Det progressive Danmark skal arbejde for fred og ikke puste til krigens ild!
Et knebent flertal i Enhedslistens hovedbestyrelse har desværre stemt for våbenleverance til Ukraine. Ud fra personlige erfaringer fra krigen vil jeg her gøre rede for, hvorfor denne beslutning ikke gavner freden.
William James, den amerikanske filosof og psykolog for mere end 100 år siden, skrev i The Principles of Psychology, at ordenes betydning skabes af de associationer, de skaber i vores hjerner. Og disse associationer hænger sammen med de erfaringer, vi har haft med et bestemt ord gennem livet.
Det ser tilsyneladende ud som om, at flere efterkrigsgenerationer i Danmark har dannet uhensigtsmæssige associationer af krig. Krigens associationer er dannet igennem Hollywoods krigsfilm og -serier og CNN’s “sexede” reportager af krig.
Man har ikke under huden følt, hvad en krig betyder. En lemfældig omgang med krig af en generation af vestlige politikere og journalister, der heldigvis ikke selv har lært krigens realitet og grusomhed at kende, danner hos dem et romantisk billede af krigen og en reduktionistisk og simplificerende tilgang til at tage stilling til, hvem der er den skyldige.
Jeg ser den militære udvikling i Ukraine med de briller, som mine erfaringer fra krigen har givet mig.
Som en person, der var soldat under en af de værste krige i nutidshistorien, kan jeg berette fra førstehåndserfaringer, at krig betyder brutalisering af unge mænd til dræbermaskiner; at være daglig vidne til drab på uskyldige mennesker, herunder børn. Iraks krig mod Iran med amerikansk støtte til Irak varede fra 22. september 1980 til 20. august 1988 med flere millioner dræbte og flere milliarder af ødelæggelser.
Der var ikke en dag, hvor vi trætte soldater ikke havde ønsket os mere militærstøtte fra Sovjetunionen til at forsvare vores land. I vores fortvivlede hverdag var vi også klar over, at den irakiske soldat havde det samme ønske, altså mere militærrådgivning fra USA til at slå os ihjel. I bagklogskabens lys er jeg glad for, at det ikke skete. Mere militærinvolvering udefra kunne kun betyde én ting, en forlængelse af den allerede lange og brutale krig. Ønsker man fred og afslutning på krig, må man anvende andre metoder.
Fredselskende og militærhjælp
Man kan ikke kalde sig fredselskende og tilhænger af freden og samtidig gå ind for at sende militærhjælp og krigsgrej til den ene part. Fredselskere kan måske tillade sig at tage et moralsk standpunkt i forhold til en af parterne, men de må aldrig gå ind for oprustning af den ene part. Så snart du som fredselsker går med til at levere våben til den ene part, så har du også samtidig forladt din position som fredselsker og er blevet en del af krigsmaskineriet.
Således er humanitær militaristisk intervention et selvopfundet begreb, som ikke har hold i virkeligheden. Der findes ikke og har aldrig fandtes et humanistisk militærindgreb. Går man ind for fred, skal man sætte al sin lid til og bruge alle sine kræfter på at få parterne til at tale sammen og ikke opruste den ene part.
Krigsforhindring og krigsafslutning kræver indsigt og anerkendelse af de krigsførende parters bekymringer.
Jeg ser den militære udvikling i Ukraine med de briller, som mine erfaringer fra krigen har givet mig. Mens vi led under den forfærdelige påtvungne krig, havde vi et brændende ønske, sikkert delt med de irakiske soldater, om at krigen ikke skulle udvikle sig til en atomkrig.
Cubakrisen lå kun 20 år tilbage. Vi var for unge til selv at have oplevet den. Men vi var fulde af beundring over, at det lykkedes fredsbevægelsen at tvinge USA og Sovjet til at forhindre truslen om atomkrig gennem simple indsigter. Vi lå der i skyttegraven og undrede os over, hvorfor de iranske og irakiske regeringer ikke på samme måde kunne forhindre krigen eller standse den så hurtigt som muligt.
Til trods for de mange situationer, hvor en krigssoldat kunne ønske sig hjælp udefra, skal det holdes fast, at en udvidelse af krigen aldrig er en garanti for en hurtigere og mindre blodige afslutning, men snarere det modsatte.
At finde en løsning på krigens hårdknude i stedet kræver, at man i det mindste anerkender parternes bekymringer. Det tog mig mange år at forstå og anerkende Iraks bekymring.
Senere opdagede jeg, at Irak med rette var bekymret for islamisering af sit land. Jeg ville ønske, at den islamiske republiks ledelse var kompetent og fredssøgende og dermed anerkendte Iraks frygt og afholdt sig fra at blande sig i Iraks interne anliggender.
Det er kun strøtanker fra mine erfaringer i Iran-Irak-krigen til Ukraine nu. Krigsforhindring og krigsafslutning kræver indsigt og anerkendelse af de krigsførende parters bekymringer.
De fredselskende organisationer i Danmark skal bruge alle deres kræfter og indflydelse på at tvinge parterne til forhandlinger og ikke puste til ilden!
Situationen er mere kompleks, end jeg med min ufuldkomne viden kan bedømme, hvorfor Rusland kom frem til den konklusion, at alle muligheder for at finde en fredelig løsning på konflikten var forpasset. Men Rusland har nogle bekymringer, som er værd at bemærke.
Leif Davidsen siger om Sovjetunionens nedbrud til tv2-news at: “Det skabte i den russiske befolkning et nederlagssyndrom.” Han tilføjer: “Man var impotent sikkerhedspolitisk. Man grinede af Jeltsin, og man grinede af Rusland. Det skabte i befolkningen en utrolig fornemmelse af nederlag. Det var nogle fysiske skader, de fik på grund af fattigdommen, men det var også nogle sjælelige skader”.
Brudte løfter
Med en følelse af nederlag blev Rusland vidne til NATO’s udvidelse mod øst.
Det tyske nyhedsbureau Deutsche Welle (DW) skriver i artiklen Why Russia has a problem with its eastward expansion at: “After its Soviet enemy crumbled, NATO kept growing. Whether that helped ensure peace or constitutes a threat is still debated today – and plays into Russian actions towards Ukraine.”
DW tilføjer: “According to declassified documents maintained by the National Security Archive at George Washington University in Washington, D.C. We believe that the eastward expansion of NATO is a mistake and a serious one at that,” Boris Yeltsin, Russia’s first post-Soviet president, told reporters at a 1997 news conference with US President Bill Clinton in Helsinki, where the two signed a statement on arms control. Indeed, documents show a pattern of promises US negotiators made to their Russian counterparts as well as internal policy discussions opposing NATO expansion to Eastern Europe.”
Der var en admiral i Tyskland, som sagde det, som jeg her har gengivet. Men han måtte gå af. Og der er tilsyneladende ikke en eneste militærmand af den kaliber i Danmark. Hvor er de ansvarlige militære beslutningstagere i Vesteuropa, som er villige til at forklare mine simple krigssoldaterfaringer til deres respektive regeringer?
Men jeg må nu spørge danske og de andre vesteuropæiske politikere og journalister, om de kunne have forhindret krigen ved at tage Ruslands bekymringer alvorligt og ved at opmuntre til fredsforhandlinger?
Konklusionen er, at de fredselskende organisationer i Danmark skal bruge alle deres kræfter og indflydelse på at tvinge parterne til forhandlinger og ikke puste til ilden ved at opruste yderligere.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
