For nylig blev en sygeplejerske dømt for uagtsomt manddrab ved at have fejldoseret noget gigtmedicin, der medførte en ældre kvindes død.
Siden er flere sygeplejersker stået frem under mottoet ”det kunne have været mig” og fortalt om lignende oplevelser, hvor de enten overså vigtige symptomer hos en patient eller også gav forkert medicin, lige som den dømte sygeplejerske gjorde det. Blot med den mere lykkelige udgang at ingen døde af det.
Fejl vil som sagt altid kunne opstå, hvor der er mennesker involveret. Et øjebliks uopmærksomhed eller en fejltagelse kan blive fatal.
I det konkrete tilfælde betød det døden for den ældre kvinde. Men også sygeplejerskens liv vil for altid være forandret. Hun må nu leve videre med den skyld og skam, det er uagtsomt at have forvoldt en andens død. Det har både resulteret i kraftig PTSD, og at hun ikke længere er i stand til at udføre sit arbejde som sygeplejerske af frygt for at fejle igen.
Men sandheden er: Ja, det kunne have været hver eneste af alle os sygeplejersker.
Problemet med et alt for presset sundhedsvæsen … er strukturelt og ikke knyttet op på hverken en børnevirus eller brækkede ben.
Står man i meget akutte situationer, har man ofte kun få øjeblikke til at træffe sine afgørelser. Det er et grundvilkår, når man arbejder i et område, hvor folk er livstruende og akut syge eller hårdt kvæstede.
Selv ikke alverdens actioncards, retningslinjer og procedurer giver garanti for, at disse situationer altid ender godt. Ikke desto mindre bør man gøre, hvad man kan for at minimere antallet af fejl, så vidt det på nogen som helst måde er muligt.
Det er klart, at viden og kendskab til eksempelvis gældende procedurer og medicinhåndtering er elementære forudsætninger for dette. Det kan opnås gennem jævnlig undervisning, opdatering og praktisk træning.
Men endnu mere klart er det, at også rammerne for at udføre sit arbejde ordentligt og samvittighedsfuldt må være til stede.
Der foreligger efterhånden en del forskning, der entydigt peger på, at højere sygeplejebemandinger kan hindre såvel unødvendige genindlæggelser, men også dødsfald, der ikke er forventelige.
Lige som det også er vigtigt, at der eksempelvis er tid og ro til medicindosering og til at observere, behandle og pleje sin patient godt og fyldestgørende.
Og så er vi ved det springende punkt: For det er entydigt et ledelsesmæssigt og et politisk ansvar at sikre dette.
Bare at sende sin sygehusledelse ud for at indgyde ro med forvisninger om, at der er taget hånd om de enkelte episoder, som modige sygeplejersker er stået frem med, er simpelthen for fattigt.
Problemet med et alt for presset sundhedsvæsen igennem mange år, hvortil det bliver sværere og sværere at rekruttere og fastholde kompetent personale, er strukturelt og ikke knyttet op på hverken en børnevirus eller brækkede ben som følge af en for årstiden usædvanlig høj forekomst af bananskræller på vejene.
Derfor kan det også kun løses ved dels at tilføre langt flere midler, end der er i dag. Men i nok så høj grad ved ikke bare at afvise fejlene som enkeltstående hændelser, men noget der er forårsaget af mere eller mindre bevidst tilsigtede rammer og strukturer, der kun dårligt levner plads til sygepleje på højt niveau.
Det kan og skal der gøres noget ved.
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.