København oplever i disse år en markant tiltagende privatisering og kommercialisering af byens offentlige rum, kultur og ressourcer. Boliger er blevet et investeringsobjekt for både internationale fonde, for virksomheder og for privatpersoner. Almindelige københavnere og arbejdere bliver presset ud af byen.
Samtidig ser vi natur og kultur blive ofret på profitens alter – fra byggeprojekter på Amager Fælled til nedrivning af kulturhistoriske byområder. Denne udvikling er uacceptabel. København skal være en by for alle, ikke kun for dem, der har råd til at betale de højeste priser.
Kommunistisk Parti vil kæmpe for en by, hvor sociale og miljømæssige hensyn prioriteres over kapitalens interesser.
Vi kræver:
- Flere billige og almene boliger: Bolig i København skal være en ret, ikke en luksusvare. Københavns Kommune skal aktivt støtte opførelsen af almene boliger og indføre strengere regler for spekulation i ejendomme. Københavns Kommune skal nedlægge By og Havn og stille grunde, som kommunen ejer, til rådighed for almene boligselskaber på 100 års lejekontrakter. AirBnB og andre platforme til korttidsudlejning skal ud af byen.
- Bevarelse af byens natur og kultur: Vi siger nej til byggeprojekter på Amager Fælled og andre grønne områder. Byens naturlige åndehuller er essentielle for livskvaliteten og må beskyttes for fremtidige generationer.
- Et København fri for social ulighed: Kommunen skal investere i bedre forhold for udsatte borgere, herunder flere ressourcer til hjemløse, folk med handikap, psykisk syge og familier med lave indkomster.
- Gratis og bedre offentlig transport: Vi ønsker en markant satsning på kollektiv trafik, der både gavner klimaet og mindsker den sociale ulighed i byen.
- Klimasikring af København: Klimaforandringerne truer København med stigende vandstande og hyppigere ekstreme vejrfænomener. Vi kræver en ambitiøs klimasikringsplan, der beskytter byens borgere og infrastruktur mod klimaforandringernes negative konsekvenser. Planen skal fokusere på grønne løsninger som regnvandsopsamling, kystsikring af hele København og vores nabokommuner Der skal gennemføres løsninger, som kombinerer klimasikring med øget livskvalitet for byens indbyggere.
- Et stærkere kommunalt demokrati: Københavns Kommunes beslutningsprocesser skal åbnes mere op for borgerne. Politiker og planer skal gennemføres konsekvent uden knæfald og undtagelser for byudviklere og bygherrer. Vi ønsker flere muligheder for afstemninger om større beslutninger, mere støtte til borgerinitiativer og større gennemsigtighed i processerne bag kommunens prioriteringer.
Vi vil også arbejde for, at København bliver et fyrtårn for international solidaritet. Københavns Kommune skal være en aktiv stemme for global retfærdighed. Derfor siger vi nej til kommunale investeringer i virksomheder, der tjener på krig og undertrykkelse, og vi vil sikre en politik, der fremmer et frit Palæstina og støtter globale arbejderkampe.
Københavns Kommunes kulturhuse skal absolut kunne benyttes til udenrigspolitiske arrangementer, som går imod regeringens udenrigspolitiske linje – inklusivt i solidaritet med Palæstina. Kommunistisk Parti København er klar til at tage kampen op for en mere retfærdig by. Vi opfordrer alle københavnere til at deltage i den politiske kamp for et København, der tilhører os alle. Sammen kan vi sikre en fremtid, hvor byen er til for mennesker – ikke for profit.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.