalismen. Derfor må vi som socialister støtte den fuldt ud – ikke kun i ord, men i handling. Det betyder aktiv støtte til Boykot Israel-bevægelsen, afvisning af statens repression mod palæstinaaktivister og en insisteren på, at modstand mod besættelse aldrig kan sidestilles med besættelsens vold.
Det betyder også, at vi må opbygge en venstrefløj, der ikke er fanget i Enhedslistens kompromiser. Rødt Venstre er et bud på en sådan vej – et parti, der ikke lefler for de parlamentariske institutioners begrænsninger, men derimod bygger sin politik på arbejderklassens kamp og international solidaritet.
Det er tid til at trække en streg i sandet. Kapitalens og imperialismens partier har deres egne strategier. Vi må have vores. Det kræver en socialisme, der tør tage parti – ikke for et abstrakt fredsideal, men for de undertryktes kamp.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
