Svært at være fundamentalt uenig i den analyse. God og koncis sammenskrivning.
Jeg har fra dag ét påstået, at krigen i Ukraine er en proxykrig mellem NATO og Rusland. Jeg er selvfølgelig bevidst om konflikten i Donetsk og Luhansk siden 2014 og den ulovlige omvæltning af den forhenværende præsident Petro Porosjenko i 2014, som Vesten støttede.
Samtidig er jeg også klar over, at det har vakt vrede og uro i Rusland, at NATO i årevis har oprustet og er kommet tættere på Ruslands grænse. På trods af disse kendsgerninger er min påstand fortsat, at det, vi i virkeligheden er vidne til, er en økonomisk magtbalancekrig.
Det her er magtelitens indbyrdes kamp, som vi er vidne til, men taberne bliver endnu engang de mange uskyldige mennesker.
Det er dollarens position som reservevaluta, der er ved at blive udfordret og sammen med den magtbalancen i verden. På den ene side har vi BRIKS-landene, som er i gang med at udfordre den globale magtbalance, og på den anden side har vi Vesten med USA i spidsen, som kæmper for at bevare deres globale magt og dollarens hegemoni.
Derfor vil vi højst sandsynligt være vidne til, at NATO-landene bliver nødt til at sende kamptropper til Ukraine. Frankrigs præsident Emanuel Macron har allerede luftet ideen om, at der kan sendes tropper til Ukraine. Rusland har dog længe hævdet, at der allerede er NATO-tropper i Ukraine.
Det er også derfor, at vi nu kan se, at Rusland har ændret betegnelsen fra “militær operation” til “krig”. Krigen er desværre ved at rykke ind i næste fase, nemlig en mere direkte krig mellem NATO og Rusland.
Det blodige terrorangreb i Moskva skal også ses i dette lys. I krig gælder alle kneb.
Desværre er befolkningerne i Europa den store i denne krig. Man har i årevis haft et “godt” forhold til Rusland og har styrket de økonomiske bånd. Efter krigens start er billig russisk gas og olie udskiftet med meget dyrere amerikansk energi.
Samtidig er europæernes forbrug på militærgrej mangedoblet, og den direkte krig med Rusland vil blive udspillet på det europæiske kontinent.
Det er selvfølgelig ikke med disse briller, at hele konflikten bliver formidlet til danskerne. Det sker mere med en værdibaseret fortælling, hvor frygt, frihed og demokrati bliver brugt. Danskernes arbejdsmoral og fædrelandskærlighed bliver kritiseret eller betvivlet, samtidig med at befolkningens økonomiske ressourcer bliver udnyttet.
Det her er magtelitens indbyrdes kamp, som vi er vidne til, men taberne bliver endnu engang de mange uskyldige mennesker.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.