Der har til alle tider været uro, konflikter og krige i verden, i nogle perioder mere end andre. I øjeblikket virker det som om, at vi er på toppen af en bølge, som synes at betyde en betragtelig militær oprustning.
Det er som om, at politikerne mener, at den eneste løsning på problemerne er mere krig, dels for at behage amerikanerne, forvare os selv og allierede, men også for at opnå retfærdighed i verden.
Frem til 2016 har vi haft forskellige fredsforskningstiltag, der er lagt i graven.
Krige ender ikke altid retfærdigt. Vi vil have fred!
Den almindelige danske mentalitet er, som man meget tydeligt får markeret i titlen til i afsnit 21 i DR-dramaserien Matador (1978-81): “Vi vil fred her til lands”, og det bliver også udtrykt af den radikale Doktor Hansen i Ove Sprogøes skikkelse: “Vi vil have fred!” Hertillands har vi heldigvis fred, men den kan være svær at finde over store dele af verden.
Som situationen er lige nu, kunne man som humanist og forsvarer af menneskelivet godt fristes til at fundere over min overskrift. Den er ikke egentlig min, men derimod af den berømte romerske politiker, jurist og filosof Marcus Tullius Cicero, der levede i århundredet før Kristi fødsel, hvor der også var krige på dagsordenen. Humanisme defineres jo normalt som være respekten for, at ethvert menneske er unikt og skal respekteres.
De væbnede konflikter
Når man ser på verden i dag, er der ifølge FN-forbundet en række afgørende konflikter, man må bekymre sig om.
Der er Gaza, Ukraine, Mellemøsten generelt, Sudan, Etiopien og Sahel i Afrika, Haiti i Det Caribiske Hav og Myanmar i Fjernøsten og så selvfølgelig de løbende konflikter mellem USA og Kina og USA og Rusland. I de aktive krigszoner er der tale om omfattende og vedvarende antal døde og sårede.
Når man ser på, hvordan væbnede konflikter siden eksempelvis Anden Verdenskrig har udmøntet sig, har resultaterne været pauvre. Det har alle været konflikter, som den såkaldte vestlige verden har været involveret i. Det er Koreakrigen, Vietnamkrigen, Balkankrigen, Irakkrigen, Afghanistankrigen og de sidste år krigene i Ukraine og Israel. Det er alle krige, som officielt er drevet af et frelsersynspunkt om, at den vestlige demokratiske tankegang må være den rigtige, og da førnævnte lande ikke vil indse det, må man træde til med militærindsats. Vesten ved bedst!
Vesten har typisk vundet slagene med millioner af dræbte, men man har ikke vundet freden og dermed opnået tilsigtede mål. Krige går ikke altid som forventet.
Dominoeffekten
I Korea kan man tale om våbenstilstand, mens man i såvel Vietnam som Irak og Afghanistan har måttet trække sig tilbage som tabere. Vietnamkrigen blev også motiveret ud fra teorien om dominoeffekten fra kommunismen, at faldt blot én brik, ville alle falde. Da USA endelig trak sig i 1975, tog det kommunistisk støttede Nordvietnam over.
I Irak fik man væltet Saddam Husseins sunnimuslimske styre og indsatte i stedet oppositionen Shia-muslimerne som regering og søgte og forventede en mere demokratisk styreform. Det viste sig at være helt forkert. Shiaerne overtog blot magten og fortsatte som den tidligere regering, Tilsvarende i Afghanistan hvor Taleban er vendt tilbage til styret efter den vestlige koalitions tilbagetrækning.
Det må også være dominoeffekten, der står bag Vestens massive støtte til Ukraine i konflikten med Rusland. Det er velkendt, at store dele af det russisk besatte område bebos af russisktalende borgere, men man argumenterer for, at en russisk sejr her blot vil betyde yderligere invasion vestpå i Ukraine og måske Polen og de baltiske lande. Det samme er i store træk bevæggrunden bag konflikten i Israel. Man er bange for yderligere russisk støttet terror og uro i regionen.
Autokraterne og deres bevæggrunde
En anden faktor er, at Vestens modstandere ind ad en kant er ledet af autokratiske diktatorer, som ikke har en historisk baggrund i demokrati. Godt nok plæderer Rusland for at afholde demokratiske valg, men alt tyder på statsstyret valgsvindel. Langt værre står det til med endnu værre diktaturer, som kalder deres lande for henholdsvis Den Demokratiske Folkerepublik Korea og Den Demokratiske Republik Congo. Med vestlig synsvinkel virker det grotesk, og at lederne nærmest fremstiller sig selv som afguder og udsulter befolkningerne for egen vinding.
De mange væbnede initiativer fra Vesten har således ikke vist positive resultater. Verden er ingenlunde blevet et bedre sted at leve, og at gå til brug af atomvåben synes uoverskueligt og dermed utænkeligt. Man bør måske i højere grad se på og søge at forstå de egentlige bevæggrunde for konflikterne.
Den russiske præsident Vladimir Putin har gang på gang hævdet, at amerikanerne ved Murens fald i 1990 lovede daværende russiske præsident Eduard Sjevardnadze, at man ikke ville foretage yderligere udvidelser af NATO mod øst. Rigtigheden heraf bestrides af amerikanske kilder, men når man ser de mange østlande, der er kommet med i NATO siden 1990, kan man godt forstå Putins reaktion, selv om man ikke kan acceptere den.
Putin har typisk mindreværdsfølelse over for supermagten USA og føler sig mere og mere trængt, for hvert skridt NATO tager mod øst, og frygten for mistillid i den russiske befolkning, selvom Putin styrer de statslige medier.
Ligeledes med præsident Xi Jinping i Kina, som sidder på en 1,4 milliarder stor befolkning og et landareal med størrelse tæt på USA’s. Her vil man selv bestemme og have indflydelse som også en af verdens største økonomier.
Det er heller ikke svært at forstå den stigende amerikanske modstand mod yderligere donationer og Trumps valgstrategi med, at krige i Europa må være USA vedkommende. Når man tænker på, hvad USA’s borgere og dermed Trumps bagland ellers kunne have fået for de 426 milliarder, (ud over en blomstrende rustningsindustri) der nu sendes til Ukraine.
FN’s Sikkerhedsråd må mere ind i kampen og fredsforskning tilbage
Som humanist og tilhænger af enkeltindividets ret til at leve frit må man søge kompromiser, hvor et af disse kunne være at følge Ciceros overskiftcitat. En uretfærdig fred kan måske være bedre end en retfærdig krig, for menneskeværd regnes åbenbart ikke for noget afgørende væsentligt over store dele af verden, og hvorfor kan og ved vi, at Vesten har og altid skal have ret i alting og absolut altid gøre det rigtige?
I lyset af situationen i den nu over to år gamle krig i Ukraine må man som afdøde amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger og den tidligere danske generalsekretær for NATO Anders Fogh Rasmussen nok slå sig til tåls med at få fred i Ukraine ved at afstå de russisks besatte områder. Derefter kan man så give Ukraine medlemskab af NATO, og ingen kan forestille sig krig mellem Rusland og NATO.
Man må i det regi have FN’s Sikkerhedsråd langt mere ind i kampen. Samtidig må vi have suppleret regeringens krigsbegejstring med genoprettelse af danske fredsforskningsinitiativer med et egentligt fredsforskningsinstitut som i tidligere tider. Norge, Sverige og Finland har sådanne, som vi kunne samarbejde med og måske påvirke udviklingen til et mere humanistisk præget forhandlingsscenarium, så vi kan undgå det store spild af menneskeliv og bruge krigsbevillingerne til noget mere menneskeligt relevant. Krige ender ikke altid retfærdigt. Vi vil have fred!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
