Markering for fred og velfærd
Dette er et debatindlæg. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Der er noget grundlæggende forkert i måden, vi taler om krig på i Ukraine. Som om det hele bare handler om strategi, territorium og våben. Som om det ikke handler om mennesker. Liv. Skæbner. Familier der mister børn. Mødre der begraver deres sønner. Byer der brænder. Børn der lærer forskellen på missiler og droner, før de lærer alfabetet.
I krigen i Ukraine har vi nu i over tre år stået og set til, mens dødstallene steg. Og vi gør stadig det eneste, vi synes at kunne finde ud af: sender flere våben. Som om krig er ild, og vores svar er at hælde benzin på.
Og så står Mette Frederiksen frem, taler om oprustning, om nødvendighed, om “truslen fra øst”. Men hvor har hun det fra?
Men én ting bliver sjældent sagt højt: Denne krig kunne måske have været undgået, hvis vi havde lyttet. Ikke til propaganda, men til reelle bekymringer. Rusland har i årtier udtrykt frygt for Vestens militære ekspansion helt op til deres grænser. Har vi glemt historien?
Cuba-krisen i 1962 burde stå som et advarselsskilt for os alle. Dengang var verden millimeter fra atomkrig, fordi USA følte sig truet af sovjetiske missiler på Cuba. I dag er det Rusland, der føler sig omringet af NATO. Hvorfor forstår vi ikke, at stormagter – uanset hvem de er – reagerer voldsomt, når deres sikkerhedsinteresser bliver presset til bristepunktet?
Er vi ved at begå samme historiske fejl som dengang – bare med omvendte roller og glemt hukommelse? Dengang blev katastrofen undgået, fordi der var statsmænd med mod til at lytte. I dag virker det som om, man hellere vil optrappe end indrømme, at fred kræver forståelse og kompromis.
Og så står Mette Frederiksen frem, taler om oprustning, om nødvendighed, om “truslen fra øst”. Men hvor har hun det fra? Hvem har hun lyttet til? Hvilke fakta ligger bag, når hun påstår, at Putin vil indtage Europa? Eller er det blot frygtens gamle værktøjskasse, vi ser i brug – den samme, der mobiliserede folk bag oprustning og fjendebilleder i 1930’erne?
Er Mette Frederiksen blottet for historisk indsigt? Hun kunne lige så godt have stået på en talerstol i mellemkrigstiden og sagt: “Vil man have fred, må man ruste til krig”. Et ordsprog der burde være forvist til historiens arkiv, men som i hendes mund lyder som politisk rettesnor.
Samtidig ser vi, hvordan Danmark kaster sig hovedkulds ud i paniske våbenindkøb for milliarder. Uden reel debat. Uden mål. Uden mening. Det er os, skatteyderne, der betaler – med penge, der kunne være brugt på velfærd, klima, børn og ældre. Alt dét der binder et samfund sammen.
Og hvor er klimaregnskabet? Militær oprustning er en CO₂-katastrofe. Men det nævner ingen. Vi taler om grøn omstilling og bæredygtighed – mens vi samtidig investerer milliarder i et krigsapparat, der pumper tonsvis af drivhusgasser ud i atmosfæren. Det er hykleri på højeste plan.
Og så rejser det næste spørgsmål sig, som vi ikke tør stille i Danmark:
Er Mette Frederiksen og hendes regering selv medskyldige i at styrke USA’s selvbillede som verdenshersker og beskytter – koste hvad det vil?
Endda hvis det betyder, at vi trækker Danmark og hele rigsfællesskabet med ud på en sti, der truer vores egen sikkerhed, suverænitet og sammenhængskraft?
Hvis det virkelig er den rolle, Danmark vil spille – som loyalt ekko af en stormagt, der gennem årtier har destabiliseret regioner og kaldt det “fred” – så må vi i det mindste have modet til at sige det højt. For prisen bliver ikke kun betalt i våben og skattekroner – den betales i liv, klima og demokrati.
Mette Frederiksen må spørge sig selv – og vi må spørge hende: Er det vigtigst at være stormagtens nyttige allierede – eller folkets repræsentant for fred og fornuft?
Kan du lide, hvad du læser?
Det koster penge at lave progressiv journalistik. Kun med din støtte kan Arbejderen fortsat udgive frit tilgængeligt journalistisk indhold af høj kvalitet.
Debat i Arbejderen
- Arbejderen bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker samt udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
- Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens.
- Et læserbrev kan være mellem 500 og 5000 anslag inklusive mellemrum. En kommentar må være på max. 7000 anslag og en kronik på 9000 anslag inklusive mellemrum.
- Hvis der i debatindlæg henvises til, hvad andre mener eller har sagt, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
- Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster.
- Indlæg kan sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by). Er du betalende abonnent, kan du selv uploade debatindlæg fra “Min konto”.
