De tusindvis af turister, der hvert år besøger kirken Sagrada Família i Barcelona, er ikke klar over, at Antoni Gaudí, kirkens arkitekt, blev arresteret for at tale catalansk. Den 11. september 1924 ønskede arkitekten at deltage i en messe til minde om de catalanere, der faldt i 1714, da de forsvarede Barcelona mod Filip V’s tropper, den nuværende konges forfader. Politiet blokerede indgangen og truede Gaudí med at anholde ham, hvis han insisterede på at tale catalansk. Gaudí fortsatte med at tale catalansk og blev låst inde i fangekælderen for en nat.
Gaudís historie er et eksempel på den tre hundrede år lange kamp om sproget mellem Spanien og det catalanske folk. Efter at have besejret catalanerne erstattede Filip 5. de catalanske institutioner med castilianske (spanske) institutioner. Catalanerne havde kun deres sprog tilbage for at overleve som folk. I det 18. og 19. århundrede ønskede konger, diktatorer og præsidenter at fjerne catalansk fra det offentlige rum, fra institutioner, skoler, universiteter og kirker og forbød endda at tale catalansk i telefonen.
Procentdelen af mennesker, der normalt bruger catalansk, er dog faldende, fordi den spanske forfatning giver spansk forrang som det eneste officielle sprog.
I løbet af Francos 40-årige diktatur blev der også indført obligatorisk skolegang og tv, og begge dele blev obligatorisk på spansk. Ved diktaturets afslutning genvandt Catalonien en vis grad af selvstyre, og der blev truffet to foranstaltninger for at genvinde sproget: Oprettelse af offentligt tv på catalansk og undervisning på catalansk. Der var tale om initiativer med stor social og politisk konsensus, hvor 90 procent af befolkningen havde kendskab til catalansk. Det gjorde catalansk til et eksempel for mindretalssprog, som ikke har en stat bag sig, men som ikke ønsker at forsvinde.
Procentdelen af mennesker, der normalt bruger catalansk, er dog faldende, fordi den spanske forfatning giver spansk forrang som det eneste officielle sprog. Spansktalende har ret til at bruge spansk på alle territorier, og de, der taler andre sprog, har pligt til at lære det. Da alle catalansksprogede kan spansk, men ikke alle spansktalende kan catalansk, er catalansk ikke så nødvendigt og mister talere blandt nyankomne. Selv om 10 millioner mennesker taler catalansk (svarende til dansk, norsk, ungarsk eller græsk), har catalanerne langt færre rettigheder, fordi catalansk er underlagt en politik, der forringer det.
NGO’en “Plataforma per la Llengua” har dokumenteret 52 tilfælde af sproglig forskelsbehandling af catalansksprogede i 2020. Dette tal er kun toppen af isbjerget, da mange diskrimineringer ikke bliver anmeldt, og mange catalansksprogede vælger at skifte til spansk for at undgå problemer. Eftersom en tredjedel af diskriminationen er blevet begået af politiet, er der ikke sket så store fremskridt, som det ser ud til, fra Gaudís tid til i dag. Og selv om graden af diskrimination og vold har varieret gennem tiden, har målet for alle spanske regeringer altid været det samme: At opnå en homogen castiliansk (spansk) statsbefolkning. Det er derfor ikke så overraskende, at så mange catalanere er nået frem til den konklusion, at de har brug for en uafhængig stat for at overleve som nationalt mindretal.
Yderligere info: Det catalanske sprog
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.