For snart to måneder siden havde indenrigs- og boligminister Kaare Dybvaad Bek et indlæg i Dagbladet om regeringens vision for en ny boligpolitik.
Mange af Kaare Dybvaad Beks idéer kan jeg kun være enig i. Det er blandt andet ønsket om flere og billige almene boliger og kravet om mindst 33 procent almene boliger, hvor der bliver bygget nyt. Og at Region Sjælland også udvikles med boliger og arbejdspladser.
Så kom regeringens boligudspil. Der skal bygges flere og billigere boliger i København og andre store byer. Det er fint. Men det er rent dobbeltmoralsk. Samtidig tvinges almene boligafdelinger i København og andre steder i landet til at rive gode og sunde boliger ned eller sælge dem til private. Blot fordi det er områder, som Folketinget stempler som ghettoer. Nedrivning og salg som beboerne selv skal betale. Og uden at have indflydelse på det. I Bispehaven i Aarhus, som af regeringen er blevet stemplet som ghetto, skal der rives 300 lejligheder ned. Det har beboerne stemt imod, men andre bestemmer. Det vil koste beboerne en lille kvart million kroner.
Når vi ser på udviklingen i vores region, så er det komisk, at regeringen bakker op om den udvikling, der er i gang i København.
Hvis regeringen ønsker billige almene boliger, så kan man som det første stoppe nedrivningen og tvangssalget af dem. Boligafdelingerne har gennem årene haft boligsocialt arbejde i gang i de udsatte boligområder. Og i mange tilfælde har det gjort en forskel. Ved at tage beboerne alvorlig kan vi gøre boligområderne bedre at bo i. Det hjælper ikke med pisk og trusler, som regeringen bruger i dag.
Når vi ser på udviklingen i vores region, så er det komisk, at regeringen bakker op om den udvikling, der er i gang i København. Her bygges der flere og flere dyre ejerlejligheder. Socialdemokratiet i København og på Christiansborg ønsker boliger og erhverv på nogle af de sidste naturområder i byen. Det er på Stejlepladsen i Sydhavnen og Lærkesletten på Amager. Hertil kommer ”fantasiplanen” om Lynetteholm med 35.000 nye boliger og 35.000 nye arbejdspladser. Mantraet er, at København skal ”vækste” med flere indbyggere, flere arbejdspladser og mere biltrafik. Det på bekostning af det øvrige Sjælland.
Hvis regeringen ønsker en udvikling, der tilgodeser andet end hovedstaden, så bør de komme med en plan, der stopper den nuværende udviklingsstrategi i København og lægger vægt på at skabe vækst i Region Sjælland: En plan med flere billige almene boliger, arbejdspladser og en ordentlig kollektiv trafik – også på tværs af regionen.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.