Ignorance is bliss, war is peace. Fredom is slavery. -> FRIE GRØNNE ØNSKER ET STÆRKT OG TÆT SAMARBEJDE I EUROPA OG EU. <- 10 udaf 10 partier kæmper for at det danske folk skal forblive trælle i eget hjem. Mere af det samme fra et muligt 11 parti? lolda Sålænge du ikke er fri, er du hverken gul, grøn, rød, blå, sort eller hvid. Så længe du ikke har fri taleret, fri adgang til information, fri ret til at stille spørgsmål til de der bestemmer/har magten og bruger medierne til at probagantisere deres meninger, så længe drikker jeg kaffe og siger "big brother CIA har selvfølgelig altid ret." *host*
Log ind for at svareFor ikke så længe siden betroede Frie Grønnes bestyrelse mig den opgave at være landskoordinator for Frie Grønne. Det betyder, at jeg har ansvaret for at bygge Frie Grønnes organisation op foruden at rådgive ledelsen om strategi og kommunikation. Ambitionen er, at der til det næste kommunalvalg skal være en stor og aktiv medlems- og frivilligbase, som kan bære os ind i rådhusene i forskellige danske storbyer og måske et par omegnskommuner, så det er ikke småting, der er tale om, og jeg påtager mig opgaven med ydmyghed og en smule spænding.
Men er der overhovedet brug for Frie Grønne længere? Efter sidste års folketingsvalg, hvor Frie Grønne blev vraget, er det jo et oplagt spørgsmål. Som aktiv i valgkampen skulle jeg også lige stille mig selv det spørgsmål, før jeg kunne retfærdiggøre mit fortsatte engagement efter sådan en mavepuster. Men jeg mener klart ja. Og det gør jeg baseret på nogle tanker, jeg har gjort mig om den parlamentariske venstrefløjs (Ø, Å og SF) nuværende situation, hvilke jeg her vil dele, hvorefter det forhåbentligt vil være tydeligt, at der virkelig er brug for et parti til venstre for Enhedslisten, der kan give konkurrence og trække Christiansborg til venstre igen efter lang tids højredrejning.
Historisk svag venstrefløj
Venstrefløjen i Danmark står historisk svagt i øjeblikket. Samtidig med at problemerne, venstrefløjen ønsker at løse (klima, ulighed, diskrimination med mere) bliver større og værre, er den parlamentariske venstrefløj (Ø, Å og SF) historisk midtersøgende og tandløs. De seneste par gange, der har været et flertal baseret på venstrefløjens mandater, er mandaterne gået til at støtte de mest højreorienterede socialdemokrater nogensinde – og hvad fik man ud af det?
Efter 3,5 års S-regering kunne man i hvert fald konstatere: En historisk høj ulighed, en 1 til 1-replikation af den tidligere regerings racistiske retorik og politikker og en pinefuld klimanølen hos de ansvarlige ministre, der turnerede med hockeystavsmodeller, mens verden bogstaveligt talt begyndte at brænde. Score.
Drømmene og idealerne er derudover blevet underligt sjældne. Vi tør kun håbe på lidt flere midler til det offentlige, lidt flere midler til den grønne omstilling, og alt, hvad der har med flygtninge og minoriteter at gøre, har mange opgivet for længst. Hvorfor er ambitionsniveauet blevet så lavt? Og hvor er systemkritikken, indignationen, den postkapitalistiske samfundsvision?
Selv om jeg var skuffet over, at det ikke lykkedes Frie Grønne at komme i Folketinget, har det den fordel, at vi nu har tid og kræfter til at bygge et parti op.
Alternativet forlod endegyldigt den aktivistiske, indignerede linje med eksklusionen af Theresa Scavenius og satser nu på dialogkaffe med Mette Frederiksen, hvis klimaindsats er blevet dumpet samtlige gange af Klimarådet. Som David Trads påpegede, er det en komplet fremtidsløs strategi. Og med valget af Pelle Dragsted som politisk ordfører for Enhedslisten er kursen dér ligeledes slået ind på en mere midtersøgende, 1970’er-agtig socialdemokratisme, der skal rykke Enhedslisten tættere på regeringskontorerne, men som også er langt fra deres hardcore venstreorienterede, ideologiske udgangspunkt (som der i den grad stadig er brug for). Der begynder altså så småt at være luft på den danske venstrefløj.
Endelig halter det gevaldigt med mangfoldigheden på Folketingets venstrefløj. Vores foretrukne tre partier er ikke nær at repræsentere befolkningen, når det gælder etniske, seksuelle og kønsminoriteter. Det er fint og vigtigt med straight white allies, der støtter forskellige minoriteters kamp, men ønsker man at være et parti for minoriteter, må man også give dem politisk magt. Ellers risikerer man, at støtten forbliver ved tanken, som vi så under S-regeringen, der ikke fik nævneværdig parlamentarisk modstand gennem alle sine angreb på flygtninge og minoritetsdanskere.
Kun forenet kan vi tilbyde et alternativ
Jeg har intet imod mine gode kammerater i de andre venstrefløjspartier. Det er kun sammen, forenet, at vi kan tilbyde et alternativ til den herskende politiske orden. Og det er vigtigt, at vi spiller på forskellige tangenter, hvis vi skal erobre magten, så vi kan manifestere alle de politikker, der er nødvendige for at løse klimakrisen, ulighedskrisen og så videre. Vi har i Frie Grønne for længe været for optagede af at kritisere vores venner, vores politisk ligesindede, i stedet for at præsentere et troværdigt alternativ; det var en fejl. Så for nu vil jeg lægge min kritik til side og blot konstatere: Det er tydeligt, at der er opstået et vakuum på venstrefløjen. Et vakuum for folk, der arbejder intersektionelt, visionært og med systemkritisk protest.
De oprindelige tanker bag Frie Grønne var, at vi, inspireret af Black Panthers, gennem decentraliseret aktivisme og stærke græsrødder skulle mobilisere befolkningsgrupper, som normalt ikke bliver hørt i den offentlige debat: Etniske minoriteter, folk på overførselsindkomster, LGBT+-personer og så videre. Altså de undertrykte grupper, som forandring er gjort af, og bringe dem sammen i kampen mod den fælles fjende: Den neoliberale udbytningsmaskine, der kun har profit for øje og snylter på både mennesker og planet.
Der var flere årsager til, at det ikke lykkedes i første omgang. Men grundlæggende blev vi for centreret i boblen på Christiansborg i stedet for at komme ud og møde folk, hvor de er, og nedvurderede eksempelvis derfor at få skabt aktive lokalforeninger, der kunne gøre det aktivistiske arbejde. Også en stor fejl. Som vi nu har lært af.
Og selv om jeg var utroligt skuffet over, at det ikke lykkedes Frie Grønne at komme i Folketinget, har det den fordel, at vi nu har tid og kræfter til at bygge et parti op, der netop gør de ting, som vi oprindeligt havde ønske om. Vores drøm er, at Frie Grønne lykkes med at blive venstrefløjens intersektionelle og aktivistiske parti; partiet for folk der ser krydsfeltet mellem undertrykkelsen af kvinder, etniciteter og klasser og indoptager det i sin politiske analyse og handling og således også bliver et springbræt for forskellige minoriteter ind i politik. Så vi forhåbentligt kan få den danske pendant til Ilhan Omar eller Alexandria Ocasio-Cortez. Og så vi kan få et parti, der tager det at være rød gravalvorligt.
Frie Grønne bliver svaret – håber vi
For hvor skal man gå hen i dag som venstreorienteret, hvis man støtter et koranafbrændingsforbud af hensyn til vores minoriteter? Hvis man ønsker fuldstændigt at afskaffe formuer og ikke bare beskatte dem? Hvis man ønsker en grundlæggende demokratisering af økonomien, så den hverken er i hænderne på arbejdsgiverne eller staten, men medarbejderne selv? Hvis man ønsker en gennemgribende, grøn revolution af samfundet, så vi rent faktisk overholder klimaloven? Hvis man ønsker at nedlægge alle udrejsecentre? Hvis man ønsker flere minoriteter repræsenteret i byråd og i Folketinget? Hvis man vil støtte et parti, der er til stede ved samtlige demonstrationer og aktioner samt i socialt udsatte boligområder?
Svaret bliver forhåbentligt: Frie Grønne. Men vi er der selvsagt ikke endnu. Jeg kommer til Frie Grønne med en baggrund som aktivist i Extinction Rebellion. For mig er det bestemt ikke noget nyt at arbejde udenomsparlamentarisk eller med samfundsvisioner. Det nye består i at få den slags arbejde til at harmonere med et parlamentarisk parti med erfaring fra Folketinget, der skal have valgt byrådsmedlemmer og folketingsmedlemmer. Det bliver et spændende projekt. Og med hjælp fra gode kræfter bliver det forhåbentligt også succesfuldt.
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
