Anmeldelse
Verdensmesteren i skak i december 2024 blev Gukesh Dommaraju fra Indien. Finalen blev vundet i Singapore i FIDE’s VM-finale mod den tidligere verdensmester fra Kina, Ding Liren. Denne nyhed fyldte meget i Asien, hvor de fleste mennesker på Jorden bor, og selveste Elon Musk tog sig tid til at ønske den nye skakmester tillykke. Men det fyldte ikke meget i danske medier.
Ligeledes vandt Norge over Danmark i kvindehåndboldkampen. Denne nyhed fyldte meget i Danmark, men ikke i Asien. Ligeledes er dækningen af krigsrapportering og prioritering om, hvilken trussel vi står overfor, helt anderledes. Som om vi boede på to forskellige planeter. Freden fylder meget i Asien og oprustning i Skandinavien. En af Danmarkshistoriens mest upopulære regeringer, som har mistet mere end en tredjedel af vælgeropbakningen, har tænkt sig at indføre krigsskat for alle danskere. Et er, at det rammer de svageste borgere allerhårdest, men noget andet er, at det slet ikke er nødvendigt.
Den dag USA normaliserer forholdet til Rusland, vil Danmarks kunstige fjendskab med Rusland være uholdbart.
Ifølge årets sidste meningsmåling fra Epinion står den nuværende regering til blot at kunne få 32,1 procent tilsammen.
Tilsammen og hver for sig er de alle gået tilbage. Rundt regnet har Venstre tabt hver fjerde vælger siden 2022, Moderaterne hver anden og Socialdemokratiet hver tredje.
Og alligevel vil den danske statsminister tvinge os til at betale krigsskat. Det kommer især til at gå ud over mange fattige studerende og børnefamilier, som nu skal til at betale mere til statsministerens og Lars Lykkes forvrængede billede af verden. Hun er gået med et dystert billede af verden til alle landsdækkende aviser og har sagt, at hun er imod naiv optimisme.
Kære statsminister. Det er muligt at være venner med både USA og Rusland, og de hårdtarbejdende danskere skal også have gavn af at have nogle penge til sig selv. Mens statsministeren har givet sig selv en lønforhøjelse på 92.000 kroner, skal vi andre gå ned i løn for at bringe verden tættere på tredje verdenskrig. Der er ikke megen trøst at hente fra Pia Olsen Dyhr, som er lige så russofobisk som resten af regeringen. Det er kun Dansk Folkeparti, der indtil videre har sat sig imod, men i resten af Europa er der mange venstreorienterede partier, som også har meldt sig på banen mod oprustning.
Men nej, Enhedslisten og SF er også blevet tilhængere af oprustning. Hvorfor al den dæmonisering af Rusland? Samtidig er der passiv accept af Israels gentagne krigsforbrydelser. Vores medier agerer ikke upartiske her.
Rusland har længe ønsket, at Ukraine ikke skal være med i NATO, men de har ikke sagt noget om at angribe et andet NATO-land. De ønsker ikke NATO-udvidelsen tæt på deres grænser. Kan man ikke imødekomme dette krav? NATO er i forvejen stærkere end Rusland. Hvor mange gange skal NATO være stærkere end Rusland?
Hvad blev der af diplomatiet? Det siges, at en uretfærdig fred er bedre end en retfærdig krig. Det bliver efter al sandsynlighed Donald Trumps politik i Ukraine. Mette Frederiksen hænger fast i en forældet version af Bidens og Anders Foghs udenrigspolitiske dagsorden, der gik ud på at svække Rusland.
Hvis krigen fortsætter, bliver Ukraine forvandlet til et såkaldt wasteland, som ukrainerne aldrig vil vende tilbage til.
Men hvem har man egentlig svækket i den proces? Er Europa ikke kontinentet med de største økonomiske tab og øgede forsvarsudgifter? Bliver Europa tvunget til at skære ned på velfærden på grund af øget militarisering? Oprustning i Europa tvinger andre til også at opruste. Vi bruger 2,3 trilliarder dollars om året til militært isenkram i verden. En lille brøkdel af det kan udrydde fattigdom i verden, og vi har også en klimakrise at håndtere.
Vi har alle sammen arbejdet som aldrig før, men ser ingen gavn af det. Tværtimod skal vi nu til at betale endnu mere for en russofobisk politik, som bliver ført fra Christiansborg.
Der er andre neutrale stater som eksempelvis Østrig, som har stor gavn af at være neutrale.
Krigens omkostninger er enorme. Seks millioner ukrainere er flygtet fra landet, og andre fire millioner er internt fordrevet, og en genopbygning af landet vil koste over 500 milliarder dollars.
Hvis krigen fortsætter, bliver Ukraine forvandlet til et såkaldt wasteland, som ukrainerne aldrig vil vende tilbage til.
Er det meningen med krigsskatten, at vi skal fortsætte med at forværre situationen for både ukrainere og russere?
Danmark har betalt mere til Ukraine end Frankrig, Italien og Spanien tilsammen. Nu må det være nok. Paradokset er, at det er disse lande, der kan spille en afgørende rolle, når fredsforhandlingerne kommer i gang.
Det er forventeligt, at USA’s kommende præsident, Donald Trump, vælger et paradigmeskifte. Det betyder, at han vil skabe fred, ophæve sanktionerne og prøve at få Rusland med på en slags handelsaftale på længere sigt.
Han vil fastfryse de grænseområder, hvor kampen foregår, og lade russerne beholde de områder, de har kæmpet sig frem til. Ukraine bliver et neutralt land og kan ikke være i NATO i mindst 20 år. Dette er et muligt scenarie og ikke en fortsættelse af krigen.
Hvis Rusland bliver en del af det store fællesskab, hvem skal Mette og Lars så kæmpe imod? Det er forståeligt, at amerikanerne agerer, som de gør. De har tjent milliarder på vores naivitet og stigning i forsvarsudgifterne. Vi køber våben for dem. Men hvad får Danmark ud af fjendskab med sine naboer?
Fred er en mulighed. Hvorfor gør vi ikke noget for at reetablere kontakt med Rusland, som Tyskland har gjort?
Flere og flere europæiske borgere er trætte af denne krig. Selv flertallet af ukrainerne mener, at det er tid til fredsforhandlinger, ifølge en frisk meningsmåling der er lavet af Gallup. Så hvorfor skal vi stadigvæk provokere russerne?
Vi kan tænke på, hvilke muligheder vi har for samarbejde i det arktiske område, og de danske virksomheder kan sælge og dermed øge deres produktion og profit. Dette burde være vand på alles mølle.
Men hvad er problemet? Problemet er mangel på strategisk, selvstændig tænkning. Vi har i mange år sagt ja til alle de forkerte og ulovlige krige, som USA direkte eller indirekte har støttet. Danmark deltog sammen med amerikanerne i en krig for at vælte Saddam Hussein og i Libyen for at vælte Gaddafi og i Afghanistan for at bekæmpe talebanerne, og nu har vi uafbrudt støttet Bidens krig i Ukraine. Hvornår stopper vi op og spørger: Hvornår er nok nok?
Over halvdelen af verdens befolkning, som bor i det globale syd, ønsker en mere retfærdig verdensorden. De ønsker ikke krig. Tiden er kommet til, at de neoliberalistiske, neokonservative og neokolonialistiske projekter fra Vesten med regimeskift som mål skal stoppes. Vi er nødt til at skabe en mere tilregnelig og stabil verden, hvor alle bliver hørt. Og de, som har haft meget at skulle have sagt såsom lille Danmark, burde sidde stille i øjeblikket.
Jeg håber sådan, at 2025 bliver et år, hvor freden for alvor kommer på dagsordenen. Her på falderebet har jeg lyst til at sige, at selv Donald Trump har valgt tre ministre med de vigtigste poster, som mener, at vi nu må stoppe med at dæmonisere Rusland og begynde at tænke på vores egne fejltagelser.
De tre ministre er Tulsi Gabbard, Vivek Ramaswamy og Kash Patel. Det kan være, at de er fanatiske kapitalister derovre, men alligevel er de en del af minoriteterne og er indstillede på at inkludere Rusland i det globale fællesskab.
Den dag USA normaliserer forholdet til Rusland, vil Danmarks kunstige fjendskab med Rusland være uholdbart. Vi kan håbe, at en historisk upopulær regering forstår pointen i at passe på sit folk og lade være med at blande sig i andres konflikter.
Efter at Socialdemokratiet har mistet en tredjedel af vælgerne, burde partiet vågne op, før det er for sent.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
