Kronik
Donald Trump udtalte på et pressemøde på Mar-a-Lago i Florida, at Danmark i forsvars- og sikkerhedspolitiske årsager må opgive sin suverænitet over Grønland. Denne påstand er overraskende, da USA allerede har fuld adgang til det grønlandsk militære territorium.
På grund af basen i Thule og den nedlagte base i Kangerlussuaq, der på trods af lukningen fortsat efter aftale kan anvendes til krigsførelse, har USA uindskrænkede adgang. USA har siden det famøse tilbud om “at købe Grønland” længe forsøgt at hævde en kontrol over Grønland.
Trumps udtalelse er overraskende fordi han, hvad de militære dele af det grønlandske territorium angår med andre ord, kræver noget, som USA allerede besidder. Dette rejser så spørgsmålet om, hvorfor Donald Trump uberettiget skulle kræve resten – det civile Grønland.
I betragtning af den nuværende diskurs omkring USA’s overordnede dominans vil selv en hævdet uafhængighed for Grønland ikke resultere i en reel selvbestemmelse. Dette skyldes USA-imperialismen.
Grønland har endnu ikke fået etableret en olie- og gasproduktion. Tidligere eftersøgning efter olie I Jameson Land i Østgrønland i 80’erne, off shore-boringer på Fylla feltet vest for Nuuk efter årtusindeskiftet samt eftersøgning på Nuussuaq-halvøen Nord for Disko gav ikke noget resultat.
Det grønlandske landsstyre besluttede i 2021 helt at stoppe for efterforskningen efter olie og gas i Grønland, på trods af at målinger antyder muligheden for oliefund.
Minedrift har tidligere fundet sted i Grønland, uden at den grønlandske landskasse fik forfærdeligt meget ud af det. Dette gælder både minen “Den Sorte Engel” i nærheden af Umanak, Nalunaq-guldminen i nærheden af Nanortalik og Rubinminen nær Fiskenæsset syd for Nuuk.
De strategisk-kritiske råstoffer
Det, der kan påkalde sig den kommende Trump-administrations interesse, er de strategisk-kritiske råstoffer, der endnu ikke er udnyttede. Det drejer sig for eksempel om litium, silicium, grafit, titan, kobber, uran og thorium.
De strategisk-kritiske råstoffer finder anvendelse inden for vedvarende energi, det digitale område, verdensrummet og forsvaret, hvor flere af disse forekomster er registreret i Grønland.
I forbindelse med uranmineprojektet i Kvanefjeldet nær Narssaq blokerede Naalakkersuisut (det grønlandske landsstyre) for mineprojektet i 2023, på trods af at der var tale om den måske største uudnyttede reserve i verden af en række andre kritiske mineraler ved siden af uran såsom lanthan, cerium og praseodym.
Den siddende landsstyrekoalition bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit kan være en torn i øjet på USA, når det kommer til store amerikanske selskabers interesser og hovedparten af Kongressens politikere, der nyder finansiel støtte fra transnationale og nationale store foretagender.
Aftalen fra 1951 om forsvaret af Grønland giver udtrykkeligt USA “fri adgang til og bevægelse mellem forsvarsområderne i hele Grønland, herunder territorialfarvandene, til lands, til vands og i luften”.
Selvstyreloven for Grønland indeholder desuden bestemmelser om Grønlands udenrigspolitik, som i vid udstrækning fortsat er under dansk kontrol.
Fuld selvbestemmelse eksisterer ikke
På trods af at selvstyreloven indeholder en fuldmagt, der giver Grønland ret til i egne anliggender at handle på rigsfællesskabets vegne, er forsvars- og sikkerhedspolitikken ikke omfattet af denne fuldmagt.
Den danske regering og Folketinget har med andre ord forfatningsmæssige beføjelser og ansvar på det udenrigspolitiske, sikkerhedspolitiske og forsvarspolitiske område.
En erklæring underskrevet i bygden Itelleq giver kun Grønland en ret til at blive hørt og informeret. Grønlands autonomi og hermed retten til fuld selvbestemmelse eksisterer med andre ord ikke.
Danmark spiller på sin side en begrænset rolle på grund af amerikanske geopolitiske interesser delvist styret af Monroedoktrinen, der har en fortsat betydning for USA. Fra alene at handle om europæisk indblanding i latinamerikanske anliggender er doktrinen i dag udvidet til at omfatte Nordamerika, hvortil Grønland hører.
Enhver indblanding eller ethvert angreb på USA’s interessesfære, det være sig militært eller i forbindelse med handelsruter, sikkerhed for amerikanske borgere og beskyttelse af amerikanske territorier, retfærdiggør, at USA har ret til at gengælde eller “forsvare sig”.
Skødehund over for USA’s interesser
Med Sovjetimperiets opløsning fra 90’erne så man fra amerikansk side med Fukuyamas ord sig selv som den nyliberale sejrherre stående alene tilbage i ringen efter systemkonkurrencens og Den Kolde Krigs ophør.
Monroedoktrinens forsvar af amerikanske interesser er stadigt vigtigt i den amerikanske udenrigspolitik, men den er nu udvidet til den globale sfære. Fra den amerikanske interessesfære alene til nutidens fortsatte drømme om unilateralisme antyder dette, at USA stræber mod verdensherredømme.
Dette indebærer, at regeringer, der bryder med den amerikanske imperialisme, skal bekæmpes, isoleres, sanktioneres eller udsættes for et statskup.
Ofte er disse krænkelser af folkerettens passus om selvbestemmelse en såkaldt “farverevolution” iværksat af amerikanske efterretningsvæsener, græsrodsorganisationer og andre subversive aktører.
BRIKS- og SCA-samarbejdet ses som en trussel mod unilateralismen, selv om disse initiativer hovedsageligt er økonomiske og et forsvar mod USA’s hegemoni.
Den danske regering optræder som en skødehund, når det kommer til de amerikanske interesser og hensynet til verdensfreden.
Med Grønlands medindflydelse burde danske politikere træde i karakter og forsvare Grønlands interesser. I stedet gemmer man sig bag grønlandske politikere, der lovmæssigt kun har en begrænset medindflydelse.
Man kunne passende forlange en leje for brugen af de arealer, USA har gratis til rådighed. Man kunne hævde en selvstændig linje i NATO, som i forbindelse med socialdemokraten Lasse Budtz og 80’ernes fodnotepolitik omkring NATO’s dobbeltbeslutning vedrørende atomvåben!
Til syvende og sidst handler det, om vi overhovedet ønsker nogen form for militær tilstedeværelse i Grønland. Inuit i Grønland og den traditionelle livsform er ikke rettet mod krigsførelse, men nok så meget mod andre former for sikkerhed, herunder især menneskelig sikkerhed, der bedst fremmes i den nye traditionelle økonomi.
USA’s inddæmningsstrategi
Det er misvisende og apologetisk at retfærdiggøre USA’s sikkerhed ved at portrættere nationen som en garant for demokrati og frihed på verdensplan.
I virkeligheden fortsætter et flertal af magtfulde amerikanske politikere, ofte støttet af det militærindustrielle kompleks og transnationale selskaber, en imperialistisk dagsorden vendt mod lande og regioner.
Disse landes “synd” er, at man søger en selvhjulpet økonomisk udvikling. Essensen af USA’s politik i Arktis drejer sig om, at man fortsat søger at inddæmme og regionalisere Rusland.
Som andre steder i verden handler USA’s imperialisme om adgang til og kontrol over arktiske ressourcer. Primært er der tale om Rusland og Grønland og multinationale selskabers potentielle kapitaleksport. USA har i årevis med George F. Kennans Inddæmningspolitik og i dag Helsingforskommissionen søgt at inddæmme og “balkanisere” den russiske føderation i småstater for nemmere at få adgang til ressourcer og højtuddannet arbejdskraft.
Forventningerne om strategiske mineralske ressourcer, herunder især olie og gas i Grønland, peger i samme retning. Og det forklarer, hvorfor USA ønsker at overtage den civile del af Grønland(!).
Trumps udspil gør på ingen måde op med denne strategi, der på trods af løfter om ikke at udvide NATO’s territorium en tomme øst for Oder-Neisse grænsen, blev bragt til udførelse efter 1990 med optagelsen af øst- og centraleuropæiske stater i NATO helt over til den russiske grænse.
Det af USA organiserede Maidan-statskup i Ukraine i 2014, folkemordet mod det russiske mindretal i Donbass og lignende forsøg i andre tidligere sovjetrepublikker er et led i inddæmningen. Adgangen til arktiske ressourcer under russisk kontrol er vitalt for den russiske samfundsøkonomi.
Derfor bliver Arktis en betydelig brik i inddæmningsstrategien. De forenede nationers havret (UNCLOS), som USA belejligt ikke har underskrevet, samt kontrol med besejlingen af Nordøstpassagen giver Rusland en legitim interessevaretagelse, som USA vil ødelægge.
At kontrollere Arktis vil fuldføre USA’s strategi om at inddæmme og regionalisere med henblik på at opnå kontrol med Ruslands enorme ressourcer.
Grønland som fattigt reservat
Romantiske forestillinger i Grønland hviler på en illusion om, at en tilslutning til USA ville føre til en uafhængig mikrostat. Man ser ikke, at Grønland bliver et reservat, og at man i virkeligheden blot erstatter én kolonimyndighed med en anden.
Det amerikanske “tusindårsrige” vil resultere i en lavere levestandard for grønlænderne, fordi man ikke kan forvente at modtage bloktilskud af samme omfang som fra Danmark.
Hvis man ser på den måde, USA behandler sine oprindelige indianske og inuitiske befolkninger på i Alaska og i indianske reservater i de nedre 48 stater, kan man kun forvente forringede levevilkår. Og når man bemærker den omsiggribende fattigdom i amerikansk storbyer og udraderingen af den amerikanske middelklasse, kan man se, hvad der venter et Grønland som et fremtidigt reservat i USA.
Når den grønlandske egenproduktion øges, vil den danske stats bloktilskud til Grønland ophøre med det samme beløb som værditilvæksten. Den dag bloktilskuddet går i nul, vil en genforhandling afgøre, om Grønland fortsat ønsker at stræbe efter selvstændighed.
I betragtning af den nuværende diskurs omkring USA’s overordnede dominans vil selv en hævdet uafhængighed for Grønland ikke resultere i en reel selvbestemmelse. Dette skyldes USA-imperialismen.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
Tak til alle, der bidrog til at indsamlingen til Arbejderen kom i mål i 2024
100% af 750.000 DKK
751.152 DKK nået totalt
751.152 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød journalistik:
MobilePay: 87278
