Der er siden begyndelsen af 1980 sket gradvise forringelser af velfærd og det sociale sikkerhedsnet, og under den lyseblå regering i perioden 2011-2015 blev tempoet sat yderligere op.
Det har sat sig tydelig og negativ spor i ældre- og børnepasningen, støtten til handicappede og et sundhedsvæsen, der skraber bunden og har medført tab af menneskeliv.
Desuden er livsvilkårene for den del af befolkningen uden for det ordinære arbejdsmarked væsentligt forringet, hvilket har ført til voksende ulighed og fattigdom.
Denne økonomiske politik fortsætter den borgerlige regering under en højkonjunkturperiode.
Dem, der mister velfærd og liv, når de borgerlige opruster og vil i krig, er civilbefolkningen, især arbejderklassen.
Under den lyseblå regering begrundes reformer (af at rulle arbejderklassens erhvervede rettigheder tilbage) med udbud af arbejdskraft.
For at opnå dette skulle der ske reduktion af overførselsindkomsterne, begrænsning i hvem der kunne få en førtidspension, udskydelse af pensionsalderen og afskaffelse af efterlønnen (det skete også på grund af henstilling fra EU-kommissionen).
Borgerlige politikere og økonomer påstod, at reformerne øgede beskæftigelsesgraden, idet mennesker på overførselsindkomster motiveredes til at tage et arbejde.
De hævdede også at have faktuel dokumentation for, at forringelser af levevilkår gav øget beskæftigelse.
Når jeg skrev til nogle af dem og bad om videnskabelig dokumentation for den påståede årsagssammenhæng, kunne de ikke levere det.
Det er korrekt, at der er sket en stigning i antallet af mennesker i arbejde, men det bunder hovedsageligt i en stor efterspørgsel efter danske varer og tjenesteydelser fra udlandet.
Det er pudsigt, at de borgerlige begrunder højkonjunkturen med deres økonomiske politik, mens de i lavkonjunktur skylder den manglende efterspørgsel efter varer og tjenesteydelser udlandet og ikke politikernes.
Økonomiprofessor Jesper Jespersen har i en artikel i samfundsøkonomien påvist, at beskæftigelsesgraden ikke er steget på grund af arbejdsmarkedsreformerne om arbejdsudbud; tværtimod er den faldende.
På grund af den store og massive støtte til Ukraine-krigen er det igen velfærden og det sociale sikkerhedsnet, der betaler regningen.
Her begrundes det med en kamp for friheden, men hvis Ukraine er eksemplet på frihed, så kan man udlede, at frihed ikke har ret meget med demokrati at gøre (politiske partier er forbudt), og det har næppe meget med menneskerettigheder at gøre (tilsidesætter lønmodtagere rettigheder og censurerer visse kunstneres ytringer).
Derimod skal frihed forstås som at have en militærenhed bestående af fascister og nazister fra Ukraine, USA, Rusland, Storbritannien, Sverige og Danmark med flere.
Det er også frihed at have begået folkedrab sammen med nazister og begå krigsforbrydelser i dag, for eksempel at likvidere politiske afhoppere.
Der blev knapt nok fordelt én milliard kroner til forskellige velfærdsområder i forbindelse med finansloven, og det skal ses i forhold til de over 21 milliarder kroner, der er blevet sendt i form af våben til Ukraine.
Dem, der mister velfærd og liv, når de borgerlige opruster og vil i krig, er civilbefolkningen, især arbejderklassen.
I dag kan man ikke nøjes med at nævne de borgerlige, men skal også tilføje SF og Enhedslisten, der bidrager til at nedbryde vores velfærd og tidligere humanitære værdigrundlag.
Ved den kontinuerlige forringelse af velfærden og det sociale sikkerhedsnet svækkes ikke alene sammenhængskraften i vores samfund, men også demokratiet.
Olli Kangas og Joakim Palme har i en undersøgelse fra 2005 fremhævet, at den universalistiske model i Norden har resulteret i tre slidstærke virkninger:
Den har styrket demokratiseringsprocessen i samfundet ved at give borgerne ressourcer til at deltage i samfundslivet, reduceret fattigdommen og sikret velfærd og vækst på et og samme tidspunkt.
Vi får her fremmanet billedet af den nordiske velfærdsstat som en ren succes.
De sociale udgifter har haft karakter af sociale investeringer, der har forbundet tryghed med bred erhvervsaktivitet.
Den har styrket demokratiseringsprocessen i samfundet ved at give borgerne ressourcer til at deltage i samfundslivet, den har reduceret fattigdommen, og den har sikret velfærd og vækst på et og samme tidspunkt.
Kilde: Den Danske Velfærdsmodel 1891-2011 af Søren Kolstrup.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.