Den 9. juni skal vi hen og stemme til EU-parlamentsvalget, som de fleste jo ved. Ikke mindst på grund af de mange valgplakater, der er sat op i Jammerbugt Kommune, men ellers nok en noget tam valgkamp uden møder her i kommunen!
For mig som mangeårigt medlem af Folkebevægelsen mod EU (faktisk siden september 1972) er det et særligt underligt og svært valg, idet jeg aldrig har stemt på andet end liste N til EU-parlamentsvalg, og jeg repræsenterede således også Folkebevægelsen i EU-parlamentet i perioden 1994 til 1999.
Jeg ved, der er mange EU-modstandere i Danmark, og det er mit håb, at vi får styrket Folkebevægelsen mod EU, så vi igen får mulighed til at stille op til EU-parlamentet.
Men desværre kan Folkebevægelsen mod EU ikke stille op til dette valg, idet vi ikke har formået at samle de godt 70.000 vælgererklæringer, der kræves for at stille op.
Et meget højt tal og ikke for eksempel de godt 22.000 der kræves for at stille op til folketingsvalg, men et samlet flertal i det nuværende Folketing nedstemte et forslag fra Enhedslisten om at sidestille antal af vælgererklæringer til de to valg.
Der er helt sikkert mange, der har det svært som mig til dette valg, men jeg er nået frem til, at jeg stemmer på liste Ø Enhedslisten, der for mig er det bedste alternativ.
Enhedslisten er blevet mere EU-venlig, end jeg ønsker mig, men det er vigtigt at slå fast, at der i programmet står: “vi fastholder perspektivet om udmeldelse af EU”.
Jeg hører til den del af Enhedslisten, der til enhver tid vil holde fast i denne pasus, og med den højredrejning, der finder sted i blandt andet Italien, Frankrig og Tyskland, mener jeg også, det er vigtigt, at venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet bliver styrket.
Men svært er det, og det, der trøster mig, er, at jeg ved, der er mange EU-modstandere i Danmark, og det er mit håb, at vi får styrket Folkebevægelsen mod EU, så vi igen får mulighed til at stille op til EU-parlamentet. I den mellemliggende periode vil jeg gøre mit til at udbrede kendskabet til, hvad der foregår i EU, altså alt det vi ikke får fortalt via den danske presse.
God valgdag på søndag!
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.