Hr. Henrik Stamer Hedin har i indlæg efter indlæg taget parti for Rusland i den imperialistiske krig i Ukraine. Det strider mod arbejderklassens internationalisme og må betragtes som et brud med marxismen. Jeg citerer her “Inaugural-adressen til den Internationale Arbejderassociation” – den 1. Internationale skrevet af Karl Marx:
”Hvis arbejderklassens broderlige forening og samvirke er forudsætningen for arbejderklassens befrielse, hvorledes kan den så nå dette store mål, så længe en udenrigspolitik, der forfølger forbryderiske planer, hidser nationale fordomme op mod hinanden og i røveriske krige bortødsler folkets blod og rigdomme?
Det var ikke den herskende klasses visdom, men den engelske arbejderklasses heltemodige modstand mod dens forbryderiske vanvid, der frelste Vesteuropa fra at blive styrtet ud i et forbryderisk korstog til forevigelse og udbredelse af slaveriet hinsides Atlanterhavet.
Hvad er årsagerne til, at DKP er blevet et parti uden en konsekvent holdning? Vi skal tilbage til kongressen i 1990, hvor partiet blev sprængt i DKP og KPiD.
Det skamløse bifald, den hyklede sympati eller idiotiske ligegyldighed, med hvilken Europas overklasse så på, hvorledes Kaukasus, denne naturlige fæstning, blev et bytte for Rusland, hvorledes det heltemodige Polen blev nedsablet af Rusland; de tøjlesløse overgreb, som den uden modsigelse har fundet sig i fra den barbariske magt, der har sit hoved i Skt. Petersborg og sine hænder i alle kabinetter i Europa, har lært arbejderklassen, at det er dens pligt selv at beherske den internationale politiks hemmeligheder, at kontrollere sine respektive regeringers diplomatiske handlinger og om nødvendigt at modarbejde dem med alle midler, og hvis den er ude af stand til at forhindre dem, da at slutte sig sammen for på samme tid at brændemærke dem og at skaffe moralens og retfærdighedens simple love, der skal herske i forholdet mellem privatfolk, gyldighed som de øverste love i samkvemmet mellem folkene.
Kampen for en sådan udenrigspolitik er en del af den almindelige kamp for arbejderklassens frigørelse: Proletarer i alle lande, foren jer!” (A)
Det store spørgsmål er naturligvis, hvordan man definerer krigen i Ukraine. Herom hedder det i en udtalelse fra en bred kreds af kommunistiske partier, som bringes i uddrag, og som DKP har tilsluttet sig:
”Nej til den imperialistiske krig i Ukraine!
En uafhængig kamp er nødvendig mod monopolerne og de borgerlige klasser, for kapitalismens omstyrtelse, for styrkelsen af klassekampen mod imperialistisk krig, for socialismen!
1. De kommunistiske og arbejderpartierne, der underskriver denne fælleserklæring, er modstandere af den imperialistiske konflikt i Ukraine, som udgør en af konsekvenserne af den tragiske situation for de folk, der er formet efter socialismens omstyrtelse og opløsningen af Sovjetunionen. Både de borgerlige og de opportunistiske kræfter, som i årevis har kæmpet mod USSR og for nylig fejret 30-året for dets opløsning, fortier den kendsgerning, at genoprettelsen af kapitalismen betød afviklingen af arbejdernes og folkets historiske resultater og bragte folkene i USSR tilbage til æraen med klasseudbytning og imperialistiske krige.
2. Udviklingen i Ukraine, som finder sted inden for rammerne af monopolkapitalismen, er knyttet til USA’s, NATO’s og EU’s planer og deres intervention i regionen i forbindelse med deres hårde konkurrence med det kapitalistiske Rusland om kontrollen med landets markeder, råvarer og transportnetværk. Disse stræben er skjult af imperialistiske magter, som er i konflikt og fremmer deres egne påskud såsom “forsvar af demokratiet”, “selvforsvar” og ens ret til at “vælge deres alliancer”, overholdelsen af FN’s eller OSCE’s principper, eller angiveligt “fascisme”, mens fascismen bevidst løsrives fra det kapitalistiske system, der er anledning til den og udnytter den.
7. Arbejderklassens og de folkelige lags interesse kræver, at vi styrker klassekriteriet for at analysere udviklingen, udstikker vores egen uafhængige vej mod monopoler og borgerlige klasser, for omstyrtelse af kapitalismen, for styrkelse af klassekampen mod imperialismen er krig for socialismen, som forbliver lige så aktuel og nødvendig som nogensinde.”
Som sagt er denne udtalelse godkendt af DKP, der står som medunderskriver. For at gøre forvirringen total støtter DKP Enhedslisten, der forsvarer EU’s og NATO’s indgriben i konflikten, blandt andet ved at sende våben til Ukraine. (B)
Tilbage til 1990
Hvad er årsagerne til, at DKP er blevet et parti uden en konsekvent holdning? Vi skal tilbage til kongressen i 1990, hvor partiet blev sprængt i DKP og KPiD.
Det betød, at reformisterne og revisionisterne i DKP vandt partikampen. Det fik langvarige virkninger for partiets medlemstal. Fra et medlemstal efter sprængningen på cirka 3500 er det i dag på cirka 100 medlemmer. Det er ikke nogen tilfældighed, men skyldes Enhedslistens kontrol med partiets ledelse og politik.
Enhver form for kritik af Enhedslisten bliver bekæmpet med hård hånd. Hvorfor sejrede reformisterne i 1990? Det gjorde de, fordi småborgerskabet havde vundet en dominerende indflydelse i partiet og bekæmpede partiets revolutionære linje. Reformisterne ønskede, at denne linje blev erstattet af en parlamentarisk politik, hvor partiet søgte samarbejde med S og SF. Vi har set, hvordan det har ført til en højredrejning uden sidestykke i partiets historie og en opgivelse af EU-modstanden og kampen mod NATO.
Enhedslisten er i virkeligheden et nyt Socialdemokrati med en “rød” retorik. Men partiets resultater viser, at de er uden reel indflydelse, men blot retter ind efter S og SF. Krigen i Ukraine er det mest skændige øjeblik i Enhedslistens historie. Fra at være et ”anti-krigsparti” er partiet blevet en støtte for militarismen i EU og NATO. Det er et skifte, der kan sammenlignes med socialdemokratiernes forræderi i 1914, da partierne stemte for krigsbevillingerne og krigen.
Det sker med støtte fra DKP, idet partiet ikke vil tage afstand fra Enhedslisten!
Klassemæssige forskydninger
Hele det 20. århundrede var kendetegnet af kampen mellem idealisme og materialisme, mellem socialisme og imperialisme, mellem kapital og arbejde.
I løbet af 1970’erne skete der afgørende ændringer i produktivkræfterne, hvor videnskaben som produktivkraft blev en del af produktionsapparatet. Det betød, at teknikere, ingeniører, konstruktører og andre kom til at spille en væsentlig rolle i samfundet.
Det betød også klassemæssige forskydninger, som påvirkede de politiske partier og sammensætningen af Folketinget.
Idealismen er den opfattelse, som præger uddannelsessystemet og dermed også medierne. Det betyder, at den politiske skoling må indtage en fremtrædende plads i DKP’s arbejde, og det var også en kendsgerning årene frem til partiets spaltning.
Desværre udviklede der sig blandt de intellektuelle en idealistisk strømning inden for partiet, som især blev formuleret gennem tidsskriftet Clarté.
Det var i store træk de samme brydninger, som kendetegnede partispaltningen i 1950’erne. Det var i sidste ende et spørgsmål om at videreføre det kommunistiske parti ud fra de marxistiske traditioner eller gøre partiet til et udflydende reformparti.
Det blev også konsekvensen af spaltningen i 1990, hvor ”fornyerne” fik flertal på partiets 30. kongres. Enhedslisten byggede i starten på aktionsenhedens principper, så det var et samarbejde mellem ligeberettigede partier.
Det forsvandt hurtigt, og Enhedslisten udviklede sig til en selvstændig partidannelse, som havde de tre tilknyttede partiers medlemmer som enkeltmedlemmer i Enhedslisten.
Det betød en afgørende svækkelse af DKP’s indflydelse, noget som har haft afgørende indflydelse i alle centrale spørgsmål, hvor DKP er kommet i mindretal. Denne udvikling er blevet tydeligere og tydeligere med årene og senest i forhold til udviklingen i EU.
Med Enhedslistens beslutning om selvstændig opstilling til EU-parlamentet er unionsmodstanden i Danmark alvorligt svækket.
Det har også skabt betydelig usikkerhed om DKP’s holdning, som ikke selv markerer en selvstændig politik over for EU.
Enhedslisten har overtaget DKP’s stilling både i forhold til medlemstal og repræsentation i Folketinget. Men partiet har været ude af stand til at opnå politiske resultater, der kunne medføre en afgørende forbedring af lønarbejdernes vilkår. (C)
Henvisninger
(A): Affattet af Karl Marx, 21.27. oktober 1864. Udkommet som brochure på engelsk i London, november 1864. Samtidig trykt på tysk i bladet “Social-Demokrat” den 21. og 30. december 1864. Efter bladets tekst. Kilde: Marx/Engels, Udvalgte Skrifter, Tidens Forlag 1976.
(B): Kilde: Solidnet.
(C): Det sidste afsnit er et uddrag fra bogen “Kampen mod DKP”, 2. udgave 2022.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér