Høring på Arbejdermuseet 6. august
Den populære idé om at dele det politiske landskab op i højre og venstre stammer fra tiden før den franske revolution, hvor de af kongens rådgivere, der var fór forandring eller reformering af samfundet, sad til venstre for kongen, mens de, der ønskede at holde fast i de eksisterende rammer eller måske ligefrem ønskede sig tilbage til fordums tider, sad til højre.
I ægte liberalt demokratisk ånd har vi nu et samlet Folketing, der går i takt. Halleluja!
At være højre- eller venstrefløj i oprindelig forstand er derfor ikke et sæt særlige holdninger eller værdier – mere/mindre stat, betalt uddannelse/selvfinansiering og så videre – men derimod et spørgsmål om at holde fast i den eksisterende samfundsudvikling eller at ønske sig en helt anden måde at organisere sig på.
Og selvom det ikke kan være kommet som nogen synderlig overraskelse for nogen, der har fulgt dansk politik de seneste to årtier, er Enhedslistens nyudtalte ønske om at komme i regering med Socialdemokratiet og eventuelt Moderaterne, en stor fed streg under, at der ikke længere findes en parlamentarisk venstrefløj i Danmark – ikke i oprindelig forstand i hvert fald.
Rationalet fra folketingsgruppen i Enhedslisten har i virkeligheden været den samme længe: Det er bedre at sidde med ved bordet og engang imellem få lov til at gennemføre reel forbedrende politik for den menige dansker. Og det lyder også både fornuftigt og ganske nobelt. Historien har desværre bare vist os, at det ikke er, hvad der faktisk sker, når man bliver inviteret med ved bordet.
I den periode, Enhedslisten har ageret støtteparti eller parlamentarisk grundlag for en Socialdemokratisk ledet regering, er samfundsudviklingen fortsat i præcist den samme retning som under ærkehøjreorienterede regeringer under Fogh og Lars Løkke med DF som støtteparti eller grundlag. Uligheden vokser, hundredtusindevis af danskere må fortsat springe måltider over, og den politiske klimahandling forbliver grinagtigt utilstrækkelig.
I stedet for at trække i en mere menneskelig og socialistisk eller endda bare traditionel socialdemokratisk retning, som er det erklærede formål med Enhedslistens position, er man endt med at kæmpe med næb og klør for at gøre dårlige aftaler lidt mindre dårlige. Og uanset hvor nobelt dét er, skal man efterhånden være blind for ikke at kunne se, at det i hvert fald ikke fører til grundlæggende forandringer af samfundet.
Dragsted og hans kolleger på Christiansborg er effektivt trådt ud af rollen som parlamentariske repræsentanter for de mennesker, som ønsker et samfund indrettet på en anden måde, end den neoliberale kapitalisme, som er dominerende i det meste af verden i dag. De “røde” venner i SF (det er næsten en hån, er der stadig er “socialistisk” i partinavnet) tog skridtet for mange år siden, da de dannede regering med Helle Thornings “blå” regeringer, og de grønne kolleger i Alternativet har ved enhver mulighed også vist sig at bakke op om de status quo-bevarende magtpartier.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at både Enhedslistens og masser af Alternativets medlemmer drømmer om en verden, der er indrettet på en helt anden måde, end den vi kender i dag. Men realiteten er, at den politiske strategi baseret på en historisk naiv tro på at kunne “trække de store magtpartier i en bedre retning” gør præcist det modsatte.
I den virkelige verden af repræsentativt demokrati i et samfund organiseret omkring kapitalisme forholder sig desværre sådan, at man kun får lov til at være med i varmen, hvis man underlægger sig den samme retning, vi altid er gået i. Uden at referere for direkte til Konservative Ungdoms fortid skal man så at sige gå i takt.
I ægte liberalt demokratisk ånd har vi nu et samlet Folketing, der går i takt. Halleluja!
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
